13. september 2019

Opgang2 Turneteater overtager skole i to dage

Opgang2 Turneteater rykker fra basen i Aarhus til skolen 10. Aabenraa – så er byen også lokaliseret med det samme… – og overtager skolens 200 elever over to hele dage, mandag 16. og tirsdag 17. september.

Eleverne kan se frem til forestillingen 'TO' (se Teateravisens anmeldelse), et hold af teaterpædagoger og projektet Andre Horisonter – der netop har til formål at skabe fællesskab gennem kultur og teater.

Målet er at inspirere eleverne til at søge konstruktive og inkluderende fællesskaber og at vise teater og kulturs styrker, og udover forestillingens budskab om det samme bliver der indlagt workshops og øvelser for de unge.

'Det handler om at lade de unge opleve teater og så efterfølgende behandle oplevelsen på en anden måde end at sætte sig ned, og snakke om det, analysere eller skrive et referat. Det åbner de unges øjne og er med til at pirre og træne deres kreativitet', lyder det fra  projektleder Lise Ørskov i teatrets pressemeddelelse.

Hvor også teaterpædagog Lotte Wagner har ordet:

'Teater kan være en magisk oplevelse – særligt, hvis man ikke har oplevet det før. At de unge her får tiden til at bearbejde oplevelsen sammen, gør en stor forskel. Det er helt tydeligt, at oplevelsen sætter sig i dem og bundfældes'.

(Billedet: Forestillingen 'TO' er en del af Opgang2 Turneteaters værktøjskasse, når de overtager en hel skole i Aabenraa over to dage. Foto: Ditte Chemnitz)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne