Pippi Light

Popkorns-teater eller Slip-let-teater. Noget i den retning vil jeg kalde Bremen Teaters opsætning 'Pippi', som lanceres med undertitlen 'Astrid Lindgrens familieklassiker med musik af Sebastian'.

Ikke på grund af de popkorn som bliver solgt og spist, og ikke fordi forestillingen har noget at gøre med stegepander eller andet rengøringsvenligt køkkengrej. Men fordi det er teater som luftigt popper op og hurtigt slipper erindringen igen.

Fra start til slut bliver man mødt med en teaterforestilling, som 'kører som smurt' derudad, som drevet fremad af en altdominerende trang til at ville underholde – vel at mærke underholde på en meget showbåren og uforpligtende vis. Et drev som ved, at det tager kegler når en hest prutter. Som spiller på, at børn elsker gags og gemmeleg. Og som fylder lystige benspjæt, opadstrakte glade arme, trin i samme takt og langvarige smil ind i ganske mange scener.

Højt humør over hele linjen

Der er selvfølgelig intet dårligt og skidt i højt humør og stor glæde. Problemet er bare, at 'Pippi' på fortællesiden synes at skumme hen over de fine finesser og dybe lag, som er i Astrid Lindgrens med god grund elskede børnebog. Og at iscenesættelsen ligger alt for tæt op ad før begåede forestillinger af samme underholdningsfokuserede slags.

Der er for lidt indholdssubstantielle kalorier og for lidt interessant teateriscenesættelse i en forestilling, der som her i pædagogiske doser planter figur- og situationspræsentation og i øvrigt baserer og fokuserer meget på at børn morer sig over klovnerier og lagkagesplat.

Undervejs er der flere valg som virker mærkelige. Hvorfor skal de to landbetjente, Kling og Klang, tale dorsk jysk? Hvorfor klæde den udsendte fruentimmer fra socialforvaltningen, Fru Prysselius, i blomstret nylonkjole og damehat, så hun ligner en bedsteborger på vej til kaffeselskab? Hvorfor konstruere Villa Villakulla som en stor og syntetisk bagkulisse i syntetiske pangfarver – nuvel den kan som en kæmpelåge åbnes op så vi kommer indenfor hos Pippi – men megen magi og livfuldhed er der ikke over det scenografiske.

Forestillingen, der inklusiv en pause på 20 minutter (som annonceres som en kort pause) varer næsten to timer, er på en besynderlig vis pænt kvik i tempoet - næsten non stop oppe i et højt gear (undtaget scenerne hvor Pippi savner sin far) samtidig med at mange scener virker langtrukne. Følelsen af 'langtrukkenhed' kommer velsagtens af, at iscenesættelsen synes at træde vande i al sin fylde – at man ikke rigtigt bliver overrasket over noget og at spillet idet det virker alt for SKUEspillet og i øvrigt er meget uhomogent, fjerner sig fra den nærhed, den iltede dynamik og det kriblende sjove som er i Astrid Lindgrens bog.

Sangene gør godt

Hvad gør og kan forestillingen da?

Den kan mejsle en historie, som fortæller historien om en Pippi (kompressorenergisk spillet af Lise Koefoed) som sagtens kan sørge for sig selv nu hendes mor er blevet til en engel og hendes far er en bortkommen sørøverkaptajn, der lader vente på sig. Et rødhåret jern af en pige som med et solidt livsmod og en veludstyret evne til at tænke antiautoritært og normbrydende ser stort på og gerne sætter sig drilsk op overfor autoriteter og kedelighedsfyldte voksne.

Et i sig selv udmærket stjerneeksempel på den frihed og glæde det giver ikke bare at følge de snerpede voksnes normrytteri eller - som det synges i en af Sebastians sange - sætte sig op imod voksne som altid vil 'holde på formerne og adlyde normerne'.

Apropos melodier og sange: Uden dem vil Bremen Teaters 'Pippi' være meget tynd.

Sebastians musik- og sangtekster virker undervejs lidt som et fremmedelement, fordi de tekstmæssigt virker som små øer af andre fortællinger samtidig med at de på sang- og melodisiden svinger fint sammen med og understøtter Pippi-fortællingen.

Især 'Tingfindersangen' og Pippis mere lavmælte drømme- og ønskesange løfter forestillingens kvalitetsniveau i vejret, om end de ikke hører til Sebastians bedste.

Så helheden forekommer temmelig tom, selvom vi både møder Pippis hest og abe, kommer i cirkus, ombord på et sørøverskib, oplever Pippi tage fusen på både ivrige guldmønterøvere, hunderædde betjente, snerpede kaffeselskabsgimper og en hys kommunal børneopsynskvinde, og ser de to dydsmønstre Tommy og Annika lappe det hele i sig på sidelinjen som et liv, de gerne vil turde turde.