19. september 2019

Ole Sørensen fejrer 40 års skuespillerjubilæum

Teatret Møllen i Haderslev er naturligvis rammen for Ole Sørensens 40-års skuespillerjubilæum, der fejres med premiereni dag, 19. september, hvor Ole Sørensen har titelrollen som Svejk i 'Svejk i Anden Verdenskrig'.

Med Gitte Kath som instruktør og scenograf er to ikoniske og mangeårige medlemmer af Teatret Møllen samlet omkring produktionen, der passer perfekt til Sørensens kunstnerisk finurlige og humoristiske gemyt.

Ole Sørensen (f. 1952) er autodidakt skuespiller og kom til Teatret Møllen i 1979 og har har gennem fire årtier beriget dansk børne- og ungdomsteater med et hav af gode skuespil-præstationer, der både har vist hans eget rummelige kunstneriske format og bidraget til at fastholde Teatret Møllen som et af landets suverænt bedste ungdomsteatre.

Han har spillet store roller i teatrets ensemble-forestillinger – fra Jeppe i Holberg-klassikeren 'Jeppe på Bjerget'; over den elskelige gnavpotte i 'En mand der hedder Ove' og senest som kongen i 'King Lear' – men huskes også som den otteårige faderløse dreng (med det karakteristiske Ole Sørensen-skæg intakt) i Møllens stærke og bevægende 11. september-drama 'Oskar'.

Ole Sørensen har – selvfølgelig – også brilleret i en lang række monologer, spændende fra 'Richard III' til Jesus-fortællingen i 'Ørkenbrevet'.

Det er en skuespiller, der har valgt at forvalte sit store talent i dansk børne- og ungdomsteater, hvor en karriere som stort og kendt navn i dansk voksenteater havde været oplagt.  

Og et par store teaterpriser er det da også blevet til: I 2004 fik han således Karen Marie Thorsens Legat – med sine dengang 100.000 kr. blandt Danmarks allerstørste teaterpriser – og i 2017 modtog Ole Sørensen så Ole Haslunds Kunstnerfonds Hæderslegat på ligeledes 100.000 kr.

(Billedet: Ole Sørensen fejrer sit 40 års skuespillerjubilæum med titelrollen som Svejk i Bertolt Brechts 'Svejk i Anden Verdenskrig'. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning) 

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne