'Pjeceforestillinger' - en nuancering

Henrik Holmen, Sofie Ancher Vea og Maria Rejkjær reagerer på Niels Erlings kommentar, 'Til kamp mod pjeceforestillinger':

I kommentaren 'Til kamp mod pjeceforestillinger' konstaterer Niels Erling, at dansk børneteater er ved at bevæge sig i en uheldig retning - en retning hvor såkaldte 'pjeceforestillinger' vinder større og større indpas.

'Pjeceforestillinger' skal her forstås som teater, der bevæger sig ind på tematikker, som også behandles i skolen. Det skal også dække over forestillinger, som i deres markedsføring påstår, at de vil kunne formidle et givent emne på en bedre, sjovere, mere spændende måde end skolens lærere formår. 

I kommentaren fremstilles 'pjeceforestillingen' desuden med en lang række uheldige egenskaber: Det er 'maskeret undervisning', som blot produceres for at få en indbringende turné i hus, og 'pjeceforestillingen's  ambitioner rækker ikke længere end til at vikariere for læreren, som så kan holde fritime. Den forsømmer at give børn og unge dét, som de rettelig har krav på fra teatrets side; en kunstnerisk og kulturel oplevelse.

Artiklen kredser om nogle interessante spørgsmål omkring teatrets rolle, og slår nogle vigtige pointer fast: Teater skal være noget andet end skole og undervisning. Teater skal være mere end Fælles Mål, kanoner, pædagogik og PISA-tests. Det kan vi ikke være mere enige i. Men mange af de præmisser argumentationen i artiklen bygger på, kan vi hverken genkende eller tilslutte os.

Vi er særligt uenige med den underliggende præmis i artiklen om, at hvis en forestilling oplyser om et skole-emne, kan den ikke samtidig være mangefacetteret, eller stimulere publikums følelser, fantasi og empati. Vi mener, at en forestilling sagtens kan gøre begge dele. Det baserer vi blandt andet på vores egne erfaringer i Teater Uden Vægge med vores forestilling 'Fra Big Bang til Facebook'.

'Fra Big Bang Til Facebook' er en forestilling, som efter Niels Erlings definition givetvis kan betegnes som ”pjeceteater”. Vi spiller den nemlig rundt omkring i landets fysiklokaler som en integreret del af en almindelig fysik/kemitime. Publikum, de 13-16-årige, tror at de skal have fysik/kemi med deres lærer som sædvanlig, men to minutter inde i undervisningen går forestillingen i gang, og de hvirvles ind i et teaterunivers. Fysikformidling blandes her med en kærlighedshistorie, og forestillingen berører emner som kaos, kontrol og kærlighed. Ja, vi synger det periodiske system. Men vores ambitioner rækker langt ud over at vikariere for landets fysik/kemilærere. Vi kan nemlig ikke det samme som de kan. I stedet kommer vi ind i fysiklokalet med det som teatret kan, og vores mål er, som med enhver anden forestilling, at berøre, forføre, skabe eftertanke og genkendelse hos vores publikum.

Efter endt forestilling omringes vi ofte af blussende teenagers som vil vide, om vi er rigtige kærester i virkeligheden? Lærere hiver fat i os og fortæller hvordan de så deres knugede 12-tals-piger få skuldrene ned og grine med på historien om forestillingens overambitiøse heltinde, der bare VIL have styr på det hele. 

Det er blandt andet på baggrund af disse oplevelser, at vi er overbeviste om, at det ikke behøver at være et enten-eller når det gælder koblingen mellem kunst og et fagligt emne. Vi tror på, at teater både kan omhandle, informere og oplyse om et emne og give publikum en kunstnerisk og kulturel oplevelse.

Det er klart, at hvis det forholder sig sådan, at det kun er med henblik på salg og profit at børneteatre bringer emner op fra skolen, og hvis deres forestillinger ikke har andet formål og ambition end at overtage og aflaste skolens egen rolle - ja, så er det da en ekstremt ærgerlig tendens i dansk børneteater. Dog har vi selv svært ved at få øje på denne tendens. Vi kan efter endt gennembladring af Den Røde Brochure ikke genkende beskrivelsen af, at de såkaldte 'pjeceforestillinger' skulle være i 'voldsom vækst', og endelig mener vi naturligvis ikke, at vores egen 'pjeceforestilling' fortjener ovenstående karakteristik. Man kan altid diskutere om man synes, at en forestilling er lykkedes med de mål, den har sat for sig selv, men vi mener, at man skal passe på med at tillægge hinanden mindre ædle motiver, såsom at jagten på profit skulle gå forud for kunstnerisk ambition.

Det er nemlig vigtigt, at vi tager debatten op omkring teatrenes rolle og hvordan de forholder sig til skolen. Det er dog også vigtigt at denne debat foregår på et nuanceret plan. At vi ikke blot stempler nogle forestillinger som 'pjeceforestillinger' - med alle de fordomme der ligger i denne betegnelse - blot fordi de formidler et fagligt undervisningsemne. Ligesom 'klassiske' børneteaterforestillinger sagtens kan indeholde moralske løftede pegefingre og skolelærer-pædagogik, kan 'pjeceforestillinger' ligeledes indeholde kunstneriske og kulturelle oplevelser, der taler til publikums følelser og empati.

Henrik Holmen, Sofie Ancher Vea og Maria Rejkjær er fra Teater Uden Vægge