Af: Randi K. Pedersen

8. januar 2013

Opfindsom time i rytmik

De prisværdige intentioner om at lade kunstarter møde indfries desværre ikke i ’Misk Mask’.

I ’Misk Mask’ mødes fire kunstarter, dans, musik, skuespil og billedkunst. Resultatet, der  tilsyneladende er forskelligt fra gang til gang, kalder Teater Kompas både en teater-event, en unik aktiverende kunstinstallation og en sanselig, bevægelig collageforestilling.

Det er store ord og prisværdige intentioner, som desværre langt fra indfries i forestillingen, der mest af alt opleves som en opfindsom time i rytmik. 

Saxofon- og slagtøjsmusikken og forestillingens lydunivers er nemlig det eneste, der har et klart sanseligt udtryk i et ufokuseret rodsammen af kluntet hopperi og orgier af farvet sukker. Det væltes med mellemrum pludseligt og umotiveret ud på gulvet fra kander og glas og drysses omhyggeligt på tilskuernes sko og strømper. Hvorfor det sker, blæser i vinden ligesom den lille fjer, der pustes rundt og skal illudere et levende væsen. Det er sødt og lidt poetisk og set 100 gange før. 

Fortællingen og musikken skal angiveligt føre tilskuerne ind i en magisk dyreverden. Men der er slet ingen fortælling, blot nogle løst skitserede situationer, og en masse lyde og rytmer. De formes og formidles ganske sjovt og underholdende, men også sært fremmedgørende, fordi det forgår gennem en mikrofon. Hvilket betyder, at lyden ikke kommer fra personen, men fra højtaleren et andet sted i rummet.

Lidt rul og rystelser

Den sparsomme dyreverden er heller ikke spor magisk. En sang om en lille abe er helt fin, især når den kombineres med ’nej’er’ i alle mulige afskygninger og udgaver. Aben gør ulækre ting som at spise bussemænd, men det må vi heldigvis nøjes med at høre om uden at få det demonstreret! Den laver også forkerte streger på væggen, som frækt kan bruges til at forfølge andre. Det foregår med det lækre fede farvekridt, som tilskuerne senere på egen hånd får lov til at muntre sig med på spillegulv.

Aktiv medvirken, sanseoplevelse eller fri leg – vælg selv?

Resten af dyreverdenen består af lidt munter pjank om en haletudse og en sød næsehornssang om at danse, der får alle op at stå og især de voksne til at trippe lidt rundt. Der slutter festen og forestillingen.Eller falder endegyldigt fra hinanden, fordi der ikke er nogen rigtig slutning på det slingrende møde mellem musik og lyd og en meget sparsom, visuel kunst. Skuespil og koreografet dans er der ikke skyggen af i ’Misk Mask’, hvor lidt rul og rystelser er det vildeste kropsudtryk.

Teater Kompas har som sit mål, at tilskuerne skal være medskabende og deltage aktivt i forestillingen. 

Det forudsætter medvirkende, der gør andet og mere for at inddrage publikum end at storsmile imødekommende og ellers tulle identitetsløse rundt uden mål og med. Men først og sidst kræver det, at der er et indhold og et minimum at struktur, som man kan deltage i.

Måske var det savnet af disse fundamentale elementer i enhver teaterforestilling, der fik et par voksne til at gennemføre deres egen private foto-session med den medbragte, moderigtige pode. Drønirriterende og forstyrrende at overvære, men måske ikke helt uforståeligt. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.