30. juni 2015

Penge til internationale aktiviteter

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst har atter været igennem en række ansøgninger om støtte – denne gang vedr. puljen 'Internationale aktiviteter', der er et af udvalgets særlige indsatsområder.

Man havde i denne omngang modtaget 98 ansøgninger til en samlet fordring på næsten 11 mio. kr., og det endte så med, at der blev givet et samlet beløb på 3.872.888 kr. til 53 ansøgninger.

Blandt de udvalgte er en række fremtrædende festivaler i Danmark med en stærk international profil og med forskellige hovedformål, således er der givet støtte til den internationale showcase og salgsplatform for børneteater :DANISH+ i Aarhus (300.000 kr.), SpringFestival 2016 (150.000 kr.), som ZeBU arrangerer på Amager, samt Aaben Dans-festival SWOP 2016 (250.000 kr.) på Sjælland. Der blev også en slat penge (15.000 kr.) til brug for Bornholms Gadeteaterfestival.

Også aarhusianske Bora Bora har fået en kvart million til den kommende 'Spring Forward' i 2017.

I afdelingen for organisatoriske børneteateraktiviteter har ASSITEJ fået en kvart million til brug for netværksaktiviteter, residency-projekter og gæster til den kommende Aprilfestival i 2016

Og så er der rejsepenge og residency-støtte til børneteaterproducenter som Sofie Krog Teater, Teater Nordkraft, Teater Blik, GLiMT, Madam Bach, Teater OM og Aaben Dans.

'Udvalget er glade for at kunne bidrage til et mere dynamisk og internationalt orienteret scenekunstmiljø. Det er en fornøjelse at følge de mange interessante samarbejder mellem aktører i det danske miljø i forhold til et internationalt miljø', lyder det i en pressemeddelelse fra Projektstøtteudvalgets formand, Ditte Maria Bjerg.

Se alle tildelinger HER.

Næste frist til de internationale midler er  1. november 2015. Se mere om støttemidler og ansøgningsfrister på www.kunst.dk

(Billede: Der var giraffer på gaden, da SpringFestival i 2014 blev afviklet på Amager. Næste år går det løs igen – bl.a. med penge fra Projektstøtteudvalget. Foto: Pedro Bellini)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne