DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018

Teater Bloom: Satellitter på himlen

Fanny Louise Bernth som Joni, der fantasiflygter ud i universet for at komme væk fra den uforløste hverdag. Foto: Jesper Hyuk

På fantasirejse i rummet

05-04-2017
Sofistikeret forsøg på at vise en utilpasset piges flugt fra hverdagen.

FAKTA
Teater Bloom: Satellitter på himlen -

Tekst: Kristoffer Blindheim Grønskag. Koncept, scenografi og instruktion: Niels Erling. Komponist: Rumle Sieling Langdal. Medvirkende: Fanny Louise Bernth og Rumle Sieling Langdal. Stemmer: Ghita Nørby, Niels Olsen, Lotte Andersen, Jesper Asholt m.fl. Alder: Fra 8 år. Varighed: 45 minutter. Turneforestilling. Set 2. april 2017 på Edison. Kan opleves på Aprilfestival 2017(www.aprilfestival.dk) i Sønderborg. www.teaterbloom.dk

Hun hører ikke rigtig til nogen steder. Synes hun i hvert fald selv. Far, mor og lillebror – og så Joni, storesøster i en helt almindelig familie. Bortset fra, at Joni har et sort hul i maven, hvor alt forsvinder ind i. Glæden, latteren, livet. Kort sagt: en helt almindelig, utilpasset teenager med drømme om forandring og fornyelse. Fordi virkeligheden er for kedelig, hverdagen for banal med alle sine krav.
 

I stedet leger Joni med universet. Drømmer sig ud i det store tomme rum, hvor alt kan ske. Sammen med lillebror, der siger 'hvorfor' til alting, agerer hun astronaut i forskellige fantasi-sammenhænge. Blandt andet i selskab med 44 flyvende elefanter på vej til Månen.

Men heller ikke her passer hun ind. Heldigvis finder hun et kosmisk rige, hvor hun modtages som den længe savnede og elskede datter. Her er hun omsider noget særligt, her bliver hun elsket af sine rumforældre. 
 

Stemmesymfoni

Historien kunne let være blevet temmelig barnlig, og målgruppen er trods alt fra 8 år og opefter. Men den fælde modvirker såvel tekst som scenografi ganske effektivt. Manuskriptet arbejder mange steder med lettere abstrakte begreber – som en blanding af barnlig fantasi og voksen refleksion – foruden et hav af stemmer i højttalere, placeret både på scenen og nede blandt os. Nærmest som en lille symfoni udspyr disse stemmer stumper af såvel dagligdag som drøm. Fra bekymrede forældre til elefanter og rumvæsener.

Også det visuelle udfordrer publikum i al sin abstrakte enkelhed. Hvide balloner, masser af højttalere, en instrumentkasse, nogle lampeguirlander på gulvet, en røgmaskine og en mikrofon.

For Joni og hendes lillebror et helt naturligt univers, for os andre, som forestillingen skrider frem, måske lige lovlig spartansk. Som også historien ender med at blive det. For der mangler lidt sammenhængskraft – fornemmelsen af små, adskilte optrin frem for en fortløbende historie bliver mere og mere påtrængende.

Hvorfor forlader Joni fx sin rumfamilie, der jo elsker hende højt? Hvad er det med de elefanter, hvorfor er de der og hvad er der specielt ved dem, siden det lige er elefanter? Og vigtigst af alt: hvad er egentlig lillebrors opgave i historien? Nogle gange er han med, andre gange fungerer han bare som musiker i baggrunden. Og i øvrigt baggrunden for hvad? Hvor udspilles historien helt konkret?

God energi

Her ligger en række tydeliggørende valg, som forestillingen ikke synes at tage. Samtidig forstærker det abstrakte, ret tomme scenerum opfattelsen af, at der er for mange ord og for lidt handling. Måske også fordi hele omverdenen, både den konkrete med forældrene og den fantastiske med elefanterne og rumvæsenerne, kun findes i højttalerne. 
 

Men Fanny Louise Bernth har god energi som Joni, og Rumle Sieling Langdal fungerer ubesværet som både lillebror og musiker. Scenen til sidst, hvor Joni udmattet ender i lillebrors trøstefavn, er fin og stærk, men også en smule uforløst.

Hvad nu, tænker man. Har Joni gennemgået en udvikling eller fortsætter hun bare på samme vis i morgen? Og er der noget i forestillingen, der peger ud over påvisningen af, at utilpashed nok er en generel følelse hos teenagere?

Jeg sidder tilbage efter tæppefald med en lidt tør fornemmelse. Som om forestillingen ikke helt løftede sig til de kosmiske højder, den lagde op til. Som om det sofistikerede greb i tekst, scenografi og iscenesættelse til dels kvalte det legende og fantasibefordrende.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Satellitter på himlen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
7891011121314151617181920212223242526

21-01-2014

18-01-2014

14-01-2014

10-01-2014

06-01-2014

02-01-2014

17-12-2013

14-12-2013

12-12-2013

10-12-2013

08-12-2013

05-12-2013

03-12-2013

30-11-2013

28-11-2013

25-11-2013

20-11-2013

18-11-2013

15-11-2013

13-11-2013

11-11-2013

08-11-2013

06-11-2013

04-11-2013

01-11-2013

30-10-2013

28-10-2013

25-10-2013

23-10-2013

21-10-2013

18-10-2013

16-10-2013

14-10-2013

11-10-2013

09-10-2013

07-10-2013

04-10-2013

02-10-2013

30-09-2013

27-09-2013

Flere anmeldelser