5. januar 2016

Præmiepenge til spændende scenekunstnere

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Scenekunst har bl.a. den behagelige opgave at præmiere scenekunstnere for gode og interessante arbejder, der 'skærper og fornyr dansk scenekunst', som der står i den lille pressemeddelelse, som ledsager oplysningen om, at 18 scenekunstnere deler 300.000 uddelte kroner for værker i 2015.

Blandt disse er naturlig- og heldigvis også flere, der arbejder med scenekunst for børn og unge. Det har resulteret i tre af de præmierede forestillinger, som bl.a. har kunnet opleves på festivaler ('687 km' og 'Time woke up in darkness') og i en skov på Amager ('Underskoven').

Her modtagerne og Legatudvalgets begrundelser medtaget for de tre ovennævnte:

• Nils P. Munk præmieres med 20.000 kr.

Det menneskelige teater udfordrer både teaterformen og publikums måde at opleve på. Med denne udfordring i sigte, skabte Nils P. Munk to meget forskellige og stærke publikumsoplevelser i 2015. I ”687 km” blev publikum energisk kastet ind i en vigtig fortælling om venskab og bæredygtighed, og i ”men nu har jeg en hjærne” blev de lagt i kister, for her at snuse til døden og livets poesi. Nils P. Munk har sans for den fysisk visuelle iscenesættelse, der får os til at mærke scenekunsten helt ind i knoglerne. (Se anmeldelse af 'Del dit lort!', som '687 km' er baseret på)

• Sara Topsøe-Jensen, Sarah John, Michelle Kranot og Uri Kranot præmieres hver med 15.000 kr.

Egnsteatret Carte Blanche fører sit publikum ind i sensoriske installationer, hvor vi bliver medskabere i oplevelsen.  Dette virke kom stærkt til udtryk i ”Time woke up in darkness (and walked across the room)”, et værk skabt efter idé af Sara Topsøe-Jensen, Sarah John, Michelle Kranot og Uri Kranot, og i et samarbejde med The Animation Workshop. Sanselige interaktioner mellem performere, publikum og animationsteknikker skaber et levende refleksionsrum, hvor tiden både fastholdes og opløses. (Se anmeldelsen her på portalen)

• Lars Gregersen, Camila Sarrazin, Hanne Raffnsøe og Henriette Groth præmieres hver med 15.000 kr.

Nycirkus-kompagniet GLiMT arbejder multidisciplinært og virker ved sine vedkommende historier, der ofte fremstår med en mytisk kvalitet. I ”Underskoven”, skabt af Lars Gregersen, Camila Sarrazin, Hanne Raffnsøe og Henriette Groth drages vi ind i et iscenesat naturområde på Amager, hvor samspillet mellem lydinstallation, billeder og performere fortryller. Skoven skjuler væsener og lyde, der lokker og kalder, og vi følger frydefuldt og let gysende dette elementært spændende drømmespil om at blive voksen. (Se anmeldelsen her på portalen)

Derudover er følgende præmieret:

• Mette Ingvartsen, koreograf og performer, præmieres med 20.000 kr. for '69 positions'.

• Kitt Johnson, koreograf og danser, præmieres med 20.000 kr. for 'Post no bills'.

• Andreas Constantinou, koreograf og performer præmieres med 20.000 kr. for 'The WOMANhouse'.

• Tue Biering og Jeppe Kristensen, duoen Fix & Foxy, præmieres hver med 20.000 kr. for 'Det store Ædegilde'.

• Adriano Wilfert Jensen og Emma Daniel, scenekunstnere, præmieres hver med 15.000 kr. for 'Spending time with Dinosaurs'.

• Ghita Makowska Rasmussen, tekstforfatter, og Emil Hansen, instruktør, præmieres hver med 15.000 kr. for 'Owner of a Prison”.

(Nils P. Munk får præmiepenge for bl.a. forestillingen '687', en interaktiv forestilling om forbrug for forurening, der er baseret på forestillingen 'Del dit lort!', men i stedet for to piger har Munk og Ernesto Piga Carbone i rollerne. Foto: Caroline Boutrup Nielsen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne