Penge er magt

Titlen er fuld af løgn. De taler ikke om andet end penge og det, de repræsenterer. Hvilket er en rigtig god ide i en tid, hvor de unge bruger alt for mange, som de ikke har. Eller er snusfornuftige væsener, der er villige til at arbejde hårdt for det, de ønsker sig. Som ikke ved noget om noget, men samtidig ikke lader sig påvirke af reklamer. 
 

Undersøgelserne er mange, holdningerne ikke færre, til unges forbrugsvaner og syn på virkeligheden. Det er dem, forestillingen her vil have fat i; de unge, fornuftige eller ej, og deres relationer til penge og de magtstrukturer og markedskræfter, de repræsenterer.

Formen er foredragets. To spillere på scenen, omgivet af papkasser, skilte, mikrofoner og et lykkehjul. Ja, for der er præmier på spil. Noget man kan vinde, noget man kan tabe – vi har alle fået en lodseddel udleveret. 
 

Begavede pointer og gode spørgsmål

Det frisker op undervejs, lige som billeder af sexet på- eller afklædte mennesker gør det. Som de selv siger: Et lidt kedeligt foredrag har godt af lidt frækt at se på. Så det får vi så. De to medvirkende på film iført guldtøj og et stykke med bart.

Ikke at foredraget som sådan er kedeligt, tværtimod. Der er masser af begavede pointer og gode spørgsmål – og heldigvis aldrig nogle lette svar - undervejs i gennemgangen af pengenes historie, af almisser, indsamlinger, rige og fattige, Børsens udvikling og mulige erstatning for kirken – tilbedelsen af penge i stedet for Gud – markedet og ikke mindst markedskræfternes indvirkning på os alle.

Blandt andet øget effektivitet – høj hastighed er altid bedre end lav på arbejdsmarkedet – penge for sex, datingsider og sugar daddies, penge og gaver som magt- og byttemiddel, penges mere og mere abstrakte funktion i dag, hvor den fysiske skillemønt synes erstattet af fiktive tal i uendelige bankkolonner. Findes alle disse trilliarder overhovedet mere? 
 

De mange ord bliver fint illustreret af billeder fra virkelighedens og kunstens verden. Fra Frans af Assisi over Robin Hood, Donald Trump og Joakim von And. Musik får vi også – oplagt to gange 'Money' fra henholdsvis ABBA og 'Cabaret' – og lidt bevægelse er der minsandten lagt ind, uden at jeg helt kan afgøre, om komikken i det stærkt begrænsede og lidt klodsede bevægelsesmønster er frivillig eller ej.

På samme måde med forestillingen selv. Noget, der minder om velment skolekomedie, afløses af raffinerede billedsammenstillinger, medrivende videosekvenser og elegant turnerede verbal-pointer. 
 

Investér lidt mere...

Sidstnævnte er forestillingens akilleshæl. Ja, altså ikke ordene, men måden de serveres på. Det er simpelthen ikke skarpt nok. Når man står på en teaterscene, må der kraft bag. Så nytter det ikke med hverdagsfrasering og lettere mumlen, selv om man bevidst gerne vil fremtræde helt almindeligt, lidt skolelærer- og foredragsagtigt.

Karakteristisk er det da også, at de sekvenser, der fungerer bedst, er når der tales om hævn. Når rigmanden vil have nye organer fra en ligegyldig bondemand i Kina eller når alle de irriterende i omgangskredsen plus et par gamle skolekammerater bare skal elimineres eller tværes ud.

Her er der pludselig følelser på spil og det mærker vi. Jeg har skrevet det før i forbindelse med andre forestillinger – replikker sælger ikke sig selv, hvis nogen i dansk børne- og ungdomsteater skulle tro det. Og da slet ikke, hvis man som de to medvirkende, Pernille Koch og Kasper Daugaard, har en baggrund i dansens og bevægelsens kunstart.
 

Så kære LiminalDK, betragt det som en investering i forestillingen at arbejde lidt med det verbale udtryk, med kraften i rummet, med stemmen som forfører.

Teksten fortjener bedre, for den er nemlig god og fuld af interessante perspektiver.