Af: Janken Varden

7. maj 2011

På med brillerne

Carte Blanches performance for børn er en spændende og sofistikeret forestilling om mærkværdige skabninger, der mødes på en fremmed planet – måske. Gennemarbejdet - men ikke helt gennemtænkt.

Carte Blanche er – meget prisværdigt – et af de få teatre, der har gået helt tydeligt ud med noget af et ideologisk manifest om sit ståsted i den teatrale flora.

For alle, der har læst Sara Topsøe-Jensens artikel, ’Med begge ben i det store spørgsmålstegn’ (Børneteateravisen, september 2004), står det klart, at Carte Blanche ikke arbejder med ’en episk fortælling’, men snarere med ’udtryk og arbejdsmetoder der har mere tilfælles med andre retninger inden for kunsten, f.eks. dans, musik og billedkunst’.

Jeg har haft flere fine oplevelser med Carte Blanche tidligere, så det var med en vis forventning, at jeg gik ind til forestillingen med den poetisk-underlige titel ’I papirtræets skygge’.

I sit manifest skriver Topsøe-Jensen, at for at lykkes med at fange publikum ’kræver det bl.a. at publikum har de rigtige briller på’ og at eventuelle forventninger om at se ’teater’ først bliver fjernet ’så vi kan sætte noget andet i stedet’. Sådan set gør hun det til teatrets opgave at hjælpe publikum af med forventningerne og på med brillerne. Noget hun finder lettere med børn end med voksne.

Den gode evne til at tage imod med fantasiens følehorn, at opleve med sansernes tentakler, at digte med på visuelle og fysiske indtryk – alt dette er noget, vi gerne tilskriver vores børnepublikum, fordomsløst som det forventes at være.

En flot start

Så hvordan bliver jeg frataget mine forventninger om at se straight teater og givet de rigtige briller på?
Jeg møder et stort, mørkt rum. Scenen er på god afstand fra publikum. I højttaleren lyder festlig hollywoodsk filmmusik for stort orkester. Nogle lave små lamper belyser noget, der ligner moderne maskiner af typen ghettoblastere, filmfremvisere, glasbeholdere, lydborde, og lignende. Det eneste levende væsen i dette teknologiske, upersonlige, kolde univers er en dukke i menneskestørrelse, med tøj i samme farve som maskinerne, halvt stavrende, enarmet og stakkels, halvt grim og uhyggelig.

Mine briller er på plads, og de synes rigtige – min nysgerrighed bliver fanget med det samme. Indtrykket får lov at sætte sig, længe, inden noget sker. Vi er på et øde sted: En anden planet? Efter atomkatastrofen? En højteknologisk losseplads? Grotesk indtil det sørgelige. En patetisk eneboer omgivet af kunstige reminiscenser af et liv, som var en gang.

Og bedre bliver det ikke, når væsenet holder op med at trykke på knapper og tænde og slukke de små lamper. Vores empati stiger, når figuren sætter sig til at se film – sort/hvidt selvfølgelig – med gentagende billeder af træer! Kun det.

Vi aner en sammenhæng, når han/hun kommer til det helligste: Under en glasklokke findes den eneste rest af organisk liv – en lille bunke jord. Så, til sidst, falder vores protagonist i søvn og hvad drømmer hun om? Om træer! Om levende natur. Den arme stakkel!

Problematisk fortsættelse

Hele starten har været en mærkværdig, underfuld og surreel oplevelse – intet budskab, ingen episk fortælling, ingen logisk sammenhæng, kun vores observation, vores empati, og fornemmelsen af dybere lag.

Når den anden, antagonisten, gør sin entré, bliver det hele mere problematisk. Selve entréen er rigtignok forrygende. På løbehjul, med blinkende lygte, kommer hun farende fra bag os i salen, i krappe svinger og halsbrækkende fart. Hun kobler sig på, med kontakter og ledninger og pandelygte og det hele, og slår sig ned i udkanten af dette mærkelige univers. Hvad vil hun bidrage med til denne mytiske historie?

Det er her, jeg bliver forvirret. Her opstår noget, der sætter mit bortlagde forståelses-gen i gang. Mødet mellem de to, kampen mellem dem om domænet, og om den (elektriske) energitilførsel, er et fortællerelement som man begynder at følge. Men forgæves. Her er nok af spænding og konfrontation mellem de to, men alt mens man sidder med en ’historie’, bliver man forstyrret af uforklarlige reaktioner, spastisk dans (flot udført) eller fejning af gulvet, og man bliver siddende som en af de underjordiske i ’Ronja Røverdatter’: ’Vafför då, då? Vafför gør hon så där?’ Og så er logikbehovet desværre aktiveret!

Hvad vi aner er, at den nye har noget mellem fingrene, som måske er et frø. Og den første figur har altså noget jord. Men frøet er åbenbart farlig og brændende og den første fortrækker. Den nyankomne planter frøet, og så forsvinder også hun i mørket. End of story. Uafklaret og uklart.

Og jeg savner en eller anden form for afslutning. Min indre ni-årige formelig skreg efter at se et træ, der groede op af jorden. Gerne af papir. Jeg ville til og med have godtaget, at det ikke kastede skygge, endskønt det ville have været den enkleste sag af verden for Carte Blanche, som ellers er berømt for nyskabende lysdesign. Et træ som dét ville have skabt en forhåbning om forandring i det kunstige teknokrati-univers, vi blev introduceret for, og en mening med mødet mellem de to.

Når Sara Topsøe-Jensen i sin artikel fremhæver det musikalske element som betydningsbærer i iscenesættelse og fysisk udtryk, er det lidt en skuffelse, at det musikalske overlades helt og holdent til – ja, musikken, simpelthen. For den kværner og går hovedparten af tiden.

Til sidst: Min beundring for de to velspillende aktører, Annemarie Jeppesen og Cindy Rudel.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.