DEBAT
18-02-2021
16-02-2021
07-12-2020
19-09-2020
03-09-2020
Jon Stephensen (midt) er teaterdirektør på Aveny-T, som han vil gøre til en nationalscene for ungdomsteater. Men han er i strid modvind efter en række udtalelser. Og her omgivet af en række ungdomsforestillinger. Nederst til venstre og uret rundt: Aveny-Ts egne 'Damphjerte' og 'Skam-3'; Hils Din Mor og Folketeatrets 'Mit navn er Silas'; Teatret Fair Plays 'Den første dråbe blod'; Opgang2 Turneteaters '4Ever'; ZeBU's 'In Real Life' og MÆRKVÆRK's 'Under huden'. Foto: Carsten Jensen; Zuhal Kocan, Gudmund Thai; David Trood; Opgang2; Jens Hemme; Per Morten Abrahamsen.

Polemiker eller frontkæmper?

10-02-2021
Der falder atter knubbede ord om Jon Stephensens ageren og agenda omkring nutidens ungdomsteater i kølvandet på en stor interviewartikel i Politiken. Han beskyldes for at forvrænge virkeligheden, men selv mener Aveny-T's teaterchef, at han bliver misforstået, hvor man i stedet burde se ham som den frontkæmper, der arbejder for at få større politisk og økonomisk opbakning til en vitalisering af ungdomsteatret.
Af: Carsten Jensenn
FAKTA

Jon Stephensen (f. 1959) er uddannet arkitekt og journalist. Han begyndte sin karriere i teaterverdenen som pressechef hos Dr. Dantes Aveny i 1992, skiftede året efter til marketingschef på Det Kgl. Teater og blev pressechef for All Right Film i 1995. Tilbage til teaterverdenen blev han souschef på Østre Gasværk i 1998, i 2001 teaterchef på Aveny Teatret - de første to år sammen med Ole Bornedal. Han blev i 2007 teaterchef for Østre Gasværk Teater, men blev afskediget i 2009 i en sag om bijob, som blev afsluttet med forlig i 2010. I efteråret 2011 vendte han tilbage som chef for Aveny-T, der er støttet af Frederiksberg Kommune og fonde og siden 2020 har haft status som statsstøttet teater med 'særlige potentiale' for ungdomsteater i hovedstaden.

Aveny-T's teaterchef, Jon Stephensen, har atter sat sindene i kog efter en artikel i Politiken 8. februar, hvor Stephensen uantastet fik lov til at lufte en række udtalelser om ungdomsteater, der af mange aktører fra området betragtes som bevidste provokationer, mens han selv mener, at han tillægges motiver, som han slet ikke har.

Artiklen rubriceres af de mange kritikere som et groft eksempel på uvidende mikrofonholderi og Stephensens særlige evne til at negligere det pulserende ungdomsteater, der er en skattet del af dansk teaterliv - og der følges op med ramsaltede kommentarer på diverse medier.

'Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad grunden er til, at Jon ikke nævner, at der findes andre i branchen, der laver forestillinger for og med unge. Man bliver ikke større ved at nedgøre andre, lyder det således bl.a. fra Henrik Hartmann, kreativ direktør for C:NTACT, i Iscene.dk i en kommentar fra Trine Wøldiche, anmelder og kulturskribent, der selv noterer, at 'det er ikke første gang, Jon Stephensen lufter sine holdninger om, at dansk teater har svigtet de unge. Men uanset hvor mange gange, han gentager det, så er det ikke korrekt'.

Clarissa Meister-Petersen følger op på Facebook:

'Som forperson for Mærkværk, et teater, der netop producerer teater til unge, kan jeg kun dele Jon Stephensens iver for at støtte teater for de unge, som han udtaler sig om i dagens Politiken. Det skal der meget mere af! Men i sine polemiske udtalelser negligerer han alt det professionelle scenekunst der ALLEREDE skabes for unge'.

På Facebook kommer der også en bredside fra dramatiker og skuespiller Andreas Dawe, der ligeledes er splittet mellem Stephensens entusiasme og hans monopolisering af en teaterform, der har eksisteret i årtier: 

'Fint og flot at du har ambitioner, respekt! Men ungdomsteatret er ikke opfundet af dig, bare så du ved det. Det har haft MANGE kvalitative aktører gennem mange, mange år - og har i den grad stadig!' lyder det fra Dawe, der gør opmærksom på, at han har kontaktet Politiken og gjort dem opmærksom på både Jon Stephensens og deres egen store uvidenhed og opfordret dem til at tage seriøst fat i emnet.

En fordomsfri debat...

Polariseringen er ikke noget nyt.

Det startede allerede i begyndelsen af 2019, hvor han 'relancerede' Aveny-T som en nationalscene for det professionelle ungdomsteater - et kraftcenter for den særlige genre, der var blevet misrøgtet i årevis. Men hvor han nu ville stå i spidsen for at skabe teater skabt for, med og af de unge, som han definerede som segmentet 15-34 år.

Og på Aprilfestival 2019 i Hjørring, hvor brancheforeningen Dansk Teater arrangerede en debat med titlen 'Bedre rammer for flere teateroplevelser til børn og unge', fortalte teaterchefen - med imponerende upåvirkethed midt i branchens store fagmesse - at 'dansk teater som helhed har svigtet de unge' og bl.a. ledsaget af en bemærkning om, at ungdomsteater i Danmark kun handler om parforhold eller Hamlet. 

Men med de mange aktuelle udmeldinger er det vel rimeligt at lade Jon Stephensen komme til orde og konfrontere ham med kritikken og den generelle undren over hans manglende anerkendelse af det eksisterende ungdomsteater.

Men han vælger at starte et andet sted:

»Hvem skal om 100 år stå ved siden af Holberg og Oehlenschläger, Shakespeare, Ibsen og de gamle grækere, når vi bliver ved med at spille dem og ikke skaber rum til det nye i en tilstrækkelig stor målestok, og slet ikke på de etablerede scener. Hvorfor er dansk teater gået i stå, mens dansk film, fjernsyn, billedkunst og musik drøner frem internationalt - og ja, hvorfor prioriteres fremtidens teatergængere slet ikke nok. Det er noget, som jeg valgte at tage en fordomsfri debat om, da Politiken spurgte mig,« lyder det fra Stephensen. 

Selvfølgelig findes der ungdomsteater...

»Jeg tager gerne den diskussion. Også her og uden at jeg skal stå på mål for en forfejlet kritik, af at der slet ikke findes ungdomsteater. Det har jeg ikke sagt, det ville være absurd, for selvfølgelig gør der det og endda også meget godt ungdomsteater,« siger Jon Stephensen.

»Det er bare ikke mit ærinde. Men jeg taler en sag, jeres sag, vores sag og nedgør hverken det ene eller andet teater eller teaterchef eller forestillinger. Det kunne ikke falde mig ind. Og ja, vi står alle på skuldrene af hinanden. Men jeg vil have lov til at kunne sige, at der er en flig af sandhed i teatrets måde at fastholde sig selv i fortiden.«

»Jeg anerkender alle. Men jeg tager på branchens vegne en generel debat om, at dansk teater er bagud, når det gælder unge. At især de økonomiske prioriteter er skæve. Se hvordan DR har oprustet overfor denne målgruppe - og dansk film. Og hvordan danske bogforlag lige nu gør samme anstrengelser for at ville de unge. I den sammenhæng er dansk teater bagud - også når vi kigger ud i verden.«

For indsigtsfulde branchefolk er det svært her ikke at tro, at Stephensen stadig mest har rettet blikket mod institutionsteatret og her overser bl.a.dansk børne- og ungdomsteaters store internationale gennemslagskraft, ligesom langt de fleste turnerende ungdomsteatre er leveringsdygtige i ny dramatik om aktuelle emner og unges berøringsflader og kun sjældent tager klassikere op, men så bearbejder dem til unge.

Jeg tier ikke...

Men Jon Stephensen er på en mission:

»Det er altid svært at ville tage noget til et nyt niveau uden at blive mødt af og med kritik. Det kan jeg se og høre især fra dem, hvis sag jeg faktisk taler. Det må jeg affinde mig med, men det får mig ikke til at tie om noget, jeg mener skal italesættes.«
»Jeg taler ikke på egne vegne - men på dramatikere, der ikke kan få lov at skrive til teatre, instruktører der ikke kan få lov at lave andet end klassikere - og skuespillere der har drømme, som de ikke kan få udfriet.«

»Jeg taler om, vi skal holde op med at sige børne- og ungdomsteater i samme sætning, fordi unge ikke skal sidestilles med børn - og der er vi inde ved kernen: De bliver slået sammen. Jeg vil gøre op med dette og prøver at tale for en forandring, skabe bedre betingelser - det burde anerkendes fremfor at nedgøres,« siger Jon Stephensen.

Teaterbranchens mange kritikere mener dog, at han sælger sin kamp for bedre ungdomsteater dårligt; at det er et selvbestaltet korstog for egne ideer, der bunder i en vis uvidenhed om de faktiske forhold.

Men Jon Stephensen er ærgerlig over at blive tillagt bevidste eller ubevidste motiver:

»For jeg træder ikke på nogen eller noget, der ikke også peger på mig selv - og hvis dansk teater ikke kan tåle en debat om prioriteringer, så står det sgu ringe til. Det mærkværdige er jo i øvrigt, at jeg forsvarer dem, som nu angriber mig for motiver, som jeg ikke har.«

Drop begrebet børne- og ungdomsteater...

Men Jon Stephensens definition på ungdomsteater kan måske forklare nogle af kontroverserne.

Han mener som nævnt ovenfor, at termen børne- og ungdomsteater bør droppes, og at ungdomsteater udskilles som selvstændig genre, der først starter ved 15 år.

Som der står på teatrets hjemmeside:

'Så vil der tilbage stå en kamp for teater for unge fra 15 år og op til 34 år - en lang ungdomsperiode, men altså ikke den nuværende børn og unge op til 26 år med tilhørende børne-/ungdomsrabatter. Børn og unge tæller som et samlet hele i billetstatistikker uden skelnen. Det vil Aveny-T gøre op med således: Børn 0-14 år / Unge 15-34 år'.

Det handler altså om at sikre ungdomsteatret sin helt egen niche og positionering, hvor Jon Stephensen mener, at dansk teater har forsømt

'Dansk Teater fylder 300 år næste år og anerkender stadig på ingen måder unge. Hverken i stykkerne eller som publikum', som han er citeret for i Politikens artikel.

DET er en stor del af iagttagere og aktører i branchen for børne- og ja, ungdomsteater altså lodret uenig i.

Målgrupper og alder

Og Henrik Køhler, direktør for Teatercentrum, siger om ovennævnte alderssegmentering:

»Der er jo en kæmpeforskel på en på 15 og en på 34 år. Det er jo dilemmaet ved segmentering. Vi arbejder med flere kategoriseringer indenfor børne- og ungdomsteater. Der er en ramme, der går ved 16 år, defineret af refusionsordningen. Så er der ungdomsforestillinger henvendt til ungdomsuddannelser., hvor rammen er 15-20 år.

Herefter er det jo voksenteater i rammemæssig forstand, men mange 'voksenteaterforestillinger' kan jo godt appellere til unge under 20, men i en mere diffus forståelse. Derfor går Jon Stephensen også galt i byen i en kritik af, at teatret ikke er henvendt til unge og 'kun spiller Holberg, Ibsen, Shakespeare og Oehlenschläger'. Disse dramatikere kan i høj grad henvende sig til unge, såvel som teater om Greta Thunberg kan henvende sig til ældre,« siger Henrik Køhler med henvisning til Aveny-T's p.t. aflyste forestilling om den svenske klimakæmper. 

»Det tyder på en meget gammeldags opfattelse hos ham om, at målgruppeteater handler om, at protagonisten skal kunne identificeres gennem målgruppens alder. Sagen er, at der eksperimenteres i høj grad med teaterformer i disse år og i særdeleshed blandt de mange teatre, der laver teater for en ung målgruppe, og det er det, man kunne ønske, at Jon Stephensen ville anerkende i stedet for entydigt at fremme sin egen interesse for at sikre økonomi til sit teater.

En udtalelse om, at "vi er den eneste kunstform, der mangler at anerkende unge som målgruppe" er decideret vrøvl. Det har vi gjort i 60 år og er endda verdensberømte for det.«

The Missing Link på Frederiksberg

Selv har Jon Stephensen på Aveny-T allerede givet en række smagsprøver på sin version af godt ungdomsteater, hvor ikke mindst de tre dramatiseringer af den norske tv-serie SKAM har været en succes, men der er også blevet plads til interessante forestillinger, hvor unge talenter har stået for dramatik, instruktion og skuespil mv.

Og Jon Stephensens eget talent for at påkalde sig opmærksomhed fra bevilgende myndigheder omkring ungdomsteaterscenen på Frederiksberg Alle har også båret frugt: Aveny-T er fra 2020 blevet betænkt med en særlig statsstøtte som led i den teateraftale fra 2019, der gjorde egnsteatrene i Randers, Vendsyssel og Fredericia til regionale kraftcentre (§5-teatre) i Jylland, mens Aveny-T får ekstra årlige finansmidler - mellem tre og halvanden million kr. årligt -  for at opdyrke det 'særlige potentiale' for stationært ungdomsteater i hovedstaden.

»Det er meget sjovere og mere tilfredsstillende at opdyrke ungdomsteatret. Vi er The Missing Link - og politikere og offentlige tilskudsgivere må tage det alvorligt og indse, at der skal afsættes flere midler til teater for unge - ganske som man har gjort det med omkring film og musik m.m.« udtalte han allerede i en artikel her på portalen i februar 2019. 

Tilbage står måske en form for samkøring og udveksling af meninger og ikke mindst et muligt og måske endda frugtbart samarbejde med den enerådige teaterdirektør på Frederiksberg Allé og de mange ungdomsteatre, der kan bidrage med konkret viden og erfaringer, hvis kampen for flere ressourcer og opmærksomhed omkring ungdomsteater skal kunne føres sammen...

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Polemiker eller frontkæmper?
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
12345678910111213141516171819

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

06-02-2018
 

31-01-2018
 

23-01-2018
 

17-01-2018
 

04-01-2018
 

01-01-2018
 

21-12-2017
 

18-12-2017
 

12-12-2017
 

06-12-2017
 

04-12-2017
 

29-11-2017
 

24-11-2017
 

20-11-2017
 

15-11-2017
 

10-11-2017
 

07-11-2017
 

03-11-2017
 

31-10-2017
 

24-10-2017
 

18-10-2017
 

13-10-2017
 

10-10-2017
 

06-10-2017
 

02-10-2017
 

28-09-2017
 

25-09-2017
 

22-09-2017
 

17-09-2017
 

12-09-2017
 

Flere anmeldelser