Pligt og pensum - eller nye, spændende publikumsmøder?

Henrik Holmen, Maria Rejkjær og Sofie Ancher Vea fra Teater Uden Vægge argumenterer på baggrund af debatten om læringsteater for, at der skal være plads til scenekunst, der tager alle mulige interessante emner op og møder publikum på nye måder:

I forbindelse med dette års Aprilfestival fik den danske børneteater-scene efter sigende den største mediedækning i mange år - måske nogensinde! Politiken havde opfanget debatten her fra Teateravisens sider om børneteatrets rolle i forhold til folkeskolen - en debat som vi i Teater Uden Vægge også har deltaget i. Politiken kontaktede os, og vi sagde ja til at medvirke i en større artikel om emnet, i det håb, at der ville komme en nuanceret, nysgerrig og frugtbar debat ud af det. Den 23. april var vi så på forsiden af Politiken. Her prydede et stort billede af skuespiller Sofie Ancher Vea forsiden af 1. sektion, under den lidet flatterende overskrift: ”Pensum og pligt udstikker kurs for dansk børneteater”.

Artiklen var næsten entydigt problematiserende i sin beskrivelse af børneteatres møder og samarbejder med folkeskolen. Mange af de interviewede udtrykte bekymring for, at scenekunsten i mødet med folkeskolen bliver instrumentaliseret og spændt for en vogn der hedder konkrete læringsmål og faglige resultater. 

Og det er en vægtig bekymring, som vi godt kan dele i teatret. Alligevel var vi ærgerlige over artiklens entydighed, og den noget skråsikkert konkluderende overskrift, som ikke vækker associationer, som vi har lyst til at identificere os med. Der er nemlig en grund til at vores teater IKKE hedder Teater Pligt&Pensum, selvom det faktisk er et ganske fængende navn! … Spøg til side: Teatret hedder Teater Uden Vægge, fordi vi med vores forestillinger ønsker at komme tæt på vores publikum, møde dem dér hvor de er og gøre en konkret forskel i deres tilværelse.

Vi kunne aldrig drømme om at lave en forestilling om noget, vi ikke selv interesserede os dybt for, og som vi syntes det var relevant for kunsten at beskæftige sig med. Vi har heller ikke mødt kolleger som kunne finde på at gøre det.

Fra 'Big Bang til Facebook' er således blevet til på baggrund af dyb undren. Vi spurgte os selv: Hvorfor er vi (os to skuespillere) egentlig ikke mere optagede af naturvidenskab og fysik? Hvorfor er selve universets skabelse og vores egen eksistens på atomart niveau blevet til noget ”svært og tørt”? Kan vi gøre det forunderligt og vedkommende for os selv igen? Kan vi gøre det for andre?

Forestillingen spiller i skolernes fysiklokaler, den indeholder en masse fakta om fysik, og den inddrager både lærere og elever aktivt undervejs. På mange måder er den så tæt på skolen, og skolehverdagen som man kan komme. Og spørgsmålet er så, om der indbygget i dette ligger et knæfald for skolens fokus på målbarhed og resultater? Det mener vi ikke er tilfældet, tværtimod. Forestillingens heltinde er en voksen 12-talspige, som har sat passion til side for præstation, og som er ved at kvæles i sine bestræbelser på at få styr på det ustyrlige og fatte det ufattelige - PISA prædikes ikke her, PISA problematiseres.

Vi har noteret os det interessante, at ingen i debatten påstår, at man ikke kan eller må lære noget af at se teater. Dog virker der til at være stor uenighed om hvad det er man må lære, samt hvordan og hvornår. Der synes at være konsensus om, at alt dét der har med følelser, empati, fantasi, sanser og kropslighed at gøre hører kunsten til. Det er dét man kan (må) erhverve sig viden om i teatret. Naturvidenskab, samfundstendenser, og historie derimod - det hører undervisningen til, og det skal skuespillere, musikere og romanforfattere etc. ikke blande sig i. Det har vi lærerne til at tage sig af.

Her føler vi os kaldede til at spørge: Kan atomfysik ikke være sanseligt? Kan man ikke gøre sig kropslige og emotionelle erfaringer med det periodiske system, med demokratiet, med vikingetiden? Vi vil vove at påstå at det netop er dét teatret kan - åbne verdener op, tilbyde nye perspektiver, gøre det ”tørre” sanseligt og levende. Og i mødet med skolen er det dér vi bliver relevante. 

For os er der altså ingen fy-emner, intet som det er uværdigt for kunsten at beskæftige sig med. Forudsat at det er en oprigtig interesse og kunstnerisk intention der ligger bag.

Selvfølgelig skal vi være opmærksomme på, om kunsten går hen og bliver rent instrumentel - et simpelt redskab og en løftestang for nogle dagsordener som har med resultater og målbarhed at gøre. Men denne opmærksomhed må ikke kamme over i decideret frygt for at samarbejde med skolerne, eller for at en forestilling tilfældigvis skulle ramme ind i et af folkeskolens fælles mål (noget som i øvrigt er svært at undgå, idet de er så utroligt bredt formulerede!) Vi skal med andre ord ikke være bange for at blande os med dem, for hvis skyld vi laver kunsten. For at gøre os gældende og relevante i nogle utraditionelle sammenhænge. Kunsten eksisterer ikke i et vakuum, den bliver til i en levende vekselvirkning med det omgivende samfund.

Vi synes, det er helt utroligt spændende at gå på opdagelse i formaterne, afprøve grænserne for publikumsinvolvering og overraske ved at tage emner op, som vi måske ikke er vant til at se behandlet teatralt. Derfor synes vi også, at det er ærgerligt hvis angsten for at blive spændt for PISA-vognen gør, at vi lukker ned for nogle virkeligt interessante, potentielt nyskabende publikumsmøder.

Edutainment, teaterforedrag, performance-lectures, forumteater, teater der flirter med andre fagligheder - vi mener, at det hele har en plads og en berettigelse i det danske teaterlandskab. Og vi oplever at et fællestræk for mange af de her formater er, at publikum er aktive medskabere af værket - bliver inddraget, spiller roller, kan påvirke handlingen. Det er spændende, kunstnerisk spændende, og det er værd at undersøge nærmere.

Vi skal naturligvis blive ved med over for skolerne at insistere på, at kunsten har en berettigelse i sig selv. Og skolerne må på deres side have tillid til, at hvis en børne-ungdomsforestilling er refusionsgodkendt, så er det fordi at fagfolk har vurderet at dette er scenekunst - uanset om den handler om ensomhed eller 2. Verdenskrig!

Vi håber på, at debatten om pligt og pensum i dansk børneteater kommer til at udmønte sig i en nuanceret dialog blandt teaterfolk, og ikke forbliver en skarpt skåret positionering omkring hvad der er rigtig og forkert kunst. Forhåbentlig kan vi komme i dialog omkring, hvordan vi oplever mødet med skolen - og hvornår der opstår problemer for os som teatre, når fokus bliver på dét, der kan måles og vejes.

Vi vil i hvert fald blive ved med at lave scenekunst der møder vores publikum på nye måder, og som tager alle mulige slags emner op - alt efter hvad vi finder kunstnerisk interessant!

Henrik Holmen (skuespiller og kunstnerisk leder), Maria Rejkjær (skuespiller og administrator) og Sofie Ancher Vea (skuespiller), Teater Uden Vægge