Af

22. februar 2014

Pinocchio: Anmeldelse af en anmeldelse

Jesper B. Karlsen kommenterer Janken Vardens anmeldelse af 'Pinocchio' på Zangenbergs Teater:

Det er svært at finde hoved og hale på Janken Vardens anmeldelse af vores fortolkning af Collodis 'Pinocchio' på Zangenbergs Teater. Men da det ser ud til, at han ikke har forstået selve forestillingens form og præmis, vil jeg forsøge mig med en kommentar.

Først: At en anmelder ikke kan lide en forestilling er en ærlig sag; en anmeldelse er pr. definition blot én persons subjektive vurdering og ikke mere. Men der er nogle insinuationer i anmeldelsen, som en anmelder burde holde sig for god til: Janken, bare fordi du ikke, som du selv skriver, aner hvad 'budskabet' er (og dermed hvad historien handler om), er det helt utilstedeligt at påstå, at vi ikke tager vores publikum af børn alvorligt, at vi sjusker bare fordi det er børneteater.

Der er få ting i verden, jeg tager mere alvorligt end at skrive for børn og unge (som min produktion og øvrige engagement i dansk børneteater i al beskedenhed viser), så hvis du ikke kan lide forestillingen, fair nok, men hold dig venligst til din subjektive vurdering uden at kommentere på motiver, som du heller ikke ved noget om.

Det virker i det hele taget som om, Janken Varden står i vejen for sig selv i sin forståelse af det tematiske indhold af forestillingen, og det er da også svært, men dog uhyre enkelt: Vores hovedperson, drengen Pind, opdager via historien om 'Pinocchio', at hans liv er styret af usynlige kræfter som pligt og kærlighed, venskab og savn. Han forstår instinktivt sin afhængighed af andre mennesker, især dem af hunkøn. Han opdager så at sige sine 'snore', der styrer ham, og han indser at han må forsøge at gøre sig fri for at blive en rigtig dreng, et rigtigt menneske.

Historien er fortalt i en forholdsvis kompliceret opbygning med flere fiktionslag, hvor karaktererne og historien ubesværet bevæger sig mellem lagene. Dette er en fortællemåde jeg efterhånden gennem mange år har videreudviklet, i flere omgange i tæt samarbejde med Zangenbergs Teater.

Fortællemetoden ligner til forveksling den måde børn leger på og som de derfor, også i dette tilfælde, til fulde er fortrolige med og forstår. Det gør Janken Varden tydeligvis ikke. Form og indhold i 'Pinochhio' er altså hverken 'uigennemtænkt' eller 'uforpligtende', men tværtimod særdeles avanceret og forhåbentlig motiverende for et publikum mellem 4 og 10 år.

Sidst: Som anmelder kan man subjektivt kommentere en skuespillers kvaliteter eller mangel på samme. Men det er simpelthen ikke i orden at spørge, om en spiller er for gammel til 'børnefaget' – hvad har alder med skuespilkunst at gøre?

Med Janken Vardens åbenlyse mangel på forståelse af flere af forestillingens bærende elementer, får det til gengæld mig til at spørge, om ikke anmelderen er for gammel til at forstå denne teaterforestillings form og indhold? Der er noget, der tyder på det.

Jesper Bræstrup Karlsen er dramatiker

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg