Af: Anne Middelboe Christensen

29. marts 2013

Papirteater

Drenges ordløse følelser er i fokus i Teater No Can Dos nysgerrighedsvækkende forestilling. Men handlingens mange eventyrudflugter flår forestillingen i stykker

Papir er tyndt, men samtidig meget stærkt. Og som selv de fleste børn har erfaret, så bryder papir sig ikke om vand eller ild, men kan næsten klare alt andet.

En papirdreng er derfor velsagtens også en dreng, der er meget tynd, tænker man måske, hvis man går ind til Teater No Can Do’s forestilling, 'Papirdrengen', uden at have læst romanforlægget af Tina Sekura Bestle.

Og jo, denne dreng er vitterlig tynd. Men han kalder sig mest papirdrengen, fordi han FØLER, at han er blevet til papir, da hans mor døde.

Smukke marker

Det er i hvert fald det glimrende og pirrende følelsesudgangspunkt for 'Papirdrengen'. Desværre krøller forestillingen sig selv mere og mere sammen på scenen. En forestilling, der bliver som et uheldigt gækkebrev med alt for mange kærlighedserklæringer mast ind mellem alt for mange mere eller mindre heldige dramaturgiske huller.

Historien er simpelthen for usandsynlig, selv af en fantasirejse at være. Drengens evindelige eventyrudflugter er trættende, og selve replikkerne virker talesprogstilfældige og sjuskede. Og Samuel Wills vidunderlige brutaltsmukke baggrundsprojektioner får hverken modspil af handlingen eller skuespillet; nyd ellers lige et snedækket hus midt om sommeren og nogle kæmpesakse, der løber efter papirdrengen hen over en mark…

For Lone Vibe Pedersens iscenesættelse får ikke samlet handlingen. Denne papirdreng drukner tværtimod i sidehandlinger og effekter. Og da der konkret er ved at gå ild i ham, orker man ikke engang at blive rigtigt nervøs. Fordi det hele virker for overdrevet.

Hårdtpumpet symbolik

Spillerne knokler ellers ihærdigt. Både Christian Adelhorst Rossil som drengen og Nanna Hviid, der både agerer dukkefører for papirdrengens ’næstenlillebror’ og samtidig spiller den pige, som drengen uvægerligt må møde på sin udviklingsrejse fra ’papirdreng’ til rigtig dreng af kød og blod – og følelser.

Men deres spillevirkemidler gentages i det uendelige, og deres præcision er skrøbelig. Når handlingen bliver mere rituel og eventyragtig, bliver symbolikken så hårdtpumpet, at nærheden til hovedpersonen ryger.

Og nej, et besøg hos en kvindelig gud oppe i skyerne eller en miljøkorrekt tsunami gør ikke historien enklere. Heller ikke et forløjet besøg i bogstavkassen og en ordquiz. Det bliver bare for meget alt sammen.

Det er spændende at opleve drenges sårbarhed på scenen; meget børneteater for de 8-12-årige ender med at zoome ind på pigernes følelser, der traditionelt er mere mere italesat. Så Teater No Can Dos drengeteateridé er værdsat. Papiret bliver bare for tyndt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.