DEBAT
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021
31-05-2021

Teater Paradox: Mor og Maskinen

Henriette Rosenbeck leverer overbevisende spil som den hjemløse pantesamler med livsvisdom fra samfundets bund. Foto: Teater Paradox

Pantsystemets livscyklus

17-09-2021
’En forestilling om at samle flasker og finde sine børn’ skrives der kækt i pressemeddelelsen, og det er faktisk en ret god opsummering af dette rørende, skæve stykke, der maner til eftertanke uden at blive belærende.
FAKTA
Teater Paradox: Mor og Maskinen -

Dramatiker og instruktør: Daniel Wedel. Komponist: Søren Siegumfeldt. Kostumedesigner: Tanja Bovin. Scenograf: Kristian Knudsen. Illustrator: Ingrid Lill. Medvirkende: Henriette Rosenbeck. Aldersgruppe: 8-13 år. Varighed: 45 minutter Turneforestilling. Set 20. juni 2021 på Aprilfestival i Holbæk. http://paradoxteater.dk/index.html

Henriette Rosenbeck gør det først og fremmest fremragende som ene kvinde på scenen. Hun er særdeles overbevisende som hjemløs pantsamler på samfundets bund og leverer stærkt karakterspil.

Med god gebis-mimik vader hun ind i publikums følelsesregister med sin blanding af fanden-i-voldskhed og genuin accept af, hvordan verden er skruet sammen. 

Som en kvindelig Steward Stardust, en flaskesamler af guds nåde fristes man til at sige, har hun gået i livets hårde skole. Klædt i pelshue, kæmpe sjal og overfrakke er hun klar på lidt af hvert, og ligeledes er det tydeligt, at hun også er blevet budt lidt af hvert: ’ Sådan er livet - nogle får, andre får sgu ikke noget’, lyder den hårde lektie. 

Opsætningen er enkel. En flaskeautomat er det eneste på scenen, og helt i forestillingens ånd er den lavet af genbrugsmaterialer. En højtaler sørger for flaskedrengens stemme og et væld af bip og klirrende glaslyde.

Humørskift

Publikum indskrives som fortrolige lyttere til hendes monolog af tanker om løst og fast. Humøret skifter hurtigt og effektivt afhængigt af emnet, og det opleves stærkt, hvordan hun ét sekund kan virke ensom, kontaktsøgende og stakkels, for i næste nu at skifte over i charmerende ukuelighed, imens hun triumferende spiser popcornrester og drikker sjatter fra gårsdagens byfest og indvier os i sine mange snedige, og uden tvivl hårdt tillærte, life hacks.

’Os der panter vi er hverdagens helte’ lyder det muntert med oprejst pande, før hun bliver alvorlig og betror os, hvor vigtigt det er altid at spørge først, og for guds skyld undgå øjenkontakt.

Som en anden oprydningsautomat skal hun helst være om ikke usynlig så i hvert fald undseelig. Det er en vigtig kompetence hos en dygtig flaskesamler forstår vi, og må selv tænke efter, hvorfor.

Livets sandheder

’Man skal aldrig handle med kommunen’ lyder det ligeledes, og pludselig anklagende mistroisk med pegefingeren løftet ud mod salen; ’I er ikke sådan nogle rotte-skodbørn, der stjæler andre folks pant, vel?’. Den dødssynd benægter vi alle pure, og mere skal der ikke til for ubesværet igen at komme tilbage i rollen som betroede lyttere.

Det ensidige pant-fokus udfoldes kontinuerligt stykket igennem. ’Mine børn har større jobs end mig’, proklameres det stolt, og vores forestilling om store stillinger punkteres effektivt med opfølgningen ’Musikfestivaler mest. Roskilde flyder med pant. Som at plukke blomster på en blomstermark. Det har været lidt sløjt i et stykke tid…’ 

Vi nikker forstående og sender både COVID-19 og hele debatten om fattigdom i Danmark en tanke. 

Uanset emne forbliver logikken i genbrugets tegn. Det understreger fint, hvordan hun arbejder med det hun kan og har. Vores egensindige overlever har på sin egen måde regnet livet ud, og bl.a. lyder det snedigt, eftertænksomt: ’Min strategi er at holde mig lige bagved krisen. Jeg følger den. Midt i slipstrømmen. Så opdager den mig ikke. Men så kan jeg samle alt det op, som den kaster af sig'.

Rørende momenter

Emnerne går på den måde fra overfladiske betragtninger til rene guldkorn og pludselig rammer hun os lige i hjertet. Hun ved ikke hvor hendes børn er, fortælles det henkastet, før vi indvies i udpenslede, urealistiske og dermed ganske hjerteskærende planer om huskøb, der skal få dem alle under samme tag en dag. 

På samme måde er det ubehag hun føler ved at skulle ind i ’den rigtige butik’, da flaskeautomaten gør knuder, næsten ikke til at bære. Hun er er så pinligt bevidst om sin egen outsider-position, at publikum må bekræfte hende i, at hun ligner ’et almindeligt menneske’.

Fortællepositionen fungerer

Omtalen af sig selv som bl.a. ’lortehjemløs’ og hendes søde dialog med butikkens flaskedreng, der lige så fint bliver rådet til at ringe til sin mor, skal også fremhæves, men frem for alt er det hendes menneskelighed og det begrænsede udsyn fra hendes fortælleposition, som får forestillingen til at fungere.

Monologen bliver lige langtrukken nok til tider, og revynummeret til slut med klirrende flaskerytme virker malplaceret, men man kan sagtens se for sig, hvordan denne forestilling vil være et glimrende undervisningsoplæg. 

Publikum bliver uvægerligt og nonstop nødt til at forholde sig til denne forunderlige flaskedames livspræmis og de livsanskuelser, der på overbevisende vis hører med, og det er en god måde at formidle uden at formane.

Af: Gudrun Hagen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Mor og Maskinen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

15-10-2021

13-10-2021

11-10-2021

09-10-2021

07-10-2021

05-10-2021

04-10-2021

02-10-2021

01-10-2021

30-09-2021

29-09-2021

27-09-2021

25-09-2021

24-09-2021

23-09-2021

22-09-2021

20-09-2021

19-09-2021

17-09-2021

15-09-2021

14-09-2021

13-09-2021

12-09-2021

11-09-2021

10-09-2021

09-09-2021

08-09-2021

07-09-2021

06-09-2021

04-09-2021

03-09-2021

01-09-2021

30-08-2021

27-08-2021

25-08-2021

23-08-2021

20-08-2021

18-08-2021

16-08-2021

13-08-2021

Flere anmeldelser