Af

28. september 2014

Om at spille teater i helvede

Søren Ovesens kommentar er en reaktion på kommentaren 'Skal man måske holde sig væk?'

Carsten Jensen har startet en interessant diskussion i disse spalter:

Legitimerer vi brutale og udemokratiske regimer ved at stille op til deres festivaler? 

Skal vi hellere blive hjemme?

Batida har rejst i mange lande som lader meget tilbage at ønske i forhold til menneskerettigheder og demokrati: Tyrkiet, Cuba, Cameroun, Rusland, Ukraine, Hviderusland, Afghanistan, Iran, Nordkorea, Vietnam, Serbien, Tunesien, Brasilien, Mexico, El Salvador, Rumænien, Libanon, Sydafrika, Indien, Kina og endnu en håndfuld, der på det formelle plan har det hele i orden, men som alligevel belastes af store uretfærdigheder og grove overgreb på minoriteter – etniske såvel om seksuelle.

Ved hver eneste af disse rejser har regimerne i en eller anden grad været ind over enten med økonomi eller i det mindste en form for blåstempling. Ofte prydes festivalprogrammet af en borgmesters eller en kulturminister billede og kontrafej. Og officielt bryster man sig af de internationale gæsters tilstedeværelse. Og vi må i et vist omfang gøre gode miner. Man kan vel nærmest kalde det et grundvilkår for den type arrangementer.

Men bag den officielle facade er det heldigvis de virkelige arrangører, der agerer. Og det er her det interessante møde finder sted. Her kommer vi tæt på regimernes ”oprørere”: Kunstnere og publikum der må leve under disse magthaveres dominans. Mennesker der skriger på forandring, og for hvem vi er som sendebude fra en anden og bedre verden. Det er disse mennesker, vi skal skabe forbindelse med, dem vi skal forstå, lade os inspirere af og selv inspirere. Dem vi skal alliere os med i kampen for en bedre verden – for nu at bruge et lidt fortærsket udtryk. Og stille os solidariske med.

Det er kvaliteten i denne balanceakt – ”den kunstneriske udførelse” – der er afgørende for,  om vi ved at stille op til disse festivaler er med til at skubbe tingene fremad eller baglæns.

Hvis vi rejser ud i verden med den rigtige indstilling og et godt ”håndelag”, kan vi som udøvende kunstnere være en betydelig kilde til forandring. Både med vores forestillingers modbilleder og tankegods og med vores måde at ”være” og arbejde på.

Lige netop i disse dage har vi en intern diskussion i ASSITEJ Danmarks bestyrelse omkring en invitation til en showcase i Israel, hvor ASSITEJ Israel viser landets bedste produktioner frem med henblik på udenlandsturneer.

Vi er meget uenige. Ikke om hvorvidt Israel groft har overspillet sin rolle som den forurettede, der udøver legitimt selvforsvar, men om det tjener ”sagen” bedst at deltage i denne statsstøttede showcase eller ej.

For to år siden deltog jeg i en lignende showcase og mødte ved den lejlighed en masse interessante og åndsbeslægtede Israelske teaterfolk. Stor var selvfølgelig min overraskelse, da en af de personer, jeg følte mig mest på bølgelængde med, mens bomberne regnede ned over Gaza, via Facebook overdængede mig med rabiate klip til forsvar for den israelske krigsmaskines fremfærd.

Jeg startede en diskussion med hende – en dialog – som jeg ikke helt kender resultatet af – men som i hvert tilfælde ikke ville have fundet sted, hvis ikke vi havde kendt hinanden i forvejen som resultat af showcasen.

Vi står i et dilemma. Skal vi medvirke til at dække staten Israels behov for normalitet ved at deltage, eller skal vi markere vores politiske synspunkter ved at boykotte arrangementet. Og stoppe dialogen! Og isolere vores Israelske kollegaer!

Jeg har tænkt grundigt over det – svaret er jo ikke entydig. Det vil klart være det mest oplagte, og politisk mest korrekte og forståelige, at boykotte.  Men alligevel jeg har valgt at anbefale, at man deltager. Men forudsætningen er selvfølgelig, at man benytter den enestående lejlighed til at tage diskussionen med værterne – de officielle og de uofficielle – om krigen, bosættelserne og holdningen til palæstinenserne. Og evt. finde frem til og alliere sig med nogle af de stemmer, der mener noget andet end det officielle Israel.

I forbindelse med Batidas besøg i Nordkorea og genvisittet i juni af en nordkoreansk gruppe skrev jeg en kronik i Politiken. Det var nødvendigt at modsige Politikens ironiske antydning af, at vi vist blot var en flok naive hippier der i sidste ende ville komme til at gå regimets ærinde. Lad mig fastslå: Vi er ikke naive. Og vi gavner ikke den nordkoreanske stat i dens nuværende form. Læs her: https://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2189085/kulturkamp-paa-de-skraa-braedder-i-pyongyang/

Svaret på Carsten Jensens spørgsmål er: Nej, vi skal ikke blive hjemme. Vi skal sige ja tak til invitationerne, men vi skal huske at medbringe vore politiske hoveder og ikke bare vore eventyrlige hjerter.

Søren Valente Ovesen er spiller, dramatiker og instruktør i teatergruppen Batida

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg