DEBAT
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
10-09-2019

Teater Bloom: Satellitter på himlen

Fanny Louise Bernth som Joni, der fantasiflygter ud i universet for at komme væk fra den uforløste hverdag. Foto: Jesper Hyuk

På fantasirejse i rummet

05-04-2017
Sofistikeret forsøg på at vise en utilpasset piges flugt fra hverdagen.

FAKTA
Teater Bloom: Satellitter på himlen -

Tekst: Kristoffer Blindheim Grønskag. Koncept, scenografi og instruktion: Niels Erling. Komponist: Rumle Sieling Langdal. Medvirkende: Fanny Louise Bernth og Rumle Sieling Langdal. Stemmer: Ghita Nørby, Niels Olsen, Lotte Andersen, Jesper Asholt m.fl. Alder: Fra 8 år. Varighed: 45 minutter. Turneforestilling. Set 2. april 2017 på Edison. Kan opleves på Aprilfestival 2017(www.aprilfestival.dk) i Sønderborg. www.teaterbloom.dk

Hun hører ikke rigtig til nogen steder. Synes hun i hvert fald selv. Far, mor og lillebror – og så Joni, storesøster i en helt almindelig familie. Bortset fra, at Joni har et sort hul i maven, hvor alt forsvinder ind i. Glæden, latteren, livet. Kort sagt: en helt almindelig, utilpasset teenager med drømme om forandring og fornyelse. Fordi virkeligheden er for kedelig, hverdagen for banal med alle sine krav.
 

I stedet leger Joni med universet. Drømmer sig ud i det store tomme rum, hvor alt kan ske. Sammen med lillebror, der siger 'hvorfor' til alting, agerer hun astronaut i forskellige fantasi-sammenhænge. Blandt andet i selskab med 44 flyvende elefanter på vej til Månen.

Men heller ikke her passer hun ind. Heldigvis finder hun et kosmisk rige, hvor hun modtages som den længe savnede og elskede datter. Her er hun omsider noget særligt, her bliver hun elsket af sine rumforældre. 
 

Stemmesymfoni

Historien kunne let være blevet temmelig barnlig, og målgruppen er trods alt fra 8 år og opefter. Men den fælde modvirker såvel tekst som scenografi ganske effektivt. Manuskriptet arbejder mange steder med lettere abstrakte begreber – som en blanding af barnlig fantasi og voksen refleksion – foruden et hav af stemmer i højttalere, placeret både på scenen og nede blandt os. Nærmest som en lille symfoni udspyr disse stemmer stumper af såvel dagligdag som drøm. Fra bekymrede forældre til elefanter og rumvæsener.

Også det visuelle udfordrer publikum i al sin abstrakte enkelhed. Hvide balloner, masser af højttalere, en instrumentkasse, nogle lampeguirlander på gulvet, en røgmaskine og en mikrofon.

For Joni og hendes lillebror et helt naturligt univers, for os andre, som forestillingen skrider frem, måske lige lovlig spartansk. Som også historien ender med at blive det. For der mangler lidt sammenhængskraft – fornemmelsen af små, adskilte optrin frem for en fortløbende historie bliver mere og mere påtrængende.

Hvorfor forlader Joni fx sin rumfamilie, der jo elsker hende højt? Hvad er det med de elefanter, hvorfor er de der og hvad er der specielt ved dem, siden det lige er elefanter? Og vigtigst af alt: hvad er egentlig lillebrors opgave i historien? Nogle gange er han med, andre gange fungerer han bare som musiker i baggrunden. Og i øvrigt baggrunden for hvad? Hvor udspilles historien helt konkret?

God energi

Her ligger en række tydeliggørende valg, som forestillingen ikke synes at tage. Samtidig forstærker det abstrakte, ret tomme scenerum opfattelsen af, at der er for mange ord og for lidt handling. Måske også fordi hele omverdenen, både den konkrete med forældrene og den fantastiske med elefanterne og rumvæsenerne, kun findes i højttalerne. 
 

Men Fanny Louise Bernth har god energi som Joni, og Rumle Sieling Langdal fungerer ubesværet som både lillebror og musiker. Scenen til sidst, hvor Joni udmattet ender i lillebrors trøstefavn, er fin og stærk, men også en smule uforløst.

Hvad nu, tænker man. Har Joni gennemgået en udvikling eller fortsætter hun bare på samme vis i morgen? Og er der noget i forestillingen, der peger ud over påvisningen af, at utilpashed nok er en generel følelse hos teenagere?

Jeg sidder tilbage efter tæppefald med en lidt tør fornemmelse. Som om forestillingen ikke helt løftede sig til de kosmiske højder, den lagde op til. Som om det sofistikerede greb i tekst, scenografi og iscenesættelse til dels kvalte det legende og fantasibefordrende.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Satellitter på himlen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1516171819202122232425262728293031323334

23-09-2010

19-09-2010

17-09-2010

12-09-2010

09-09-2010

07-09-2010

05-09-2010

03-09-2010

29-08-2010

25-08-2010

23-08-2010

21-08-2010

16-08-2010

13-08-2010

11-08-2010

06-08-2010

31-07-2010

27-07-2010

27-07-2010

14-07-2010

04-07-2010

29-06-2010

25-06-2010

25-06-2010

25-06-2010

25-06-2010

21-06-2010

09-06-2010

07-06-2010

04-06-2010

02-06-2010

30-05-2010

28-05-2010

27-05-2010

24-05-2010

24-05-2010

20-05-2010

18-05-2010

15-05-2010

12-05-2010

Flere anmeldelser