Opvisning i rumiscenesættelse

'Rejsen' lukker ikke sit publikum ind i en fordybende oplevelse af den altopslugende kærlighed mellem to mennesker.

Det er ellers Teater Nordkrafts klart udtalte intention at vi skal helt tæt på den kompromisløse kærlighed. Den selvforglemmende kærlighed. Den kærlighed, vi er parat til at gå i døden for. Den berusende og besættende kærlighed, som brændte mellem Elvira Madigan og Sixten Sparre og som sendte dem i døden.

Og teatret har sat forestillingen om de to ultimativt elskende op som 'immersive theatre', dvs. teater, hvor fordybelsen skal ske ved at publikum bevæger sig rundt i fortællingens univers og kan se op opleve det hele fra de to elskendes perspektiv.

Men fordybelsen og den opslugende oplevelse af disse emotioner udebliver desværre. I stedet fremstår vandreforestillingen som en opvisning i installationsscenografiske rum.

Savsmuld, cirkusstemning og hot love

Begyndelsen er god og virker lovende. Sammen træder publikum ind i et lille bueformet rum, som emmer af cirkusstemning. Med flis på gulvet skabes associationer til cirkus, og cirkuslivet bliver appetitvækkende præsenteret ved en lille kunst-gjort film, som flimrende og i fine zoombilleder skildrer artister af forskellige slags og linedans i særdeleshed.

Med billedet af Elvira Madigan i linedans-aktion lukkes vi ind i det næste rum. Linedanserindens private gemakker. Et rum med hvidt kniplingssengelinned, stearinlys og kærlighedsbreve overalt. Hele loftet er fyldt med dem og hen over brevene glider håndskift af snart Elviras, snart Sixtens hede ord til hinanden. Om det limbo-fængsel, de føler de er spærret inde i og det besættende dragende de finder ved hinandens væsen og krop.

Med lyd af tog og replikken 'Mød mig under uret' guides vi til næste iscenesatte rum: En banegård. Derpå stiger vi ind i en togvogn. Og derfra går rejsen videre til hotelværelse, natur og endestationen for de to elskendes jordiske liv.

Stationer på en rejse

Hvert rum er sat i scene som stationer på Elviras og Sixtens rejse. Hver især med udvalgte detaljer. Hatte, kufferter og tasker på hattehylden i togkupeen. Vi sidder sågar i en tredjeklasses kupé og kikker ind på de to elskende, som hygger sig på første klasse. Vi gør ophold i et hotelværelse, hvor en radio spiller musik, et tv viser filmklip, en voice bringer replikker og en hotelvært banker på døren for at opkræve penge.

Det hele sker tit samtidig. Givetvis for at skildre at nu begynder livets barske realiteter at banke på. Men ud over at være et alt for langt ophold, er rummet tidsforvirrende iscenesat. Fjernsynet virkede i al fald som en anakronisme i sammenhængen.

Det følgende rum signalerer på flere måder, at der glider skygger og mørke ind over kærligheden. Snart står vi i rummet, hvor Elvira og Sixten tager afsked med livet. Det reb-omvundne træ kan måske skabe associationer til hængning og død. Der ligger også en pistol for træets fod.

To skud høres, og så er forestillingen slut. Desværre uden at man som publikum har været i nærheden af at blive lukket ind i de stærke følelser, som driver de to elskende. Som publikum forbliver man holdt helt udenfor. Følelsesmæssigt upåvirkede.

Gode intentioner

'Rejsen' er blevet til ud fra rigtig gode intentioner. Relevansen er evident i 2017-tid, hvor der ageres og stilles krav på et kærlighedsfelt, som i dag er kontrolleret og selviscenesættelses-fyldt som aldrig før. Men desværre kryber 'Rejsen' ikke ind under huden på publikum som nogen hverken stærk og lyslevende sensuel, gribende følelsesfuld eller dybt tragisk kærlighedshistorie.

Og det er ikke fordi man savner spillere af kød og blod i rummene. Billeder og film kan jo lukke emotioner op. Det skyldes at 'Rejsen' dramaturgisk både rummer ret rodede scener undervejs. Fordi der er kærligheds-tekstpassager, som i stedet for at gribe en med deres detaljer kommer til at virke som klicheer i deres fylde. Og fordi rum-iscenesættelsen synes at have taget magten fra og opløst sig fra kærlighedshistorien.