4. maj 2013

Patrasket on the Road Festival

Teater Patrasket tager nu rabiate midler i brug i kølvandet på bl.a. den lockout, der ramte årets store festival på Mors, hvor teatret oplevede fraværet af en del formidlere – primært i form af skolelærere – til deres forestillinger.

Derfor arrangerer teatret en mini-festival i weekenden 25.-26. maj 2013, hvor de vil præsentere fem af de seks forestillinger, som Teater Patrasket har på repertoiret næste sæson.

Det lille turneteater kalder meget passende festivalen 'Patrasket on the Road Festival', og spillestedet bliver ZeBU på Amager.

Selvom festivalen især er rettet mod formidlere, dvs. lærere, bibliotekarer, teaterforeningsfolk m.v., er også venner, teatre og andre interesserede velkommen – og der er gratis adgang lørdag og søndag.

»Vi vil gerne give både formidlere og i øvrigt det københavnske publikum mulighed for at se vores forestillinger – og udfordrer os selv ved over to dage at præsentere fem af de seks forestillinger, vi har på repertoiret i den kommende sæson,« fortæller Dirck Backer fra Teater Patrasket.

De fem forestillinger er 'tre', '…og så vågnede jeg', 'Einstein for begyndere', 'Ven i skabet' og 'Bjørnen som spurgte hvorfor'.

'Skæve historier' er i øvrigt også på repertoiret, men vil ikke blive spillet ved denne lejlighed.

»Da vi er et lille teater, vil  arrangementet stille store krav til vores afviklingsevner, når der skal rykkes ind og ud, og Maria Myrgård skal f.eks. spille fire forskellige forestillinger over de to dage,« siger Dirck Backer.

Programmet for de gratis glæder ser således ud:

 

Lørdag: 

14,00 Einstein for begyndere

15,45 Bjørnen som spurgte hvorfor

19,30 …og så vågnede jeg

Søndag:

11,00 Ven i skabet

12,30 Bjørnen som spurgte hvorfor

17,00 tre

Der vil som nævnt være fri entre til forestillingerne, men billetter skal bestilles på tlf. 21 20 65 35 eller på mail: teater@patrasket.dk  

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne