22. december 2017

Præmiepenge til ni scenekunstnere

Under Statens Kunstfond finder man Legatudvalget for Scenekunst, der udover at uddele arbejdsstipendier og -legater også på eget initiativ præmierer forestillinger.

Derfor har man nu udvalgt ni scenekunstnere, som har 'leveret præstationer udover det sædvanlige' i 2017.

I tre-mandsudvalget, hvis formand er Maj-Britt Mathiesen, sidder også Sverre Rødahl og Mette Rosleff, der som stifter og leder af Teater My nok har et særligt øje til børne- og ungdomsteatersegmentet.

Og to af præmierne – hvis økonomiske størrelsesorden ikke fremgår af pressemeddelelsen, men ved forrige tildeling lå de mellem 20.000 og 30.000 kr. – tilfalder to af aktørerne bag en af sidste sæsons nyskabende børneteaterforestillinger, nemlig Teater Nordkrafts 'Ordet på bordet': Det gælder instruktøren Petrea Søe (der i øvrigt også er leder af Teater Hund & Co.'s voksenteaterafdeling) og forestillingens enlige skuespiller, Kristofer Krarup.

I motiveringen for Petrea Søe og Kristofer Krarup hedder det:

'Legatudvalget for Scenekunst har valgt at præmiere instruktør Petrea Søe samt skuespiller og performer Kristofer Krarup for børneteaterforestillingen 'Ordet på bordet', produceret på Teater Nordkraft, som havde premiere i slutningen af 2016 og derfor desværre ikke nåede med i udvalgets sidste præmieringsrunde i slutningen af 2016. 

Petrea Søe har med skarp sans for de sceniske virkemidler iscenesat en overraskende verden i grænselandet mellem drøm, fantasi og virkelighed.

Universet er frydefuldt. Med ekvilibristisk nøjagtighed skildrer Kristofer Krarup en mands ensformige liv. Et humoristisk og hjerteligt portræt, der går lige ind hos både børn og voksne'. 

Teateravisens Anne Middelboe Christensen udtrykte også sin begejstring i sin anmeldelse, hvor det bl.a. hedder, at 'Kristofer Krarup præsterer en vidunderligt gakket kropsperformance i ’Ordet på Bordet’. En tyggegummigyser, der er fyldt med måneskinspoesi'.

Læs hele anmeldelsen her.

***

De øvrige præmierede scenekunstnere er:

– Scenograferne Ida Grarup Nielsen og David Gehrt for nyfortolkningen af 'Erasmus Montanus' på Aarhus Teater

– Medskabende skuespiller Morten Burian for 'Rocky' på Husets Teater

– Performer og instruktør Kristján Ingimarsson for 'MORPH', co­produceret med Aarhus Teater

– Instruktør Liv Helm og komponisten Matilde Böcher for 'Transfervindue' på Det Kgl. Teater / Eventministeriet og 'Hovmod' på Republique

– Skuespilleren og dramatikeren Nanna Cecilie Bang for sin præstation som en del af ensemblet på Momentum Vol. 10 og hendes egen forestilling 'True Story' på Sort/Hvid

(Billedet: Kristofer Krarup i Teater Nordkrafts 'Ordet på bordet', hvor han som skuespiller og Petrea Søe som instruktør nu modtager Legatudvalgets præmiering. Foto: David Bering)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne