DEBAT
21-03-2022
17-03-2022
10-03-2022
02-03-2022
21-01-2022
19-01-2022

Teater Vestvolden & Vild Kammerat: Tigerspor

Ditte Laumann og Troels Hagen Findsen i fint samspil som datter og far i god forestilling om tab og sorgarbejde. Foto: Teater Vestvolden

På rette spor

24-01-2022
’Tigerspor’ håndterer et sårbart emne sjovt og sørgeligt uden at forfalde til sentimentalitet.
FAKTA
Teater Vestvolden & Vild Kammerat: Tigerspor -

Idé, koncept og samproduktion: Thomas Corneliussen, Bjørn Eriksen, Vild Kammerat og Teater Vestvolden. Dramatiker og instruktør: Thomas Corneliussen. Dramaturgisk konsulent: Jane Rasch. Scenografisk konsulent  og dukker: Katrine Karlsen. Komponister: Bjørn Eriksen og Maja Romm. Medvirkende: Ditte Laumann, Troels Hagen Findsen og Sanne Sol. Aldersgruppe: fra 8 år. Varighed: 35 minutter. Forestillingen er skabt i samarbejde med organisationen Børn, Unge og Sorg. Set 21. januar 2022 på Teater Vestvolden, hvor den spiller til 28. januar. https://www.teatervestvolden.dk

For 100 år siden var tabet af en forælder og måske flere søskende en del af børnelivet i Danmark. Sådan er det heldigvis ikke mere. Men der er stadig børn, der oplever døden helt tæt på måske efter et langt sygdomsforløb. 

Det sker for Alba. Hendes mor bliver alvorligt syg og går bort efter længere tids behandling. Det efterlader helt forventeligt Alba i dyb sorg og med et stort tomrum efter et menneske, som  - forstår vi - har været en rigtig tigermor, stærk og lidt vild.

Det er som udgangspunkt en historie, der kan være svær at fortælle og at spille, men sådan opleves ’Tigerspor’ ikke. Forestillingen indledes med forældrenes kloge og ærlige besked til Alba om, at moren er ramt af en sygdom, som hun kan dø af.

Det betyder at tilskuerne sammen med Alba trin for trin kan nærme sig det centrale tema, at være barn og miste sin mor. Men som også viser en hverdag, hvor det er muligt at opretholde en vis normalitet og rutine med en forælder, der skal passes, mens hun langsomt bliver svagere og svagere, indtil det er slut.

Det ser vi ikke, men det berettes, som Alba husker det. En rolle, der spilles ligefremt og med overbevisende nærvær af Ditte Laumann i samspillet med Troels Hagen Findsen som hendes far, hvis guitarspil og kønne sang til datteren begynder og slutter forestillingen. 

De er gode til at skifte stemning i tonefald, minespil og kropssprog fra situation til situation i de mange korte sekvenser, som udgør det meste og det bedste af forestillingen. I nogen tid er der også stadig plads til lidt munter leg, senere tager en rugende tavshed over.  

Et bombastisk skift

For Alba er ikke alene om at sørge og savne. Det gør hendes far også, og ham har Alba stadig et tæt og kærligt forhold til. Alligevel får den halvstore, kloge og selvstændige pige det unødigt svært og tungt, da de to skal til at klare sig alene uden tigermoren.

Desværre viser det sig, at Albas far midt i deres fælles krise glemmer at være den voksne. Eller måske magter han det bare ikke. I hvert fald ikke før det er ved at være for sent, hvis han vil bevare sin datters tillid og fortrolighed. Faren påstår, at hvis de ikke taler om Albas mor, går savnet hurtigere væk.

Det holder ikke en meter, hverken for ham selv eller Alba. De skal videre, siger faren. Videre til hvad, spørger hun, der også oplever, at andre voksne viger uden om morens død. Kun en klog og lydhør onkel sætter trøstende ord på oplevelsen af for altid at være forladt. Han bekræfter Alba i, at hun stadig har en mor, som hun må tale om og med, selv om hun er død.

Faren er ikke ufølsom og undskylder, da han under Albas vilde protester vil smide morens tøj ud. Men da har Alba erkendt, at ham får hun ingen hjælp af, og gemt under dynen tyr hun til en drøm.

Den manifesterer sig i et bombastisk og underligt skift i forestillingen. Den mørkfarvede fredsommelige stuevæg i hele scenens bredde glider til side, og en klodset kolos af tykke stablede træstammer skubbes ind. Den viser sig at gemme på en lille dukkepige med det yndigste ansigt og ildrødt hår. Alba har brunt hår og hestehale, men dukken er tydeligvis hende, der følger sin mors tigerspor og frydes ved at genfinde hendes enorme tigerpoter.

Et par bjørnepoter og den fineste fardukke kommer  også frem, og så er familien med tigermor, bamsefar og Albamusen igen samlet.   

Til gengæld brydes forestillingen op og går et gear ned i tempo, spillestil og stemmeføring, som umiddelbart appellerer til en yngre aldersgruppe. Men drømmen gør i det mindste faren klogere. Så da Alba vågner op, og forestillingen igen er i øjenhøjde med publikum, lover han, at de fremover skal mindes hendes mor rigtig meget. 

Det tror vi på, fordi ’Tigerspor’ det meste af tiden formår at håndtere et sårbart emne sjovt uden at være fjollet og sørgeligt uden at forfalde til sentimentalitet. 

Af: Randi K. Pedersen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Tigerspor
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

21-05-2022

19-05-2022

17-05-2022

15-05-2022

12-05-2022

09-05-2022

08-05-2022

06-05-2022

04-05-2022

02-05-2022

30-04-2022

28-04-2022

26-04-2022

25-04-2022

23-04-2022

21-04-2022

19-04-2022

17-04-2022

14-04-2022

12-04-2022

10-04-2022

08-04-2022

30-03-2022

28-03-2022

25-03-2022

22-03-2022

20-03-2022

18-03-2022

15-03-2022

13-03-2022

11-03-2022

09-03-2022

27-02-2022

25-02-2022

23-02-2022

21-02-2022

18-02-2022

17-02-2022

16-02-2022

14-02-2022

Flere anmeldelser