12. april 2017

Pim and Theo – og alle de andre

Når ASSITEJ International afvikler sin 19. verdenskongres med tilhørende festival og workshops m.v.,  i Cape Town i Sydafrika til maj, vil der være omkring 45 danske teater- og organisationsfolk blandt de delegerede og andre deltagere.

Og et par af dem, Simon Vagn Jensen og Henrik Ipsen, vil også kunne opleves på scenen, idet Odsherred Teaters forestilling 'Pim and Theo', der på provokerende vis suger tilskuerne ind i historien om mordene på de to islamkritiske hollændere, politikeren Pim Fortuyn (dræbt 2002) og filminstruktøren Theo van Gogh (dræbt i 2004), er en del af festivalen Cradle of Creativity, der afvikles i tilknytning til ASSITEJ's verdenskongres. Der i øvrigt for første gang i organisationens historien afvikles i et afrikansk land.

Udover holdet af skuespillere og teknikere m.v. fra Odsherred, der også har et par folk med fra administrationen, deltager en række teaterfolk – flere  har plads i ASSITEJ Danmarks bestyrelse – og dertil kommer kompetencecentret Teatercentrum, der er repræsenteret med hele syv personer.

Verdenskongressen har et ekstra spændingsmoment for den danske delegation, idet ASSITEJ Danmark har budt ind på generalsekretærposten for foreløbigt et år, da Mexico ikke længere har ressourcer til at fortsætte med at huse organisationen.

Da der ikke er andre kandidater, tyder meget således på, at ASSITEJ Danmarks sekretariatsleder, Louis Valente, for i hvert fald det kommende år – men der søges om midler til en hel kongresperiode på tre år – bliver ny generalsekretær.

(Billedet: Odsherred Teaters 'Pim and Theo' bliver en del af festivalprogrammet ved ASSITEJ's verdenskongres i Cape Town. Foto:Mie Neel)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne