DEBAT
07-06-2022
24-05-2022
21-03-2022
17-03-2022
10-03-2022

Musikteatret SAUM: Aske og prinsessen på den hvide hest

Lene Hummelshøj fører med sikkerhed dukken Aske i dukkeoperaen ’Aske og prinsessen på den hvide hest’. Foto: Anne Sofie Vermund

Omvendt fortegn på kønsfordelingen

16-05-2021
’Aske og prinsessen på den hvide hest’ er en musikalsk og diskret kønspositiv dukkeopera om et venskab på tværs af køn og klasse.
FAKTA
Musikteatret SAUM: Aske og prinsessen på den hvide hest -

Idé og instruktion: Tine Topsøe. Manuskript: Cecilie Eken. Musik: Pernille Sejlund, Gioacchino Rossini og ensemblet. Medvirkende: Lene Hummelshøj og Ingeborg Fangel Mo. Musikere: Anna Klett og Frans Hansen. Scenografi og dukker: Siggi Óli Pálmason og Lene Hummelshøj. Aldersgruppe: 4-8 år. Varighed: 35 minutter. Turneforestilling. Set 15. maj 2021 på Teater Vestvolden under Hvidovre Teaterfestival. Også tilmeldt Aprilfestival 2021 i juni i Holbæk. www.saum.dk

Musikteatret SAUM har gjort noget temmelig woke med forestillingen ‘Aske og prinsessen på den hvide hest’; de har taget det klassiske folkeeventyr ‘Askepot’ og sat omvendt fortegn på kønsfordelingen. Askepot hedder nu Aske, prinsen er blevet til en prinsesse, og den onde stedmor er i stedet en ond stedfar. Og det skønneste ved det er, at der ellers ikke er gjort noget stort nummer ud af forbytningen.

Der er ikke tale om en kønsaktivistisk teaterforestilling, hvor mænd død og pine skal være kvinder og omvendt, men blot om at fortælle et eventyr, der ikke gentager de udtrådte kønsstereotyper. Fornemt!

‘Aske og prinsessen på den hvide hest’ er ellers langt hen ad vejen en genfortælling af ‘Askepot’. Aske sidder mest i sit træ, og hans bedste ven er en sommerfuglelarve, der kryber rundt på grenene. Når stedfaderen kalder, fordi der skal dækkes bord, er det altid Aske, der bliver sat til det, fordi hans to stedbrødre lige er i gang med noget sjovt. Det er akkurat lige så uretfærdigt som i Askepots hjem, omend knapt så ydmygende pligter.

Oppe på slottet holder prinsessen fest, men der er ikke rigtig noget ved det, og derfor smutter hun ud i haven. Her møder hun Aske, der er på vej til festen på et magisk løbehjul, og de opdager et sjælefællesskab - særligt når det kommer til træklatring, som de klarer med både kjole og butterfly på.

Men klokken ni har Aske lovet at være hjemme, og uden at få sagt farvel styrter han afsted. Kun en sko ligger tilbage. Og så må stedbrødrene klemme en hæl og bukke en tå for at blive prinsessens nye bedste ven, men det er selvfølgelig kun Aske, skoen passer på.

I løbet af historien, som vistnok forløber over et enkelt døgn, når sommerfuglelarven både at kravle, forpuppe sig og bryde ud som sommerfugl. Det er vist til den skyndsomme side for en sommerfugl, men tempoet passer på Askes og prinsessens venskab, og så følger dramaturgien i det mindste lærebøgerne.

Bedst musikalsk

SAUM fortæller eventyret ved hjælp af dukker, flytbare kulisser, syngende replikker og spillende musikere. Musikken er delvist komponeret til lejligheden, og trods en indimellem overvældende lyd, som man kunne beskylde for at fylde for meget, bliver den kun frembragt af to musikere på henholdsvis træblæsere og percussions. Og overfyldigt eller ej, så er det særdeles velspillet af de to musikere.

De to medvirkende, Lene Hummelshøj og Ingeborg Fangel Mo, fortæller, synger og fører dukker på skift. Også selvom vi bliver introduceret til Ingeborg Fangel Mo som fortælleren og til Lene Hummelshøj som dukkeføreren, så er arbejdsfordelingen noget mere flydende. Ja, selv musikerne bidrager med små dukkefører-tjanser og enkelte replikker – tilsyneladende mest når de to medvirkende simpelthen ikke selv har hænder eller stemmer nok. Vi bliver en smule rolleforvirrede af det, men så længe ingen falder igennem, går det an, at man passer lidt forskellige poster.

Igennem forestillingen bliver vi dog løbende forstyrret af en række valg, man har truffet i løbet af produktionen. Eksempelvis er der rigtig mange steder, hvor der opstår en lang pause. Vi tænker, at en eller anden har glemt, hvad der skal ske, men det viser sig at have været en bevidst kunstpause. Og hver gang bliver forestillingens rytme forstyrret, og spændingen går tabt.

Den vendbare scenografi, der er smukt og udtryksfuldt designet af Siggi Óli Pálmason og Lene Hummelshøj, har forskellige funktioner og stedmarkører på hver side. Og det bliver flere gange mere forvirrende end formidlende, når de medvirkende flytter, vender og drejer disse sætstykker. Særligt er det utydeligt, hvilken side af træet, der hører til hvilken scene, når siderne ligner hinanden til forveksling.

I sidste ende betyder det, at udfordringerne med historiefortællingen kommer til at stå i vejen for den musikformidling, som Musikteatret SAUM synes at lægge mest vægt på - og i øvrigt også her lykkes bedst med.

Af: Morten Hede
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Aske og prinsessen på den hvide hest
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
345678910111213141516171819202122

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

11-08-2017

09-08-2017

07-08-2017

04-08-2017

30-07-2017

21-07-2017

09-07-2017

30-06-2017

28-06-2017

26-06-2017

23-06-2017

21-06-2017

19-06-2017

16-06-2017

14-06-2017

12-06-2017

09-06-2017

07-06-2017

05-06-2017

03-06-2017

01-06-2017

30-05-2017

28-05-2017

26-05-2017

24-05-2017

22-05-2017

19-05-2017

Flere anmeldelser