17. september 2018

Oliver indtager Albertslund

Når Rearview Teater spiller den klassiske musical 'Oliver!' i Musikteatret Albertslund 12.-24. oktober, er det også i form af en efterhånden lige så klassisk opsætningsmåde, der kombinerer erfarne professionelle skuespillere og produktionsfolk med teaterglade og -trænede børn og unge i større eller mindre roller.

Således står hele 50 børn og voksne på scenen for at synge, danse og dramatisere sig igennem Charles Dickens indignerede fortælling om den fattige og forældreløse Oliver Twist og hans trængsler i London tilbage i 1830'erne. 

Det er samtidig et rørende og velegnet dramatisk oplæg, der passer til det Solrød-baserede Rearwiev Teaters formål, nemlig 'at producere teaterforestillinger af høj kvalitet, hvor børn og unge får mulighed for at udvikle deres talenter i samarbejde med professionelle skuespillere, sangere og dansere.  Den helt unikke nerve i opsætningerne opstår, fordi børn og unges kreativitet, nysgerrighed og åbenhed kombineres med erfarne kræfter fra det professionelle teatermiljø, hvilket skaber et formidabelt læringsrum for de unge'.

Romanen 'Oliver Twist' er blevet filmatiseret og dramatiseret mange gange, og Rearwiew Teater bruger da også oversat tekst og musik fra den britiske forfatter og popkomponist Lionel Barts musicaludgave fra 1960 med en lang række kendte musikalske ørehængere.

Hovedrollen som Oliver spilles af 11-årige Lauritz Kristiansen, der drømmer om en fremtid som professionel skuespiller og i sin fritid går på SceneKunst – en teaterskole for børn og unge, som også har tilknytning til Rearwiew Teater.

Det er således en god trædesten at have fået rollen i 'Oliver!' hvor han bliver bakket op af professionelle skuespillere som Morten Thunbo i rollen som Mr. Brownlow, Jakob Svensmark som Bill Sykes, Christina Anthony som Nancy og Peter Secher Schmidt i rollen som tyvebandelederen Fagin.

Billetter kan købes via ticketmaster.dk – og man kan læse mere om både produktionen og teaterforeningen på www.rearviewteater.dk

(Billedet: 11-årige Lauritz Kristiansen har titelrollen som Oliver Twist i familiemusical over Dickens kendte roman. Foto: Rearview Teater)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne