Popcorn med kant

Hvad har en myre, en sur gammel mand og en 0.-klasse med hinanden at gøre? Mega meget, når det står til Teater JaNejMåske, som med ’Popcorn’ har skabt en lille perle af en forestilling for de 4 til 7-årige. 

Med popcorn som et genialt greb og sejt bindemiddel flettes tre små historier sammen til en helhed, som både er stærkt underholdende, forfriskende skævt tænkt og tillige undervejs kriblende farlig. 

Som baggrund for forestillingen ligger et fint og enkelt børneforståeligt tankesæt omkring eksistens og væren. Til de øvrige store kvaliteter hører, at den med assistance fra instruktørkonsulent Lasse Dehle og kropslig/fysisk konsulent Mette Rønne er iscenesat med gennemført enkelhed og opvakte overraskelser. 

Ligesom det, at Tina Steen Jensen og Bolette Engstrøm Bjerre, som også står for tekst, scenografi og kostumer, spiller forestillingen med et sprudlende overskudsfyldt nærvær og en solid sans for med respekt at flette børnepublikummets mange spørgsmål og svar ind i historierne. 

Bjergtaget af et majskorn 

Noget af det første, der sker i ’Popcorn”, er, at Tina Steen Jensen træder ind i rummet og gnasker det lille popcorn i sig, som Bolette Engstrøm Bjerre lige har tegnet to sorte prikker på og veltilfreds og kærligt har lagt til hvile på en pude, fordi hun synes det ligner – ja er – en lille hund. En hund, som hun med hjælp fra børnepublikummet navngiver Anna. Den er lige blevet til og allerede er den pist væk. Spist. Av for den! Noget af en ulydig mundfuld. 

Men livet går videre og snart har Jensen og Bjerre gang i den første fortælling: fortællingen om en myre. Det vitaliserende og horisontåbnende ved fortællingen er, at myren – som i øvrigt friskt bogstavrimende hedder Mogens, er en afviger-myre. Hvor alle de andre myrer elsker at arbejde på livet løs, er Mogens en sand drømmer. 

En varm solskinsdag sker der det, at Mogens pludselig bliver bjergtaget af en skinnende majskerne, som han kan spejle sig i. Han slæber den med ned i myretuen til alles store fortrydelse, men da myretuen pludselig trues af en ildstråle, eksploderer majkernen og bliver til et popcorn, som redder dagen. Den begivenhed gør, at Bjerre, som meget energisk har formidlet myrefortællingen, kan servere forestillingens første filosofiske pointe: ”Nogle gange skal der kun én til at gøre en forskel”.  

Enkelhed og popcorns-kolorit 

Rummets sparsomme møblering og små popcornsfinesser skaber et fint og humoristisk fokus på de forskellige hændelser. 

Fortællingen om myren Mogens udspiller sig på en lille grøn kasse. Den næste fortælling, som er om en gammel gnaven mand, der bliver reddet fra naturkatastrofeoversvømmelse, udspiller sig også på den grønne kasse. Her bliver der bare anbragt en lille bjergby i pap på kassen, samt et hus i dalen, som tilhører den gamle sure mand. 

Den sidste fortælling, som er om den dag 0.klasse fik ny elev, foregår ovre ved en gigantisk stor rød rygsæk. Og som morsom kolorit står der i baggrunden en lampe, hvis skærm er totalt dekoreret med popcorn, ligesom håret på 0.klasses lærer Tove er en fyldig popcorns-page. 

Popcorn løfter i flok 

Det næste motto: ”Nogle gange må der mange til at gøre en forskel” er knyttet til fortællingen om den gamle sure mand, der bor helt alene i dalen udenfor bjergbyen. 

Den gamle sure mand havde engang en hund, Anna. At der her bliver knyttet en tråd tilbage til den popcorns-hund, som indledningsvist blev spist, er en fin lille historie-sammenbindende finesse. Nu har manden kun én ven. En lille pige fra bjergbyen. 

Det er hende, som lægger en klog plan for, hvordan den gamle mand og hans hus kan blive reddet fra en oversvømmelseskatastrofe. Hun laver et kæmpe bål af majskorn i hans kælder, sætter ild til det, og voila løsriver huset sig fra kælderen. 

Da han så med et ”Hvad i hele hulan..!!” opdager, at hans hus pludselig ligger i bjergbyen, svarer hun kækt: ”Vi har poppet dig op i niveau. Velkommen til byen!” 

Det vrimler i det hele taget med fine små sproglige indfald. Eksempelvis humoristisk drejede formaninger om, at man selvfølgelig ikke må sætte ild i sit hus derhjemme. Og replikken ”Nogle gange er det dem, som er allermest sure, man skal være allermest søde ved.” 

En kollektiv sneboldsbedrift 

Tina Steen Jensen og Bolette Engstrøm Bjerre har tænkt ud af boksen som historieforfattere. I den 

sidste fortælling krydser de sjovt og begavet brikker fra det skoleliv, som børnepublikummet står på tærsklen til, har hørt om, eller allerede lever i, med noget så skørt, som det, at der starter et popcorn i 0.klasse. En ny elev, som får klassens lærer, Tove, til panderynkende at udbryde: Du er lidt af en mundfuld”. 

Siden får piben en anden lyd. En dag, klassen er på, tur slår vejret om fra solskin til blæst og snestorm og Tove bliver borte i sneen. ”Kun Toves briller lå tilbage i sneen,” som Bjerre med gnistfyldt gru udtrykker det. Og her viser det sig så, at den nye elev, popcornet, kan noget. Noget med at skabe en gigantisk snebold. 

Vel at mærke sammen med alle de børn, læs: børnepublikummer, som bidrager med forslag til, hvordan Tove skal blive fundet og klassen nå sikkert hjem til skolen. Uden at definere det eksplicit integreres og agerer børnepublikummet, som var de eleverne i Toves 0.klasse. 

Energi og engagement 

Det var en fornøjelse, da jeg så forestillingen, at opleve den idérigdom, som børnene bidrog med, og den uforbeholdne og ligefremme måde hvorpå Jensen og Bjerre greb og anvendte børnenes forslag i fortællingen. 

Et væld af kompetencer blev bragt i spil. Nogle børn tilkendegav, at boldspil var lige dem. Andre fortalte, at de var gode til at tegne. Nogle andre kunne noget tredje. Alt blev flettet ind. Tove blev reddet. 

Børnene fik en oplevelse af, at det, som de holder af at gøre hver især, kan bruges til at løfte i fællesskab. Derudover blev de, ligesom de medfølgende voksne, smittet af den livsbekræftende spilenergi, som Tina Steen Jensen og Bolette Engstrøm Bjerre fyldte rummet med, nærmest som to balstyrisk ”ulydige” popcorn. 

’Popcorn’ er en flot debutforestilling. En sjældent godt gennemført forestilling, som fyldt med temperament og mange forskellige følelsesudtryk sætter spot på både det at være helt sin egen, høre til i en gruppe, hvor man kan noget sammen også når man ikke er ens.