Af

2. april 2014

Opråb til formidlere

Jeppe Grinderslev Knudsen har indsendt nedenstående indlæg som opfordring til formidlerne og en kommentar til Randi K. Pedersens anmeldelse af TeaterSignaturs forestilling ’ByeBye Baby’:

Kære formidlere:

Har I mon samme smag som anmelderne, ser I overhovedet forestillinger, hvis de er dårligt anmeldt, hvordan vælger I, hvad I ser og hvad mener I om teateravisen.dk’s lille suppegryde, hvor teatre debatterer med anmeldere og refusionsudvalg?

Som nyt teater kan det være svært at få jer formidlere til at slå et smut forbi. Jeg prøvede det sidste år med teater DanneBro og i år har min højgravide kæreste formået at føre to forestillinger frem til årets festival med sit nybagte Teater Signatur. Som nyt teater er det en stor mundfuld, og det opleves som om i formidlere har et mangeårige netværk af dygtige etablerede teatre, som i ved hvad står for, lidt som når man igen, igen vælger Coca Cola eller Faxe Kondi i supermarkedet.

Teatercentrum er opmærksom på det og har taget initiativet New Case, som finder sted og på antallet af tilmeldte, ser det ud til at I har taget faklen op med hele 50 tilmeldte, så interessen er der jo og det skønt at høre her fra sidelinjen i København.

Det jeg efterlyser er, at I også melder jer på banen herinde i debatten, både i den særdeles saglige og interessante debat omkring refusionsudvalgets beslutninger og så i den ofte mindre saglige om anmeldelser og anmeldelser af anmeldelser.

Den sidste vil jeg lige give et indspark til, ikke så meget for min kærestes skyld, men for de to medvirkende som i anmeldelsen af ’ByeBye Baby’ bliver mildest talt dårligt behandlet af Randi K. Pedersen. Christian Maglenfeldt er selvfed og sangerinde Michelle Elmhøj Pedersen skråler blottet for udtryk og følelser. Jeg oplevede nærmest det modsatte; Christian var for mig ydmyg og såbar og Michelle poetisk og indfølende.

Jeg mener, at Randi i sin anmeldelse bør forholde sig selv som subjekt og ikke fremstille sine holdninger som objektive konstateringer, når hun kommer med så voldsom kritik af mennesker, der har dedikeret mange år af deres liv på at dygtiggøre sig indenfor deres fag. Randi bliver betalt for at have en holdning, og hendes holdninger er muligvis også mere kvalificeret end de flestes, men i mine øjne tenderer hendes udtalelser decideret mobning.

Randi søger med lys og lygte efter intellektuelle sammenhænge og udsagn i forestillingen. Det finder hun ikke, for det er ikke dens styrke, det er derimod dens insisteren på teaterpoetisk at kærtegne og antyde aspekter temaet at miste, i sang, musik og korte fortællinger i øjenhøjde med både børn og voksne.

Anmeldelsen minder for mig om at fortolke dans på samme præmisser, som man fortolker Shakespeare. Jeg blev rørt og morede mig meget under den her forestilling og jeg er ikke den store fan af kollage, antydninger og korte tableauer, men når det er strikket godt sammen, leveres autentisk og med indlevelse, kan det blive poetisk og rørende. Det blev forestillingen og de tre performere/musikere for mig og hovedparten af dem, som var til stede i salen den pågældende aften.

Det bliver næppe mere subjektivt, ja måske også en usaglig røren rundt i suppegryden. Patetisk er et ord, som måske falder nogen af jer ind 🙂 Men det er jo op til jer, formidlere, opkøbere, kulturguider og kunder, kært barn har mange navne, at vurdere. Det er jeres stemme, der er brug for i debatten herinde, det er trods alt i sidste ende jer og jeres bagland, der gør at vi er her.

Latterliggør os, når vi bliver patetiske og selvcentrerede, forsvar os når vi bliver dårligt behandlet – og vigtigst af alt: Fortæl om jeres oplevelser i teaterlandskabet, både de store, de små og dem i helst vil glemme!

Og bliv endelig ved med at drikke Coca Cola og Faxe Kondi, men smag også på det nye, det betyder så meget for os, også hvis I ikke kan lide smagen.

Jeppe Grinderslev Knudsen er leder af Teater Dannebro

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg