5. december 2021

Ole Haslunds Kunstnerfond fejrer kulturlivet

Ole Haslunds Kunstnerfond uddeler i december hæders-, kunst- og rejselegater for en samlet sum på en million kroner i form af et hæderslegat,  ti kunstlegater og to rejselegater. En uformel reception 9. december er dog aflyst pga. stigende smittetal.

Alle priser tildeles som en hæder og kan ikke søges.

I år er det skuespiller Søren Sætter-Lassen, der modtager Ole Haslunds Hæderslegat 2021, mens kunstlegatmodtagerne udover scenekunstkollegaen, performer Madame Nielsen, består af tre billedhuggere, tre billedkunstnere, en håndbogbinder og to museumsinspektører.  Dertil kommer to rejselegater til henholdsvis en tekstilkunstner og endnu en museumsinspektør.

Og selvom der heller ikke i år er repræsentanter for dansk børne- og ungdomsteater blandt legatmodtagerne er det selvfølgelig rimeligt at nævne en uddeling fra Ole Haslunds Kunstnerfond, der ganske som Wilhelm Hansen Fonden og Lauritzen Fonden m.fl. udgør vigtige støtte- og markeringsmæssige åndehuller for et trængt kulturliv.

Ole Haslunds Kunstnerfond har således også haft blik for danske børneteaterfolk. I 2017 fik skuespiller Ole Sørensen, Teatret Møllen, nemlig Hæderslegatet (og 100.000 kr.), mens et rejselegat (50.000 kr.) tilfaldt dukkemager og -spiller Rolf Søborg Hansen – der bl.a. har virket på Bådteatret, Det Lille Teater, Marionetteatret i Kgs. Have,  Det Olske Orkester, Zeppelin m.fl.

Fire år før, i 2013, fik Bodil Alling, leder og skuespiller på Teatret Gruppe 38, Ole Haslunds Kunstnerlegat 2013 for sin mangeårige kunstneriske indsats og sin helt særlige tilgang til scenekunst og publikum. 

Ole Haslund (1877-1962), var en kendt antikvitetshandler, der i 1941 oprettede fonden, som han overlod størstedelen af sin formue til. Siden 1943 har Kunstnerfonden hvert år uddelt legater i fem kategorier – scenekunstkunstnere, malere, billedhuggere, kunsthåndværkere og personer med virke indenfor møbelkunst – ligesom man driver Kunstnerbyen Ræveskiftet v. Dronningmølle i Nordsjælland, hvor sommerboliger – her efter ansøgning – stilles til rådighed.

Se mere om fonden og alle legatmodtagernavne  på: www.olehaslundskunstnerfond.dk

(Billedet: Søren Sætter-Lassen er modtager af Ole Haslunds Hæderslegat 2021. Foto: Natascha Thiara Rydvald)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne