Om at overvinde sig selv

Man sender både dramatiker Line Mørkeby og Thomas Bendixen, der har stået for iscenesættelsen, en kærlig tanke, når Astrid Lindgrens berømte sætning fra 'Brødrene Løvehjerte' gentages løbende igennem stykket i Skuespilhuset: ’Nogle gange må man gøre ting, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!’. 

Dette gode lille sandheds-citat om at overvinde sig selv og turde vove sig ud på dybt vand, er – udover at være essensen i selve bogen og endnu bedre på svensk selvfølgelig: ’…Annars är man inte en människa utom en liten lort’– netop også, hvad de selv har kastet sig ud i.

Og det er ikke for meget at betegne det som farligt, sådan at pille ved denne fængslende børneklassiker og forsøge scenografisk at hamle op med alt det drama, der er på spil i originalen. 

Fortællerstemmen fylder

Ting, der fungerer fremragende i bogen, er ikke nødvendigvis succesfulde på scenen, og undertegnede har det især svært med fortællerstemmen i forestillingen. 

Trods Morten Hee Andersens pragtpræstation som den følsomme lillebror Tvebak, der i egne øjne ikke når sin heltemodige Jonathan Løvehjerte-storebror til sokkeholderne, bliver hans talestrøm efterhånden en overforklarende monolog, der fylder for meget og holder indlevelsen i armslængde. 

Hvad der starter stærkt – en flot, enkel åbningsscene, hvor han barskt erkender, at han snart skal dø – ender i en evindelig verbal halten-bagefter som pædagogisk guide i det hinsides Nangijala. Intet er for banalt at spørge ind til eller skulle have forklaret. 

Alt kværner ureflekteret igennem ham. ’Jeg kigger ikke ned’, hører vi ham sågar sige  midt i drama og uhygge. Den slags kan selv de mindste i salen jo strengt taget godt fornemme uden ord. 

Tanken har nok været at tage publikum i hånden, og hjælpe til, så alle kan følge med, og den idé er sådan set forståelig, for man har virkelig travlt, når man vælger at skære så lidt fra i handlingen og alligevel presse det hele ned på under to timer. Og oplagt er en så korrekt spejling af bogen ikke den bedste måde at bringe dette spækkede eventyrs mange lag og nuancer i spil på – på en scene.

Fra A til B over stok og sten 

Derfor går det også over stok og sten med at få introduceret det anseelige persongalleri og forklare alle intrigerne til Tvebak og publikum, der hænger på så godt de kan. Især i andet akt skal vi fra A til B konstant, og alt er på liv og død hele tiden. Der er på alle måder fart over feltet i snart sagt hver en scene. 

Selv når der ikke er nogen umiddelbar fare, spæner brødrene rundt i ring og kådhed over at have hinanden. Kærligheden imellem dem fornemmes stærkt, og Jonathan – en vidunderligt godt castet Alvin Olid Bursøe – fremstår akkurat så god og storladen, som så vi ham selv igennem Tvebaks forgudende øjne. 

Flot iscenesat

Udover dette fine broderbånd er bogens fortrolige rum desværre vældigt nedprioriteret til fordel for action. De skal nødigt kede sig, de kære, moderne børn, og den får hele armen med Tal Rosners kantede computerspils-grafik på den enorme skærm, der udgør hele scenens bagvæg. 

Effektivt virkeliggøres den farverige eventyrverden, som brødrene vælter rundt i på enorme skak-agtige heste, udfordret af forrædere i egne rækker samt tegneserie-dumme skurke, så det er en gysende fryd. 

Sminkør og kostumier skal også have ros. Visuelt har de fået meget ud af hver enkelt figur. Dog ærgrer det, at Tengil, hovedskurken over dem alle, kun figurerer som stemme og flammende virtuel hjelm i bedste Sauron-stil. Når man ser, hvor farverige og på alle måder vilde resten af figurerne – ikke mindst de onde – ser ud, kunne man godt have ønsket sig mere kød og blod på ham. 

 Aldersgrænsen fra 8 år bør dog absolut overholdes, alene lyd og lys er aldeles skræmmende til tider. 

Højdepunkter for en voksen

Som voksen går man dog som antydet lidt død i den konstante fremaddrift i det hæsblæsende handlingsspor, og man nyder de scener, der fungerer på andre præmisser.

Scenografisk er undertegnede eksempelvis – på trods af Rosendalens flotte 3D-landskaber – mest betaget af føromtalte åbningsscene, hvor den enorme LED-skærm holdes kulsort med en spinkel, dansende hvid barnlig streg, først af et enkelt vindue og siden et helt hus, efterfulgt af en næsten poetisk ildebrand med seks ens-klædte flammer, der snupper alt, de kan. 

Her brænder bogens alvor i børnehøjde virkelig godt igennem. Her er ro og plads og tid til at lade tingene udfolde sig og synke ind. Det er aldeles hjerteskærende. Ligesom tvetydigheden i slutscenen rammer lige i mellemgulvet: ’Jeg ser lys’, råber Tvebak – og alt bliver sort. 

Sådan!