Af: Janken Varden

8. august 2016

Også blomster har brug for asyl

Teater Gyda vil, med sin base på Fyn, bringe noget af Carl Nielsen ned i børnehøjde, men det bliver lidt for tuttenuttet.

Et højt gærde i verdens kedeligste grå farve er, hvad vi ser. Og en stor grøn affaldsdunk. Trist storbybaggård – og den bliver ikke bedre af at gærdet er klistret til med forbudsskilte: Mod fodbold, mod fugle, mod mobiltelefoner, mod leg, mod blomster, mod hunde. Kan det blive mere trist, mere gråt, mere afvisende?

'Et sted som ingen ser'? Nej selvfølgelig, hvorfor skulle man se på det her? Meenn – mon ikke der er noget bagved gærdet? En hemmelighed?

I skjul

Når Tina Kruse Andersen gør sin entré, lettere formummet i stor frakke med hætte, og fra skraldespandets dyb henter et blomsterløg, bliver vi sporet ind på hemmeligheden.

Ganske rigtigt: Bagved gærdet har hun, Gudrun, i smug anlagt en lille baggårdshave med mange slags blomster og vækster. I skjul, fordi viceværten er en farlig herre som forbyder alt, undtagen biler og parkeringspladser.

Jeg må indrømme, at min første tanke var, at der ikke kunne komme megen sol ned i dette indelukkede baggårdshjørne, men pyt – det er ikke vigtigt. Hovedsagen er, at vi godtager, at her har Gudrun fundet sit helle, et lille sted hvor hun får blomster af mange slags til at vokse og gro.

Og hvor hun også kæmper en evig kamp for at holde det hemmeligt for den skumle vicevært. Hans skridt på trappen er som taget ud af en skrækfilm, så når han nærmer sig, forstår vi godt, hvorfor Gudrun i al hast får gærdet på plads med alle de ugæstfrie forbudsskilte.

Gudrun har ikke kun grønne fingre, hun kan også tale med sine blomster. Og hun kan synge for dem. Vi får både 'Den danske sang er en ung blond pige' og 'Jeg ved en lærkerede' og mere til.

Når teksten bliver for svær eller gammelmodig, har hun en ordbog, og kan slå 'sagatone' op – og hvad er en 'hede', og hvad betyder 'dølge'. Carl Nielsen i børnehøjde – det er en fin ambition!

Men det bliver aldrig rigtigt spændende, at en prægtig rød tulipan begynder at tale. Overraskelsen bliver tam og betydningsløs. Og teksten er flad som Fyn.

Urytmisk

Jeg skal ikke røbe for meget, men alt ordner sig til sidst – til og med forholdet til viceværten. Men vejen derhen er på mange måder urytmisk, umusikalsk, med sortier og entréer og ventemusik.

Jeg har det også meget svært ved den ustandselige uvane med at pludre og småsnakke om alt, hvad man ser og gør.

'Næh, men se, der er en kurv, hvad mon den indeholder?'  – 'Nu sætter jeg mig her' og 'nu lægger jeg den der'. Den slags akkompagnerende small talk, som ikke er i nærheden af en reel tekst, er vanvittigt irriterende. Som også illustrerende grimasser er det. Det suger enhver form for magi ud af situationen, for lidt bliver overladt til publikum.

Sødt, ja vist. Og venligt. Men amatørmæssigt. Men selve idéen er o.k.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.