Af: Carsten Jensen

19. april 2012

Penge til de små storbyteatre

Det Lille Teater og Marionetteatret skal fusionere, mens Batida må nøjes med en pose penge frem for den attråede position som et af hovedstadens små storbyteatre. Til gengæld ryger ingen af de nuværende 13 teatre ud af ordningen, mens Teater V og Teater Grob oven i købet får et økonomisk løft. Det blev resultatet, da Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg torsdag fastlagde de økonomiske rammer for de små storbyteatre for de kommende fire år.

De små storbyteatre i København kan ånde lettet op, efter at Kultur- og Fritidsudvalget torsdag besluttede sig for at lade samtlige 13 nuværende teatre fortsætte i ordningen de næste fire år – to af dem endog med hver en ekstra million årligt i driftstilskuddet og via en ekstra årlig økonomisk donation på 4,25 mio. kr.

Det kunne måske derfor ligne teatertorden, når Københavns kulturborgmester, Pia Allerslev (V), i starten af marts varslede mulige lukninger af eller nedskæringer hos hovedstadens små storbyteatre, fordi Kulturministeriet skærer 1,8 mio. kr. af statens rammebeløb til hovedstadens små storbyteatre fra 2014, samtidig med at kommunen selv ville beskære ordningen med 0,7 mio. kr. årligt.

For nu har Københavns Kommune altså fundet over fire millioner kroner selv, så man både kan fastholde og forstærke den økonomiske ramme for de små storbyteatre i perioden 2013-2016. 

Det havde måske også været lidt vanskeligt at fastholde mulige lukninger af teatre, der i en nylig evaluering alle har opfyldt kommunens krav til drift og aktiviteter, når mankoen blot var på et par millioner kroner – og det for en måneds tid siden viste sig, at Københavns Kommune havde et uventet overskud på budgettet for 2011 på næsten 900 millioner kroner.

De fleste millioner er nu øremærket til skolerenoveringer, færre lukkeuger i daginstitutioner, parkeringspladser, fixerum og ’kreative tanker’ m.v., men mon ikke de fire millioner teaterkroner og de afblæste teaterlukninger også skal ses i lyset af denne lille milliard…

Ingen nye små storbyteatre

Alligevel er der altså ikke tale om nogen gavebod til de små storbyteatre, der alle som en har bedt om forhøjede driftstilskud for at drøje på de stærkt pressede budgetter, der bl.a. tilskriver, at næsten alle nye stillinger på teatrene opslås som løntilskudsjob, fordi teatrene slet ikke har økonomi til ’almindelige’ job.

De fleste teatre fik således blot kosmetiske justeringer af det eksisterende tilskud, mens GrønnegårdsTeatret dog måtte se tilskuddet reduceret fra ca. 2,4 til 1,72 mio. kr. årligt.

De 13 nuværende små storbyteatre fortsætter, men der blev altså heller ikke plads til nye teatre i ordningen. Der var visse forventninger til Batida i det regnestykke, men i den bedste af alle verdener kan man måske opfatte det nye tilskud til teatret i NV som en form for associeringsaftale…

Batida og Bydelsteatret

Batida skal bruge de tildelte penge til at afvikle 100 'gratis' børneteaterforestillinger i samarbejde med Kultur Nord, der er en nyetableret kulturenhed (fra 1. januar 2012), som består af en række kulturhuse, biblioteker m.v. i den nordvestlige del af København.

Og selvom der i pressemeddelelsen fra kommunen 'kun' står en halv million kroner til projektet, er der i virkeligheden tale om en hel en af slagsen, fortæller Sus Hauch fra Batida.

Kommunen giver nemlig en hel million til køb af refusionsberettigede forestillinger og får så halvdelen refunderet – af staten såmænd. Så får kommunen også på den måde sagt tak for sidst…

Sus Hauch fortæller i øvrigt, at der er tale om en tre-årig bevilling og at Batida er glad for donationen og muligheden for at forstærke det i forvejen gode samarbejde med Kultur Nord – herunder ikke mindst det nye kulturhus på Rentemestervej.

Rent praktisk vil det kulturelle initiativ være skruet sådan sammen, at Københavns Kommune/Kultur Nord årligt køber 100 refusionsberettigede teaterforestillinger af 'Byteatret' – en nyskabt teaterformidlingsinstitution, der skal formidle og distribuere forestillinger til børn og unge i bydeln. 'Byteatret's daglige drift, repertoireplanlægning, publikumskontakt m.v. varetages af Batida, mens den overordnede økonomistyring, inkl. administration af statsrefusionen på de indkøbte forestillinger, varetages af Kultur Nord.

Rent repertoiremæssigt må op til 80 pct. af forestillingerne komme fra Batidas eget righoldige katalog, mens de resterende 20 pct. skal være gæstespil fra ind- og udland.

24 teatre havde søgt

I alt havde 24 teatre søgt om at komme med i ordningen, men 11 fik altså afslag. Udover den halve/hele million til Batida/Kultur Nord er der afsat en såkaldt udviklingspulje på 1,3 mio. kr. i 2013, der kan komme de teatre til gode, som heller ikke i denne omgang blev omfattet af storbyteater-ordningen.

De store vindere i den nye aftale om de små storbyteatre er Teater Grob og Teater V, der hver får lidt over en million ekstra årligt.

Teater V, der også laver familieforestillinger i Valby, forpligter sig til at indgå såkaldt ’administrative fællesaftaler’ med kommunale kulturinstitutioner – ligesom Teater ZeBu på Amager.

Det er et af Københavns Kommunes nye mantraer og dækker over, at teatre og kulturinstitutioner kan bruge hinandens faciliteter og på den måde spare penge.

Begge teatre arbejder – som de øvrige teatre – i forvejen i høj grad sammen med lokale kommunale institutioner som biblioteker, kulturhuse osv., samtidig med at de fleste teatre som selvejende institutioner med særlige produktionsforhold og anstrengte budgetter ikke er nemt kompatible med egentlige kommunale institutioner.

En ventet fusion

De 4,25 mio. kr. ekstra i ordningen bruges altså primært til at inddæmme de bebudede nedskæringer på 2,5 mio. kr. og give et økonomisk løft til blot to af ordningens 13 teatre – og til at lufte en verbal begmand til Kulturministeriet:

’Når regeringen mindsker sit bidrag og udsulter de københavnske teatre, så må vi selv sørge for balancen ved at putte flere penge i. For der skal være ordentlige kulturtilbud til københavnerne. De små storbyteatre laver spændende og fantastiske forestillinger til glæde for både københavnere og alle andre, og derfor er jeg glad for, at vi i enighed er nået frem til en aftale om flere penge og et tiltrængt løft til de 13 teatre’, lyder det således fra kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev i en pressemeddelelse.

Glemt er kommunens egen nedskæring på de 0,7 mio. kr. og glemt er måske også de 11 teatres stagnerende budgetter, der betyder hårde tider de næste fire år.

Eller man bør vel sige 10 teatre, for med den tvungne fusion mellem Det Lille Teater og Marionetteatret har Københavns Kommune fremover kun 12 små storbyteatre i alt – plus Batida på fløjen.

Fusionen mellem Marionetteatret, der spiller to forestillinger hver sommer i juni-juli-august, og Det Lille Teater kommer ikke helt overraskende. Dels vil der være visse indlysende administrative besparelser, dels er der historiske og kunstneriske bånd mellem de to teatre – og endelig er Marionetteatrets leder siden 1968, Birte Norst, nu et pænt stykke oppe i 70’erne og kan vel fortjene et otium efter ikke at have holdt sommerferie i over 40 år.

Seneste artikler

Seneste artikler

Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere