Af: Carsten Jensen

15. september 2008

På konfrontationskurs

Når dette års Horsens-festival afvikles fra 19.-21. september vil det være uden størsteparten af BTS-teatrene. Arrangørerne synes at have bragt sig i et modsætningsforhold til både teatre og det oprindelige festivalgrundlag.

Der bliver masser af teater for børn og unge, når Horsens atter slår byportene op til festival i næste uge, men formidlere og andre interesserede må konstatere, at en lang række af landets bedste børneteatre ikke er med i årets udgave.

I det trykte program optræder således kun 15 af BørneTeaterSammenslutningens (BTS) 57 medlemsteatre, og det er det foreløbige resultat af en langvarig konflikt mellem arrangør og organisation/teatre.

Det har ellers gennem hele Horsens-festivalens historie været således, at BTS-teatre var garanteret deltagelse. Men for et par år siden meddelte arrangøreren, Horsens Kommune, så, at man ville droppe denne praksis, idet der nu var så mange BTS-teatre, at det gik ud over festivalens logistik og dermed kvalitet. Og at man i øvrigt selv ville bestemme, hvilke teatre der skulle deltage.

Sidste år lykkedes det dog BTS og festivalen at nå til enighed om en model, så alle BTS-teatre, der ønskede det, kunne deltage med mindst en forestilling.

Men trods diverse forsøg på at opretholde dialogen konstaterer BTS, at Horsens nu er en decideret invitationsfestival, hvor teatrene selv skal ansøge om at få lov til at deltage, hvorefter et dramaturgiat udvælger teatre ud fra kriterier som refusionsgodkendelse, genre- og aldersspredning. Om der også indgår kvalitet som udvælgelses-begreb, fremgår ikke specifikt.

Ingen boykot, men…

Festivalens nye praksis med vedhæftede diskussioner har fået en lang række BTS-teatre til enten at undlade at ansøge eller at trække deres ansøgning om deltagelse.

Det hører med til historien, at teatrene hidtil har spillet stort set gratis på festivalen, fraset et beløb (på 1000 kroner) pr. deltager, frokost, festmiddag m.v.

At festivalen således nu er censureret, betyder at flere teatre finder det naturligt at man så bliver honoreret med forestillingernes egentlige pris – sådan som praktis er på tilsvarende festivaler i ind- og udland.

Det har flere af teatrene, herunder statsensemblet for børneteater, Corona La Balance, så meddelt Horsens-festivalen. Man har ikke modtaget nogen reaktion på dette udspil.

BTS pointerer, at man ikke går ind for en boykot af festivalen, men blot meddelt Horsens Kommune, at man trækker sig fra det reelt ikke-eksisterende samarbejde.

Det er således op til det enkelte medlemsteater at afgøre, om man vil deltage i festivalen på de nye betingelser. Ganske som det sker med andre festivaler.

BTS-formand Jørgen Carlslund: »Vi har forsøgt at opretholde dialogen, men nu ligger udspillet helt og aldeles hos Horsens. Vi betragter p.t. ikke længere festivalen som et BTS-anliggende.«

Han understreger, at der derfor heller ikke fra organisationens side ligger noget ønske om at diktere deltagelse eller ej for medlemsteatrene – og at der i øvrigt ifølge diverse tilbagemeldinger ligger vidt forskellige grunde til, at de 15 BTS-teatre deltager.

Nogle bakker helhjertet op om den nye festival-praksis, andre deltager for ikke at miste salg – og i tilfældet Gruppe 38 sidder teatrets kunstneriske leder, Bodil Alling, sågar i festivalens nye tre-personers dramaturgiat.

Spil-gratis-princip til debat

Jørgen Carlslund har ingen fornemmelse af, hvor Horsens-festivalen bevæger sig henad, men festivalen VIL blive diskuteret på generalforsamling i september.

»Vi vil tage en principiel diskussion om ‘spil-gratis’-politikken på baggrund af det, der nu sker med Horsens-festivalen. Der bliver mere tale om at formulere en etisk politik fremfor at opfinde evt. sanktioner over for teatre, der alligevel vælger at spille gratis på invitationsfestivaler,« siger Carlslund.

En af de teatre, der i hvert fald ikke dukker op i Horsens i år, er AbstraXteater, hvis leder, Bo Stendell Larsen, har sendt følgende lakoniske meddelelse til festivalledelsen:

»AbstraXteater har ikke tilmeldt sig Horsensfestivalen i år. Vi ville meget gerne deltage i festivalen, Men vi vil som teater inviteres direkte af arrangøren. Vi vil meget nødigt stå i vejen og optage plads for andre, der af forskellige grunde er mere ønskee. Vi synes, at det som professionelt teater er uværdigt at stå på venteliste for at spille gratis«.

Svar på tiltale

Børneteateravisen har bedt Horsens-festivalens leder, Steen Larsen-Ledet, om at svare på kritikken.

Horsens har valgt helt at droppe den historiske fortrinsret for BTS-teatre, men ifølge BTS også dialogen om udvikling af festivalen. Herunder nedsættelse og sammensætning af dramaturgiatet. Hvorfor?

– Igennem de forløbne 48 måneder, har vi haft en løbende dialog med BTS, og på mødet i december blev vi faktisk enige om nogle af de ting, som er blevet udmøntet til dette års festival, bl.a. et dramaturgiat, wild-cards, ansøgningsprocedure mv. Så vi er altid interesseret i dialog med teaterområdet, hvilket også vil sige BTS. Dramaturgiatet er et eksempel på, hvordan kunsten sættes forrest i sammensætningen af festivalen. Dramaturgiatet består af dygtige teaterpersonligheder, nemlig Folmer Kristensen, Bodil Alling (Gruppe 38) og Henrik Gadegaard (Aarhus Festuge, tidl. Det lille Turnéteater).

Hvad er jeres reaktion på de mange protester fra BTS-teatre over jeres nye ansøgning-/udvælgelses-procedure?

– Der er enighed om, at festivalen ikke bare kan rumme alle medlemmer af et ekspanderende BTS, ligesom tendensen, der går henimod større og tungere produktioner, heller ikke taler for at festivalen kan forpligte sig overfor organisationen BTS. I årene der er gået, har alle fravalg af forestillinger været truffet af mig og tidligere Lone Wessel ud fra jordnære principper som loftshøjde og opstillingstid. Det affødte altid problemer overfor dem, der ikke kom med på festivalen, fordi det var rent praktiske hensyn, der var afgørende for, hvem der kunne deltage i festivalen. Dengang blev der efterlyst andre kriterier. Nu har vi spurgt børneteaterverden om hjælp til at vælge blandt de mange forestillinger. Nu er det en faglig vurdering, der er afgørende, og ikke hvorvidt man er i stand til at spille i en krybekælder, der er udslagsgivende. I første omgang har vi spurgt tre repræsentanter, og de er indforståede med, at de ikke er dramaturgiat på livstid, men at de løbende må vige pladsen for friske kræfter og andre øjne.

Forstår I godt teatrenes frustration over, at de nu skal ansøge om at få lov til at spille ‘gratis’?

– At teatrene spiller gratis, er et argument, som ikke bliver mere rigtigt af at blive gentaget. Teatrene får kun et beskedent honorar for at spille, men til gengæld så er arbejdet med at tiltrække købere, skabe rammerne for en børneteateroplevelse af god kvalitet og gøre opmærksom på hele området gjort, når teatrene kommer til byen. Det er det, der koster, og det er derfor, festivalen har sin berettigelse. Vi hører jo, at mange teatre og opkøbere nyder at komme til Horsens, som er en koncentreret, overskuelig og – er det sagt gennem mange år – velplanlagt festival.

Føler I at I nu er arrangør af en devalueret festival, når så mange af de gode børneteatre har valgt at boykotte arrangementet?

– Nu er det uklart hvad Børneteateravisen anser for at være gode børneteatre, men i programmet er der kun gode teatre, både nogen der er BTS medlemmer og nogen der ikke er. Der er nye og gamle egnsteatre, små og store teatre, eksperimenterende, nyskabende og traditionelle. De teatre, der har fravalgt årets festival, har selv valgt, at de ikke vil på salgsmesse i efteråret. Det har givet plads til, at der er kommet teatre med, der tidligere ikke har fået plads, og det er da glædeligt. At kalde det en devalueret festival er forkert. Medmindre man synes at 70 teatre er dobbelt så godt som 35 teatre, og at kvalitet er det samme som kvantitet. Kvantitet og stor volumen bør ikke være det eneste parameter, som festivalen skal måles med.

Har I planer om at ændre på denne nye festivalform for evt. at få genoptaget det gode forhold til teaterområdet?


Vi har et godt forhold til teaterområdet, og de teatre der ikke ønsker at deltage i år, er velkomne tilbage næste år, hvis de føler at det kan bidrage til deres virksomhed, at spille for opkøberne i september. Hvis de ikke mener, at de får noget ud af det, så må de hellere bruge deres kræfter på det, som de får noget ud af. Der er aldrig noget, der har taget skade af at udvikle sig. Horsens Børneteaterfestival skal også udvikles i fremtiden. Og i øvrigt er vores forhold til de danske børneteatre af en karakter, hvor vi som kommune gik ind og satte højeste fællesnævner for kommunens skoleteaterordning efter sammenlægningen, vi holder fast ved sommerens Gadeteaterfestival og bruger i øvrigt vores kendskab til teaterverdenen til at gennemføre Vejle Amts Teaterturnéordning efter amtets nedlæggelse i 2007. Foruden altså de penge og kræfter vi bruger på at arrangere en salgsmesse for børneteatre i efteråret.

Opdateret og udvidet artikel fra Børneteateravisen nr. 145

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere