Af: Kirsten Dahl

8. februar 2019

Pionerpigen Mary på fossil-jagt

Som maskekomedie fortæller 'Arternes oprindelse' evolutionshistorie på humoristisk grovkornet, men også lidt for ureflekteret vis.

'Arternes oprindelse' knytter lige fra begyndelsen det tema, den kredser om, sammen med humor: Via en speak hører vi, at det yndlingsspørgsmål, som Mary, der levede tilbage i det 18.århundrede, har, er: 'Hvornår begyndte det? Hvornår begyndte historien?'. 

Derpå følger en kort passage, hvor Mary som lille baby skal passes af tre nabokvinder en dag, hvor lynet pludselig slår ned i det store egetræ, som barnepigerne tosset-dumt søger ly under. 

Det bliver fortalt i en ligefrem og frisk tone og vist ved, at et træ med en fint forgrenet krone dukker op bagerst i forestillingens bakke-terræn-scenografi og de tre barnepiger inklusiv Mary derefter ses søge ly deroppe. 

Uvejret bliver slutningen på barnepigernes liv og begyndelsen på Marys. Fortæller-stemmen beretter, at Mary først var en svag og syg baby, siden blev hun stærk og kvik. Og som vi ser, bliver Mary ved med at have en magisk evne til at give dem, hun rører ved, elektrisk stød. Et stød, som udsender en sitrende lyd og får dem, hun rører ved, til at ryste som espeløv.

Grovkornet humor

Voilà, historien er i gang, og ud foran scenografiens klippemur kommer Mary som en halvstor pige i form af helmaskeklædte Tone Haldrup Lorenzen. Mary følges med sin far, spillet af Stephan Vernier, som også har helmaske på. 

Sammen søger de efter 'kuriositeter', som det siges med et ord, der i indviklings-grad skiller sig kraftig ud fra forestillingens øvrige. Kuriositeterne oversættes dog snart efter til forsteninger og fossiler, og i overensstemmelse med forestillingens direkte og humoristisk grovkornede stil er det snart slut med Marys far. 

Han dør ved et styrt fra en klippeside. Ikke den vi ser ham styrte ned fra, men – som en humoristisk detalje – gangen efter, som vi ikke ser, men som vi får fortalt i hurtig forlængelse af det første styrt.

Det er et langt tilløb, de to tekstskribenter Linda Fallentin og Stephan Vernier tager, før de begynder at fortælle om Marys evner til og passion for at opspore og studere fossiler. Tilløbet markerer forestillingens direkte og humoristisk grovkornede stil, og er med til at give Mary en slags heltinde-status: Hun er den faderløse pige, som trods alle odds bidrager til at ændre verdenssynet via sine fund og optegnelser over dem. 

Hun er fattig. Videbegærlig – noget som det på det historiske tidspunkt var forbeholdt det modsatte køn at være. Og hun har konstant præsten på nakken, fordi han ikke tolererer, at hans religiøse tro ikke sætter dagsordenen for altings skabelse. 

Musikalsk monotoni

Forestillingen fortsætter med et maskespil, som – uagtet at maskerne er flotte og udtryksfulde, uagtet at kostumerne er velgjorte og uagtet at scenografien en kort stund med fantasi åbner op til en fortidsverden med øgler og andre krybdyr – i længden bliver trættende at se på, fordi figurerne er så stereotype og figurernes gestik så forudsigelig. 

Det bliver også hurtigt for meget, at der næsten non stop bliver afspillet klaverunderlægningsmusik på høj volumen. Musikken giver associationer til stumfilm og er et oplagt valg, genrevalget taget i betragtning og fordi figurerne på scenen ikke siger noget. Men indlagte brud eller variationer ville have brudt den musikalske monotoni, der indfinder sig – også selvom der andre kompositioner på spil – fx når videnskabsvognen Royal Geographological Society, triller ind på scenen. 

Noget andet som generer er, at Michael Fields som iscenesætter ikke har tænkt på, at når man graver i noget eller flækker en sten, skal det ledsages af en lyd. Det behøver ikke være en realistisk lyd, men noget skal man høre – i tråd med forestillingens grovkornede stil, kunne man have fundet på sjove og overraskende lyde. 

Historie fra virkeligheden 

Det er fascinerende, at historien bygger på noget stærkt og vigtigt, som er sket i virkeligheden – oveni købet begået af en barn. '…den sande historie om Mary Anning, der i 1811 udgravede det første icthyosaurus-skelet. Hendes utrolige fossilfund af gigantiske vandkrybdyr og flyvende reptiler blev de første beviser på evolutionen'. som Theatret Thalias Tjenere skriver på deres hjemmeside. 

Men fordi alting bliver tydeliggjort og skåret ud i pap, kommer det pædagogiske element til at stå i vejen for den teaterkunstneriske oplevelse. Basisoplevelsen er at børn fra 7 år og opefter først og fremmest skal have en (undervisningsagtig)lektion i, at vi og alt i øvrigt omkring os nedstammer fra væsner, som kom før os. Evolutionsfortællingen tager sig desværre kantet og kedelig ud. For eksempel præsenteres vi for en stereotyp Darwin, der flettes ind som en person, der samarbejder og sympatiserer med Mary. En karikeret kirkens mand, der gerne slår ihjel for at sikre bibelordets overlevelse. Og lidet troværdige højhattede videnskabsfolk, som udelukkende går efter at udnytte og tjene penge på Marys fund. 

Theater Thalias Tjenere har specialiseret sig i maskespil. Fallentin og Vernier er uddannet i og bygger videre på Commedia dell' Arte-traditionen, som er kendetegnet ved faste figurer, melodramatiske handlingsforløb og grovkornet humor med slapstick. Det er indlysende at teatret anvender det formsprog, men betyder ikke, at man ikke kan fordre mere nuancerede fortællinger og overraskende formsprog, når nu teatret selv skriver, at de ønsker at gå nye veje og være refleksive.

Invitation til fossiljagt 

Filurens nye leder Ditte Felding har intentioner om at involvere publikum mere i teatrets forestillinger. Mens forestillingen spiller på Filuren åbner hun – som et eksempel på det – baglokalet, så publikum efter forestillingen kan bevæge sig ind i et rum bag scenen. Der kan man selv lege med at lave udgravninger og finde dele til at samle et kæmpe fortidsdyr, der som et stort puslespil er lavet på en af rummets sidevægge. På en anden sidevæg, kan man via tekst blive klogere på evolutionshistorien. 

Den del – som ikke følger med på turne – er faktisk mere interessant end selve forestillingen. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.