Om at dele historier

Mørket er et mærkeligt fænomen. Et både angstfremkaldende og befriende sted at være. Sådan er det i al fald i Jako-Bole Teatrets og Nørregaard Teaters nye forestilling ’I Byens Lys’, som i det fysiske, musiske og sproglige klart betoner det positive ved mørket.
»Behøver der være så mørkt?« spørger Pernille Pattersson Carmohn flere gange Heine Ankerdal. Hendes frygt passer fint sammen med den pige, som hun spiller ved hjælp af et lille dukkeansigt. Og ved at vende tilbage til replikken afmonterer hun også noget af den uhygge som nogle af de mindste tilskuere måske føler ved mørket.

Stilladspladser
Der er vitterlig ret mørkt i det lille scenerum, som er af en spændende anderledes og vanebrydende slags: Rundt i en lille firkantet stilladsindretning sidder vi i to rækker og ser ned på spillet, som foregår nede i dybet mellem de to skuespillere og en række små dukkeansigter, som illuderer stykkets egentlige personer, der primært forestiller børn. Publikumsrækken nær det lille rækværk vil nok være mange børnepublikummers yndlings, for her sidder man på kanten, så ens små ben dingler ned i forestillingens dyb. Det fiktionens rum som forestillingen med lyssætning og med mange direkte publikumshenvendelser sørger for både er nedenfor, omkring og over publikum.

Månelys og blid musik
Mørket er af en speciel 'godartet' slags, fordi månen og stjernerne spiller en forløsende rolle. En måne med menneskeligt ansigt hejses op og lyser sammen med stjernerne, der såmænd er små teaterspots ud på publikum og ned på scenografiens røde hustagsspidse kasser, som spillerne flytter rundt med. Ned i den by, hvor den dreng og den pige, som via små dukkeansigter er forestillingens hovedpersoner, leger gemmeleg og kongens efterfølger. Ned på det hus, hvor drengens lillebror (et mindre dukkeansigt) vræler irriterende højt. Og ned på det hus, hvor pigen tvinges af sin mor til at gå alene hen til sit værelse ad en uhyggelig lang mørk gang.
Stjernernes og månens sagte og drømmeriske lys matcher den hyldest til mørket som forestillingen synes at ville formidle. En hyldest, hvor mørket står for den fred og ro, som børn længes efter, men som forældre har så vanskeligt ved at give dem. En ro og et månemørke, som også er billetten ind til mulighedernes magiske land. Stykket fortæller os det direkte (og undertiden næsten for direkte) i sine replikker. Og spillerne synger det i Ninna Jeppesens blide kompositioner som ledsages af en mere abstrakt poetisk tekst, som fx: ’I mørket bliver skyggerne lavet om til ønsker i livet’.

Små ansigter i håndhulen
Sangpassagerne matcher forestillingens intention, men de er også spilmæssigt nogle lidt vanskelige brud med det mere lettilgængelige spil. Fx med de mange direkte publikumshenvendte spil, hvor Ankerdal og Carmohn holder de små dukkehoveder inde i håndhulen og fører dem rundt i luften så de kommer tæt på børnepublikummet. Og børnene nyder at blive udnævnt til den slikmundede bagers spandauer og studenterbrød. Til pigen der lige har fået en ny cykel. Til en skorstensfejer. Og til den søde lærerinde.
’I Byens Lys’ har mange bløde og fine filosofiske lag. Forestillingen fortæller, hvor vigtigt det er at dele og få fortalt om det som er svært for en. For pigens vedkommende er det angsten for mørket. Og for drengens den ulyst han har til at flytte fra den skole og de kammerater han har.
Historien gør børnene trygge på drengens vegne, for han bliver rigtigt gode venner med pigen, som netop bor det nye sted han flytter hen til. Men pigens angst for mørket runder stykket ikke rigtigt af, og det giver en stemning af noget uforløst. Måske bliver det hurtigt glemt i en helhed, som er sjov og udfordrende i sin scenografi, men som nok også vil være en prøvelse for flere, fordi fortælledrivet undertiden virker lidt stillestående i sin rytme.