Af: Lone Sørensen

29. januar 2009

På navigationstogt i det abstrakte landskab

Der er dømt postmoderne stilforvirring og afskrælning af virkelighedslag i AbstraXteaters nyes favntag med teaterbegrebet.

AbstraXteater har gjort det til varemærke at lege med former, som på ingen måde repræsenterer det, de er. I teatrets nyeste værk manifesterer det sig indledningsvist ved Bo Stendell Larsen som den formfuldendte fortæller, iført hawaiiskjorte og nystrøget habitjakke. Men som hos andre forudgående forestillinger fra AbstraXteater skal vi ikke skue hunden på hårene.

Smidigt og med charmerende humor bryder den nydelige gråsprængte herre den formelle introduktion og slår verbal som kropslig flikflak: Det her er ikke, hvad det ligner!

Det abstrakte formsprog bliver rammen om et indhold, der sideløbende med scenografien supplerer historien om Pollock, modellen og den gengangeriske dæmon Picasso. Klaustrofobisk og firkantet symboliserer trækonstruktionen – der omkredser scenen – en verden, der tilsnører og provokerer enkelt individer til at sprænge de normative rammer. Pollock befinder sig skiftevis inden- og udenfor.

Han er den centrale figur i historien. Den amerikanske action paint’er, som er kendt for at blive et med sit værk på en ekstrem fysisk facon. Hans metoder blev fremelsket ikke mindst igennem alkoholens tåger, hvilket ikke altid gjorde ham i stand til at skelne mellem den virkelige verden og drømme visioner.

Visuelt overtag

I både det mere realistiske univers og i dagdrømmenes dis, går Pollock i dialog med sin model og med den fiktive dæmoniske figur Picasso. Vi har svært ved at skelne de mange lag i Pollocks ‘virkelighed’, hvilket er en del af forestillingens forståelsesunivers. For udgangspunktet er bl.a. Picassos udtalelse om, at maleriet begynder, hvor ordene holder op. Betyder det at maleriet er umuligt at forklare? I hvert fald kan forestillingen være svær at sætte ord på.

Forestillingen har en humoristisk og herlig volapyk-klang i en ekspressiv postmoderne stilforvirring. Som Pollock splattede, hældte, dryppede på lærred placeret på gulvet, således også AbstraXteater. De tre spillere ‘ruller’ sig i scenografien og veksler mellem optrin, som ikke kan placeres i en bestemt genre, men leverer et broget komponeret formsprog ved at inddrage lyriske tekster, rytmiske sticomytier, jazzificerede og musical-inspirerede sange etc. Enkelte scener med et visuelt overtag. Som f.eks. da mængder af knaldrøde plastikstole kastes hulter til bulter rundt bagerst på scenen og skaber et forrygende tre-dimensionelt klatmaleri a la Pollock.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.