Kalles lillesøster har vinger – og kan flyve! Eneboer Alf fra værkstedet fyldt med SolGrynspakker får alt, hvad han rører ved til at gå i stykker. Snehvide kan trylle et sejt syv-mands band frem, som vupti kan rydde en hel orkanvæltet birkeskov. Og sådan kunne man blive ved med at remse mærkeligheder op i Odense Teaters familiejuleteaterforestilling, ’Der var engang en dreng’. Samtidig taler alle personerne i stykket som du og jeg om, det der optager dem. Ligefrem, helt almindeligt og i korte sætninger.
Wikke & Rasmussen har selv bearbejdet deres familiefilm (2006), som handler om det at skille sig ud. Titlen har belejligt fået endelsen ’som fik en lillesøster til jul’ i stedet for ’som fik en lillesøster med vinger’. Og stilmæssigt kan man måske kalde teksten realisme i udvidet grad. Skæv realisme. Eller realisme på speed.
Det samme gælder Kamilla Wargo Breklings iscenesættelse og Maja Ravns scenografi. Helt bevidst og med vilje gør de en dyd ud af at gøre alt ekstremt og ret så skævt.
Redningsaktion
Men tilbage til Kalles lillesøster, Lille. Hun har vitterlig vinger. Eller hudlapper, som lægen kalder dem. Men mor Trille, far Palle og storebror Kalle elsker hende akkurat, som hun er.
Lille, som i forestillingen er en blød stofdukke, vokser op med sine vinger i en familie, hvor alle er glade. Men så kommer Karin fra kommunen alkoholslingrende i sit leverpostejfarvede dress og taler dunder. Lille skal på kirurgisk klinik. De hudlapper skal fjernes, ellers vil staklen blive drillet, og de vil aldrig blive en normal familie. Hvad lægen, en helt ved siden af befippet fyr, jo også sagde.
Men Kalle, der har set Lille flyve, er lodret uenig. Og da han en aften finder ud af, at hans forældre ikke har kunnet modstå presset fra Karin, sætter han en større redningsaktion i værk. Med energisk cykelkraft og takket være hjælp fra Kalles spillemaskine, Smarty-Boy, som fungerer som både kommentator, GPS og meteorolog, eneboer Alf, Snehvide og dværge Co. bliver vingeoperationen stoppet just som skalpellerne slingrer over Lilles ryg.
Pap og gak
Brekling og Ravn har sans for at folde det gakkede i teksten ud på scenen. Scenen fyldes med tegneserieskårne møblementer, køretøjer med og uden sidevogn og høje træer. Sne drysser. Storm raser. Og spillerne bærer masker, syntetiske parykker, guldglimtende trikot, kedeldragter, kasketter, kitler, men også helt almindeligt hverdagstøj.
Et spiloplagt ensemble spurter revyagtigt skrupskørt rundt og bryder undervejs ud i slagertunede popsange. Anders Gjellerup Koch kommer drønende op af gulvet som børnetøjsforhandler Jørn alias Elvis og vrider en 'Jørn har alt til børn'-sang af, men opdager så, at flyverdragter med vinger ikke lige er i hans sortiment. Betty Glosted og Co. vender kækt pap-pandekager i luften som tre 400 procent syntetiske pastelfarvede servitricer. Natalí Vallespir Sands luftballon-højgravide Trille køres til fødsel på en truck. Malene Melsen gør Karin fra kommunen til en kostelig komisk figur.
Og i det virvar af skæve figurer glider Louise Rønhof Davidsen ind som naboens kække og hverdagsalmindelige datter, Rikke, som ivrigt inviterer Marie Nørgaards friskt spillede Kalle til, at de to skal komme fast sammen.
Anders Gjellerup Koch gør Alf til en elskelig human figur. Og Patricie Homolová fører fintfølende Lille rundt på større og mindre flyveture.
Det bevidst overstyrede og gakkede formsprog formidler en kritik af både realismen og den klichefyldte pop. Men undervejs fremstår forestillingen også lidt rodet. Med sine 135 minutter føles den lige lovlig lang. Og endelig burde den nedre aldersgrænse på seks år være blevet effektueret. Min nabopublikum på tre år måtte i al fald bæres udenfor flere gange, når lydniveauet blev for højt og dramatikken for stor.
Så dette er en 4-stjerne light.
