En lille pige fra en hvalfangerlandsby sidder en dag på klipperne ved havet og synger tilbage til en kæmpestor pukkelhval, som hun hører synge ude i havet, og derved bliver de venner.

Smukt, ligetil og sødt – og sådan er hele forestillingen – lystig og let i sin grundtone – og tillige fyldt med holdning.

Teatret OM's 'Hvalens sang' vil lade gamle myter og nutidig miljøkritik mødes i en fortælling som knytter venskabet mellem en pige og en hval sammen med en naturbeskyttelsestankegang – en fortælling som kritiserer vores sløsede omgang med plastik.

Der er fine takter i forestillingen. På tekstsiden er der udover små plastik-rimerier fx et legende og usædvanlighedsfyldt kilo-regnestykke som udregner en hvals kolossale vægt som summen af et vist antal traktorer, så og så mange ponyer, et bestemt antal cykler med støttehjul og dertil et bestemt antal bløde dværgkaniner. Et regnestykke som er til at tage at føle på for småfolk og som voksne med forestillingsevnebesvær og lyst til lidt regneløjer også kan blive udfordret af og muntre sig med.

På ordsiden er fortællingen meget ligefrem – også grænsende til at snuppe aspekter væk, som kunne løfte forestillingen op og tilføje den flere facetter og gøre den til en mere overbevisende helhed.

Men enkelheden og ordknapheden er åbenlyst et bevidst valg. Det er i lige så høj eller højere grad figurarbejde, skyggespil, små animationer, musik og det at inddrage børnene direkte som er prioriteret.

Bughuleteater

Bænket langs med siderne inde i bugen på en kæmpestor hval får Annemarie Waagepetersen fra første færd børnenes opmærksomhed, når hun oprydningsglad rumsterer og med en tilfreds kommentar sætter tomme plastikflasker i forskellige kulører på plads i små holdere og magneter.

Hun skaber også blikfang, fordi hun ligner lidt en mellemting mellem en klovn og en Pinocchio-figur med bredbenede stumpbukser, røde benvarmere og en blød kropsnær rød hue.

At hun i stedet for at føre huens elastik ned under hagen har taget elastikken i munden gør at hun både får sjove og anderledes ansigtstræk og kommer til at tale let forvrænget – en af de måder hvorpå teatret peger på at det her er teater.

Med sig har hun en lille medfortæller; en Pinocchiodukke på cirka 10 centimeter, som hun behændigt anbringer på skulderen, så de lettere kan tale sammen. I Pinocchiodukkens små kommentarer om, at der ikke kan ske noget ved at smide tomme plastikflasker fra sig, hid og did, får publikum noget at spejle eget miljøsvineri i. Smart nok.

Spotlys og skyggespil

Som fortællerske kører Waagepetersen frem og tilbage i hvalens 'midtergang' på en lille rød plastikkasse med hjul. En kasse som også med alle sine tomme plastikflasker kommer til at illudere plastikøen – der hvor alt affaldet hober sig op og der hvor hvalen driver hen og finder sin flaske-tilfangetagne stemme.

Hvalen følger vi via en lille hvalfigur i et vandrende spotlys og via kulørte skyggespilanimationer på bagvæggen i bunden af hval-scenografien.

Med til at skabe stemning og liv er også sangene og musikken. Især scenen hvor Annemarie Waagepetersen tværs gennem hvalens bug begynder at spille og rytme sammen med Freddy Giorgi, som sidder udenfor hvalens mund bag et plastikorkesterarrangement er fin lytning i en forestilling, som måske er vel spinkel i sin substans og lige lovlig konfliktfri, men samtidig udmærker sig ved at efterlade en klar og stemningsbetonet erindring om det varme i venskab, det helbredende og gode ved sammenholdkraft og det dårlige ved bare at kaste plastikemballage fra sig.