På date med virkeligheden

Det er et ungt team, der står bag 'Enten/Eller'. Det giver forestillingen den åbenlyse og godt udnyttede fordel, at den er i øjenhøjde med sit publikum. Der er heller ingen fysisk barriere mellem Mathilde Eusebius’ teenage-pige, Astrid, og tilskuerne, der hjælper hende på vej, når virkelighedens grumme valg skal træffes.

Hun spiller på gulvet og er blot udstyret med en simpel trækasse som rekvisit og nogle superflotte udspændte baggrundsskærme.

De danner baggrund for lysprojektioner, der sikrer, at vi – og Astrid – konstant kan være opdaterede og på tasterne på de sociale medier. Det er hverken nyt eller særlig originalt. Men det er sjovt og underholdende og appellerer til publikums engagement  i de problemstillinger, som Astrid mere eller mindre selvforskyldt render ind i. Nok mest det første, og det er en vigtig pointe, fordi ”Enten/Eller” vil have os til at tage stilling.

Det skal ske allerede under forestillingen, derfor udstyres publikum med to skilte, et rødt og et grønt. Når den hårdt trængte teenagepige ramler ind i et dilemma, og tvivler på, hvad hun skal vælge, bruges skiltene til at støtte hende i det ene eller det andet.

Skal hun for eksempel indrømme, at det var skønt at kysse med drømmehelten, Adam. Eller skal hun holde fast ved, at hun ikke brød sig om det for ikke at genere en usympatisk veninde, der selv manipulerer helt vildt.

Overbevisende autentisk

En mandlig speak oplyser derefter om resultatet af afstemningen, som uden at forstyrre forestillingens flow har indflydelse på handlingens videre forløb.

Personligt var jeg lidt skuffet over, at skiltene ikke kom mere i brug, for der er mange dilemmaer i historien om Astrid. Hun er   heldigvis ikke nogen engel, men en pige, der prøver at manøvrere mellem en grundlæggende retfærdighedssans og ønsket om at være en del af den toneangivende klike.

I rollen som Astrid har Mathilde Eusebius sin styrke i en overbevisende autenticitet mere end i et intenst dramatisk udtryk, og det fungerer fint i sammenhængen og som oplæg til en debat.

Hendes Astrid er frisk og sød og dejlig ligetil med en jargon og spillestil, der ligger tæt op ad det, man kan opleve i en mobilsamtale mellem to veninder i metroen.

Genkendeligheden og forestillingens hurtige tempo appellerer tydeligvis til et ungt publikum og bruges til effektivt at gå bag om noget af det, der er svært ved at være teenager.

 Det gælder også for en pige, der ikke er belastet af en svær social baggrund, og ikke har andre lig i lasten, end at hun har tiet om en mindre flatterede grund til at skifte skole. På den måde lykkes 'Enten/Eller' med at præsentere en virkelighedsnær beskrivelse af en personlig udvikling frem til at turde stole på sine egne valg og tage konsekvensen af dem.

Det er ikke så dårligt af et nystartet teater.