Af: Henrik Lyding

17. november 2015

Prinsesseprutter og kongelig selverkendelse

Pudsig og lidt knirkende eventyrkomedie om tre selvoptagede kongebørn, der ender med at finde sig selv og verden omkring dem.

Kors, hvor de keder sig i kongehuset! Et ikke nærmere specificeret og ret eventyragtigt kongehus, vel at mærke. Næppe det danske. Men et kongehus, hvor to små prinsesser og en lille prins tusser rundt og ikke rigtig ved, hvad de skal.

Den ene prinsesse, Desirée, vil bare giftes, lillebror prins Eugene har sit korte liv igennem fået at vide, at han er dum som en dør – 'Grav dig ned, Eugene!', siger folk, så det har han gjort, gravet et stort hul i slotshaven.

Og endelig er der lille prinsesse Eugenie, der ligner Pippi Langstrømpe ret så meget, og som er sikker på, at hun er blevet forbyttet. At hun i virkeligheden er en helt almindelig pige med helt almindelige forældre.

Børn som biblioteksbøger

Så dem drager hun ud for at finde; blot for at gøre den opdagelse, at almindelighed ikke er så almindeligt endda. Ingen af de forældrepar, hun hjemsøger, opfylder nemlig hendes kriterier.

Nu møder hun også nogle ret sære nogle af slagsen – en enarmet dame, en skilsmisseforladt mand og til sidst et gysende og børnehadende par, der drømmer om, at børn kunne være som biblioteksbøger, så man kunne aflevere dem hurtigt igen.

Til sidst får en gammel og mølædt legetøjsbamse i overstørrelse hende til at indse, at det gælder om at finde sig selv og være sig selv, så skal det nok gå alt sammen, prinsesse eller ej.

Hvorpå Eugenie i bogstaveligste forstand afpelser den gamle, nu afdøde bamse – han har dog givet hende lov – og vender hjem til slottet, hvor hun gør både søster og bror klogere på sig selv og de ønsker og udfordringer, de har til verden.

Kønt nok og med en massiv pruttedans som finale – for det at slå prutter er tydeligvis det ultimative oprør med pænheden og fastlåstheden i de fine roller.

Dramaturgiske bump

Stykket, der er af svensk aftapning, opererer med et sprog, der er løftet en kende fra det mest banale og eventyragtige.

Det klæder historien, men volder også nogle problemer undervejs, når det bliver lidt for mærkeligt. Der er nogle sære dramaturgiske bump, som Solveig Weinkouffs ellers ganske fornøjelige iscenesættelse ikke kommer helt ubesværet hen over.

Christine Gaski har heldigvis masser af direkte publikumsappel og ubesværet Pippi-energi som Eugenie, mens Thomas Knuth-Winterfeldt får givet lilleprinsen en skæg selvoptagethed – vi tror virkelig på denne fjollede dreng – og Tine Gotthelf måske er blevet en kende for voksen som Desirée.

Men alt i alt er det, i Nina Flagstads flotte scenebillede med slotshave og forkrøblede træer, en ganske skæg og anderledes historie om at finde sig selv og turde åbne sig mod omverdenen, hvad enten man er prinsesse eller bare helt almindelig.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.