Opera på sengekanten

Ishøj Teater lægger store og gode rammer til 'Monster Opera'. Operaen i Midten fylder dem ud med hæsblæsende komik og masser af munter skønsang og musikalsk halløj af to erfarne sopraner.

Berit Meland og Isabel Piganiol er vidt forskellige typer, den ene rund og lys, den anden lang og mørk. Det giver en visuel dynamik i samspillet mellem pigerne Anna og Sofie, der er veninder og skal sove sammen hos Anna.

Det bliver selvfølgelig ikke til megen søvn, selvom Annas Far siger godnat op til flere gange. Først skal der snakkes og især leges i og omkring den store hvide seng, der nærmest bruges som trampolin. Desværre er 'hvad skal vi nu lege'-konceptet en alt for velkendt og tynd historie. Den tjener udelukkende som anledning til de løjer, der følger efter slag i slag uden nogen særlig årsag eller udvikling. Pigerne driller hinanden og slås, dog kun for sjov, og monstret er også mere til grin end til gys.

Men komisk opera er en kendt genre, og hvad den ydre historie mangler af substans, det har flere af optrinene. I de bedste går musik og komik og opfindsomme scenografiske påhit op i en fornøjelig enhed. Begge sangere er forrygende til at synge uden ord, og selv om en summende bi-scene er for lang, er den også sjov. En banal sørøverkamp bliver til gedigen underholdning, fordi de medvirkende  og iscenesættelsen giver komikken hele armen uden at blive bøvede.

Kendte referencer

Det er svært at sige, om musikken er valgt til de skiftende situationer eller omvendt. Det er en af svaghederne ved de sammenbragte musiknumre. Men i 'Monster Opera' er der tænkt over tingene, så dialog og musik har indlagte referencer til noget, som børnene kender. Mozarts 'Tryllefløjten' er som altid med, når det er for børn. Men her synges Nattens Dronnings store arie af både Anna og Sofie som en slags vekselsang, der gør den lidt mere børnevenlig. Og når monstret gør sin entre, sker det naturligvis til 'Phantom of the Opera'.

Men det bedste er næsten pianisten. Beth Elin Byberg er en glimrende akkompagnatør, der er til stede uden at trænge sig på. Men hun er også en vidunderlig underfundig medspiller, der fra starten lister sig ind på publikum ved at spille en række ultrakorte strofer. Efter et par små mellemspil som Annas far med skæg og briller, er det også hende, der lukker festen i rollen som monster, der mister pusten.

Sangerne er udstyret med microporte. Det kan undre, når publikum er få skridt væk, og operasangere ikke plejer at have problemer med at synge et rum op – tværtimod. Det har Berit Meland og Isabel Piganiol bestemt heller ikke. Men hvis målet er at skabe balance i lydstyrken mellem dialog og sang, så virker det efter hensigten. Man oplever ikke undervejs, at sangen bliver påtrængende kraftig. Det er ingen selvfølge i en opera for børn.

Dialogen til 'Monster Opera' får man med efter forestillingen som en fin lille bog. Det kan sikkert inspirere til en del hoppende små monstre hjemme i dobbeltsengen. Dog næppe blandt de 9-10-årige, der er mere optaget af mobilen og computerspillene end af monsterlege på værelset.