På teater kan man vise tanker. Man kan iklæde dem en krop. Man kan lade skuespillere spille noget så abstrakt som det, der foregår inde i et andet menneske. Teater Hund gjorde det for år tilbage i deres forestilling ’Tænk engang!’, hvor de medvirkende sprang rundt inde i knolden på den granvoksne Anne. På 'stakkels' Anne som ikke kunne forme firkanter! Nogle af tankerne var befordrende tanker – de såkaldte ’fremmere’. Andre var de ødelæggende ditto, kaldet ’hæmmere’.
Her i TeaterMinisteriets frie gendigtning af Erland Loes roman ’Doppler’ er der knap så meget humor på spil. Her lægger Helga Rosenfeldt-Olsen og Jacob Melchior krop og stemmer til manden Doppler, der har besluttet sig for at forlade kone og barn.
Olsen og Melchior befinder sig for enden af de to reb, som Doppler har om livet. De sidder på scenografiens firkantede kasse af en skovillusion. En kasse som i øvrigt behændigt fungerer som skjul og omklædningsrum for spillerne.
Filosofisk sværvægter
Doppler er træt af at være den kompetente slipsemand. Fagidioten der altid har svar parat. Nu vil han ud i skoven og finde sig selv. Leve som jæger og samler. Forlade den moderne civilisation og vende tilbage til rødderne.
Lyder det som et drama om identitet? Ja, korrekt. Doppler vil ud at finde sig selv og det hænger for ham tæt sammen med at få styr på forholdet til sin far – den far han aldrig lærte at kende.
Erlend Loes' roman er ikke for blebørn. Den er noget af en filosofisk sværvægter. TeaterMinisteriets dramatisering kan sine steder falde noget snirklet ud. Men teatret har åbenlyst også arbejdet med at tydeliggøre, hvad det er der er på spil for Doppler, og arbejdet med at putte humor ind. Det at klargøre og tilføje lethed har Teresa Daewaell Grønning også bygget ind i sin iscenesættelse.
Den måde, hvorpå Dopplers tanker tager konkret skikkelse, kan være noget af det ,som fænger hos det unge publikum. Noget andet kan være den nørdede figur, som Jacob Melchior skaber ud af Düsseldorf – manden der via et lille snedkeri af en bil også har et projekt kørende med sin afdøde far. Og noget tredje kan være det barn han får frem i Dopplers søn. Og endelig er Helga Rosenfeldt-Olsen herlig livagtig som ung sky elg. Når hun støder sine 'hove' i gulvet og virrer med nakken, er vi på.
Steffen Nielsen går ind i rollen som Doppler med ildhu og får mandens projekt til at virke meget seriøst. Men det ændrer ikke på, at helheden på mange måder virker mere som en forestilling, der mere er for voksne end for unge. Og det har intet at gøre med, at unge ikke kan forstå, hvad der foregår. Det skyldes alene, at forestillingens tematik virker mere møntet på og aktuel for voksne end for unge.
