DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

Aarhus Teater: Narnia

Søskendeflokkens yngste, Lucy (Anne Plauborg) er den første, der opdager Narnia. Hun møder her faunen Hr. Tumnus (Anders Baggesen), som bliver hendes første ven i det nye land. Foto: David Bering/Montgomery

På en tvivlsom rejse til Narnia

28-11-2017
Eventyrforestillingen ’Narnia' - med undertitlen 'Løven, heksen og garderobeskabet' - på Aarhus Teater bliver ikke nær så fortryllende og fantasifuld, som man kunne forvente.
FAKTA
Aarhus Teater: Narnia -

Forfatter: C.S. Lewis. Dramatisering: Glyn Robbins. Oversættelse: Hanna Lützen. Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen. Medvirkende: Anne Plauborg, Alexander Krumhausen, Clara Ellegaard, Mikkel Becker Hilgart, Jacob Madsen Kvols, Mette Døssing, Hanne Windfeld, Bue Wandahl, Anders Baggesen, Christian Hetland, Johannes Zois, Matias Hedegaard Andersen m.fl. Scenografi og kostumedesign: Camilla Bjørnvad. Komponist og musiker: Klaus Risager. Lysdesigner: Anders Kjems. Lyddesigner: Lars Gaarde. Dukke- og hattemager: Karin Ørum. Aldersgruppe: Fra 6 år. Varighed: 2 timer inkl. pause. Set 24. november 2017 på Aarhus Teater Store Scene, hvor den spiller til 13. januar 2018. www.aarhusteater.dk

Aarhus Teater vender tilbage med en ny familieforestilling - i denne sæson opsætter de ’Narnia’ efter bøgerne af C.S. Lewis og dramatiseret af Glyn Robbins.

Narnia-fortællingerne, som blev udgivet i 1950’erne, er betragtet som klassikere inden for børne- og ungdomslitteraturen, og de fik en folkelig genoplivning med Disneys filmatisering af bogen ’Løven, heksen og garderobeskabet’ (2005), som også er forlægget i Aarhus Teaters ’Narnia’.

Vi møder her børnene Lucy, Edmund, Susan og Peter, som igennem et klædeskab opdager fantasilandet Narnia, hvor de hurtigt bliver en del af en fabelhistorie med en rigtig eventyrslutning.

Allerede en uge før premieren på ’Narnia’ kunne Aarhus Teater melde forestillingen udsolgt. Det tyder på, at Narnia-fortællingerne stadig er populære, ligesom Aarhus Teaters familieforestillinger måske også har sat sig som en tradition hos de aarhusianske børnefamilier.

Hvordan skal vi opleve ’Narnia’?

Hvad forventer vi så af en eventyrforestilling som ’Narnia’? Vi forventer i hvert fald at få fantasien sat på prøve, ligesom vi også forventer en vis mængde af teatermagi.

På denne front er ’Narnia’ ikke imponerende. Det er, som om Frede Gulbrandsens iscenesættelse ikke rigtigt tager stilling til, hvordan historien skal fortælles. Skal vi selv være meddigtende, eller skal vi tilskue?

I manuskriptet, herunder i oversættelsen af Hanna Lützen, mangler der på samme måde en principiel stillingtagen til netop dét. Nogle gange fortæller manuskriptet kun lidt, og der bliver rum for fantasien, og andre gange er replikkerne overfortællende, hvilket indskrænker associationsmulighederne.

Designerne savner retning

Denne retningsløshed ser ud til at gå igen i de visuelle elementer som lysdesign, kostumedesign og scenografi. Og dog er der tydeligvis tale om professionelt og dygtigt håndværk på alle fronter.

Anders Kjems har rutineret sat lys til forestillingen, så det udfører alle dets opgaver som teaterlys. Men når lyset skal være med til at forstørre eller understrege en effekt i iscenesættelsen, kommer det desværre til at fremstå famlende og ufærdigt - som om lysdesigner og instruktør ikke har været enige om præmissen for lyset.

Kostumerne er smukke og gennemførte. Vi ser en magisk, mystisk og skræmmende heks i sort, og en lodden og dog charmerende faun med klove og skæg. Desuden er nogle leoparder og ulve udstyret med en slags stokke i hver hånd, som får dem til at virke passende dyriske og firbenede.

Men vi ser intet konceptuelt valg i kostumerne, og nogle elementer er inkonsekvente. Eksempelvis er stokkene til de firbenede dyr ikke blevet sat på løven Aslan, som derfor løber underligt rundt på to ben. Det urealistiske ved dét valg lever vi med - det er jo et eventyr - men det ser lidt klodset og tosset ud ved siden af de adrætte ulve på fire ben.

Både scenografi og kostumer er designet af Camilla Bjørnvad, og scenografien har samme udfordring; den er overordnet set minimalistisk, hvilket som nævnt hjælper fantasien på vej, men i løbet af forestillingen skabes der forskellige rum og scenebilleder, som er meget mættet af realisme.

Dog skal Aarhus Teaters skræddere, sminkører og scenebyggere have stor anerkendelse for gang på gang at udføre deres håndværk med præcision og fantasi. Det er meget sjældent, vi på de større produktioner på Store Scene ser sjusk fra værkstedet og skræddersalen.

Men den 4-5 meter høje køjeseng, vaklede den ikke lige rigeligt for de stakkels skuespillere, der skulle kravle op i den?

Moderne og filmisk

Lydbilledet er til gengæld både konsekvent og velfungerende. Her har man placeret musiker og komponist Klaus Risager i et hul i gulvet, og på en række instrumenter - blandt andet slagtøj - akkompagnerer han forestillingen med et mordene soundtrack.

Musikstilen passer overraskende godt til forestillingen, og lyddesignet af Lars Gaarde får musikken til at fylde hele salen uden at overdøve. ’Narnia’ bliver på den måde en særdeles filmisk teateroplevelse.

Hos de medvirkende ser vi også denne filmiske spillestil, som især igennem Anne Plauborg og Mikkel Becker Hilgarth virker udtryksfuldt og troværdigt hos publikum.

Der er således tale om en familieforestilling med en masse kvaliteter, men overordnet set fremstår forestillingen retningsløs og knapt så fortryllende, som den kunne have været. Teatermagien udeblev, men rejsen gik alligevel til Narnia.

Af: Morten Hede
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Narnia
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
89101112131415161718192021222324252627

19-11-2012

16-11-2012

14-11-2012

12-11-2012

09-11-2012

07-11-2012

05-11-2012

02-11-2012

31-10-2012

29-10-2012

26-10-2012

24-10-2012

22-10-2012

19-10-2012

17-10-2012

15-10-2012

12-10-2012

10-10-2012

08-10-2012

05-10-2012

03-10-2012

01-10-2012

28-09-2012

26-09-2012

24-09-2012

21-09-2012

19-09-2012

17-09-2012

14-09-2012

12-09-2012

10-09-2012

07-09-2012

05-09-2012

03-09-2012

31-08-2012

29-08-2012

27-08-2012

24-08-2012

22-08-2012

20-08-2012

Flere anmeldelser