Af: Henrik Lyding

24. november 2010

Pigemod ved polarcirklen

’Unna og rejsen til Havets Mor’ er en god historie med en køn dobbeltmorale, men der mangler lidt temposkift.

Sten slår mod hinanden. Langsomt, rytmisk. I baggrunden fjeld og isblå himmel. Tre personer fortæller om pigen Unna – det betyder ’den lille’ – på en boplads i Grønland. Fortæller og spiller historien om den lille forældreløse pige, der endte med at blive bopladsens redningskvinde. Fordi hun vovede at drømme om at blive et mægtigt menneske, og fordi hun turde, da det gjaldt.

Det er Unnas udvikling og rejsen til havets mor, det gælder. Bopladsen sulter og så går det ud over de svage. Unna er en af de svage. Hun spiser nådsensbrød og tåles akkurat. Hun mobbes af både børn og voksne, og til sidst løber hun væk. Ud i isverdenen, hvor hun ser sin far i et åndesyn. Han fortæller hende, at hun skal blive åndemaner lige som ham, og at hun skal opsøge havets mor, der er vred, fordi menneskene ikke passer ordentligt på havet og dets dyr. Billedmæssigt udtrykt ved, at Havets Mors hår er blevet snavset og filtret til af menneskelig grådighed og uforstand.

Det bliver Unnas opgave at rede håret ud og gøre havmoderen smuk igen. Til gengæld sender hun masser af fisk, hvaler og sæler tilbage til de sultne grønlændere, så Unna kan vende hjem som bopladsens heltinde.

God lille historie med køn dobbeltmorale: Først og fremmest at vi skal passe på naturens herligheder, ellers bliver det værst for os selv, men selvfølgelig også at en lille uelsket pige godt kan blive til noget stort, blot hun har modet og hjertet på rette plads.

Heldigvis føles moralerne ikke tunge i Jesper B. Karlsens fine tekst, som Masken spillede allerede i 2001 og nu har taget op igen i ny version. Karlsen blander kraftudtryk ind i replikkerne, og det skaber benovet respekt på tilskuerpladserne, lige som vi hører, at børnene på bopladsen bogstaveligt talt både pisser og skider på Unna. Ikke sært at hun vil væk.

Manglende temposkift

Maj Johansen er Unna med masser af indlevelse og barnlig enkelhed i udtrykket – let at identificere sig med. Pernille Lyneborg giver spillemæssig skarphed til alle de onde i historien, foruden havets mor, der ender med at formildes, så Lyneborg omsider kan få lov at lyse op i et stort, varmt smil, mens Per Spangsberg lægger krop og blidt sind til alle de gode, men magtmæssigt svage figurer i Jesper La Cours enkle og overordnet set gode iscenesættelse.

Når vi alligevel falder lidt fra undervejs i forestillingen, skyldes det, at tempoet ikke skifter. Den suggererende, lidt tunge fortælle- og spillestil, som alle tre skuespillere opererer med, virker langt hen ad vejen, fordi det er et anderledes, spændende og dramatisk miljø, historien udspilles i.

Men kun at spille i en toneart – ja, et andet ord for det er som bekendt monotoni. Og sådan ender vi med at sidde og føle. At sidste del af forestillingen mangler energi og fremdrift. Hvilket er synd, både for teksten, der giver et spændende indkig i en verden, der ikke er overrendt i dansk børneteater eller andre former for visuel underholdning af de 5-10-årige, og for de tre gode skuespillere og den fine scenografi, med både klipper, stjerner, ishimmel og et gennemsigtigt englebjerg, som Unna skal igennem for at nå frem til Havets moder.

Men justerer man rytmen i stenenes dumpe musik en lille smule undervejs på rejsen, justerer og varierer, så er den der.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.