DEBAT
19-09-2020
03-09-2020
22-06-2020
26-05-2020
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020

NoCanDo: Sa Tu Sai - et eventyr om børnearbejde

Sa Tu Sai er en rørende og virkelighedsnær animationsforestilling om børnearbejde. Foto: NoCanDo

Poetisk og virkelighedsnært eventyr

28-05-2010
Æstetikken er et generøst fortælleelement i ’Sa Tu Sai’, hvis forbilledlige børn er fjernt fra mediernes hysteriske mini-voksne.
FAKTA
NoCanDo: Sa Tu Sai - et eventyr om børnearbejde - Manuskript, dukker og iscenesættelse: Lone Vibe Pedersen. Scenografi: NoCanDo og Mette Lindberg. AV og musik: Jorge Rivera. Medvirkende: Stine Ruge og Rune Antonio Bro. Aldersgruppe: 5-12 år. Set på Festival 2010 i april i Esbjerg. Turneforestlling. www.nocando.dk

Der er glade, og der er grumme eventyr. Teater NoCanDos eventyr om børnearbejde hører så afgjort til den sidste slags. Det siger næsten sig selv. ’Sa Tu Sai’ handler om livstruende oversvømmelser. Om børn, der mister kontakten til deres forældre, og som i tilgift ’reddes’ og brutalt udnyttes af kyniske, voldelige voksne.

Det er ikke nogen munter historie. Men alligevel er forestillingen midt i den hjerteknugende alvor fuld af humor og barnlig glæde. Det skyldes ikke mindst de betagende, æstetiske kvaliteter, der rækker langt ud over blot at være en fryd for øjet. Det er de også. Men det flot komponerede samspil mellem scenografi og iscenesættelse gør æstetikken til et bærende og generøst fortælleelement, der giver dukketeaterforestillingen en dybt fascinerende stemning.

’Sa Tu Sai’ er fuld af utroligt smukke, poetiske billeder med lys, som skifter fra isblåt til lysende rosa, blodrødt og lilla. Farver, der giver de barske, dokumentariske baggrundsbilleder et blødt, eksotisk skær, så virkeligheden bliver til at holde ud. Men som også gør den mere spændende og vedkommende end tv-kanalernes katastrofestrøm. For trods den delikate ramme og de rørende yndefulde dukker, så er det en sørgelig aktuel forestilling om verdens tilstand.

En oversvømmelse efter en naturkatastrode har tvunget kinesiske Sa Tu Sai og hendes far og mor til at søge mod en storby. Men undervejs bliver hun skilt fra forældrene. Pigen har set en lille dreng, som er ved at drukne, og træffer et valg, der kommer til at koste hende dyrt.

En visuel oplevelse

Tekstens nøgterne, indfølte beskrivelse af de to børn og deres indbyrdes forhold er utrolig overbevisende. Den seje, handlekraftige pige og den yngre, knapt så robuste dreng er også gribende med deres kantede dukkebevægelser og udtryksfulde ansigter. Selv om man – især for Sa Tu Sais vedkommende - savner noget mere medspillende skuespil fra dukkeførerne.

En helikopter samler børnene op og forklarer dem vejen til en nødhjælpslejr. Men før Sa Tu Sai og drengen når frem til lejren, får en børnehandler fingre i dem og sælger dem til en silkefabrik. Her må de slide døgnet rundt. Men bange og udmattede trodser børnene de modbydelige, tårnhøje – og meget flotte - dukkemænd, der har købt dem som arbejdslaver.

Den eneste opmuntring, Sa Tu Sai har, er en fløjte, som hun har fået af sin far. Ved at spille på den får hun mod til at flygte fra fabrikken og tage drengen med. Det er også lyden af hendes fars musik, der til sidst fører dem til Sa Tu Sais forældre i nødhjælpslejren i den store by. En lykkeligere slutning, end virkeligheden plejer at byde på, men som ikke svækker indtrykket af en smuk og barsk, visuel oplevelse.

Heldigvis, for det er netop derfor, forestillingen er værd at se – bare ikke for børn under 7 år. ’Sa Tu Sai’ er et velkomment og langt ad vejen også vellykket bud på teater, der tager moderne børns globale virkelighed alvorligt – både publikums og dem i forestilingen.

De sidste er hverken helte eller ofre. De er små overlevere og stærke forbilleder så fjernt fra medieverdenens hysteriske mini-voksne, som tænkes kan.

Af: Randi K. Pedersen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Sa Tu Sai - et eventyr om børnearbejde
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
678910111213141516171819202122232425

06-03-2015

05-03-2015

03-03-2015

01-03-2015

27-02-2015

25-02-2015

23-02-2015

21-02-2015

13-02-2015

11-02-2015

09-02-2015

07-02-2015

06-02-2015

04-02-2015

02-02-2015

31-01-2015

29-01-2015

27-01-2015

25-01-2015

16-01-2015

12-01-2015

08-01-2015

05-01-2015

21-12-2014

15-12-2014

12-12-2014

10-12-2014

07-12-2014

05-12-2014

03-12-2014

01-12-2014

29-11-2014

27-11-2014

25-11-2014

23-11-2014

20-11-2014

19-11-2014

16-11-2014

12-11-2014

09-11-2014

Flere anmeldelser