Af: Kirsten Dahl

3. december 2011

Ord og origami

Nørregaards Teaters og Grønnegade Teaters opsætning af H.C. Andersens ’Grantræet’ er visuel stilren med sine origamifoldede medspillere. Men undervejs i alt det 'rigtige' savner man lidt mere spræl. Lidt overraskelser og ridser i den meget regelrette og pæne teaterhelhed.

Stilren, intens, dybsindig og rar. Sådan er Nørregaards Teaters og Grønnegade Teaters opsætning af H.C. Andersens ’Grantræet’– heldigvis og gudskelov. Undervejs spurgte jeg dog også mig selv, om forestillingen er for fersk og for 'rigtig'. Om der er for mange ord og for lidt kulør og spræl.

Scenebilledet er enkelt. Ned til mindste detalje. Heidi Ottosen og Leiv Arne Kjøllmoen har foldet en grantræskulisse i tykt hvidt karton. Det første vi møder er et sort scenegulv dekoreret med hvide origamifoldede former i forskellige størrelser. Stjernetakkede former som bringer os på sporet af grantræer.

Enkeltdele som i Peter Holsts rolige og omstændelige eventyrfortælleforløb snart er anbragt oven på hinanden for at danne forestillingens hovedperson: Grantræet, som har så travlt med at vokse og komme videre til noget det tror er bedre, større og herligere, at det helt glemmer at leve i nuet og glæde sig over den friske luft og sin ungdom.

Behagelig fortællerstemme 

Peter Holst er en dejlig fortæller. Rolig i sit kropssprog skridter han rundt på scenen og fortæller. Med tydelig, melodiøs og behagelig klang i stemmen forstår han at skabe fokus omkring fortællingen, der undervejs ledsages eller suppleres af klassisk musik.

Det er derfor også et klogt valg, at det er ham, der er stykkets eneste fortæller. Når de øvrige medvirkende, Nina Jeppesen, Lisbeth Müller og den lille håndfuld børneamatørspillere, triller eventyrets origamifoldende fugle og dyr ind på scenen, er det Holst, der lægger stemme til.

Ordene er i fokus. At H.C. Andersens tekst helt ned på formuleringsniveau nærmest eller næsten ubeskåret synes fulgt skaber sprogblomster i rummet. Teksten udfordrer børn med nutidsfremmede ord og uvante sætningskonstruktioner, som fx ’glans og herlighed’, ’var jeg dog alt på vognen’, ’grantræet stod stille og tankefuld’, ’i morgen skal jeg igen fornøje..’,’hvor du har været lykkelig’, ’hvad skal jeg her at bestille’ osv., osv. Og det giver tid til at følge grantræets (livs)forløb og mærke dets følelser og tanker. Dets hastværk, dets undren, dets uro og dets ræsonnementer til slut, når tiden er forpasset. 

Lidt stiv og fersk  

Det visuelle er derimod noget altmodisch og ferskt. Spillerne er fortidsklædt. Et herskab med stribede bukser, vest og gammeldags seler til mændene og lange kjoler med sjal og snøreliv til konerne. Og fejekost, støvkost og stivede forklæder til tjenestefolket. Smukt måske – men også lidt stift.

Der er variationer i spillet og i origamien. Vi får både en lille hoppende hare, en paraplydækket sværm af gråspurve, en forbipasserende svale og en stork, små vrikkende mus og en vrissen rotte at se. På rullegardiner følger vi på sort-hvide tegninger handlinger, som ellers vil være vanskelige at spille på scenen. Grantræets julepynt består af et par røde bånd, som trækkes på tværs af scenen. Julegaverne er pakket ind i afdæmpet ensfarvet papir. Og træets stearinlys bliver illustreret ved at hele træet lyses op med gult lys.

Stilrent og tjekket. Men også med lidt for lidt fysisk liv, lidt for lidt spræl og lidt for matte farver. Det var svært helt at mærke børnenes juleglæde og træets følelse af herlighed.

Eventyret er m.a.o. godt, rigtigt og lærerigt. For både unge og ældre ører. Indpakningen i orden. Men også af en slags der gør julefesten lidt tung og blodfattig.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.