Ønskekvist eller guldgraverheld?

Den store børneteaterfestival er for alle, men det er Danish Plus-festivalen ikke. Den er kun for dem, som kuratorerne har inviteret. Og i år blev det kun til 15 forskellige, håndplukkede forestillinger.

Til gengæld har Danish Plus valgt den samme teoretiske frontfigur, som resten af den danske børneteaterverden stolt viser frem, når det gælder forskning og lovgivning: Professor Jørn Langsted fra Århus Universitet.

Og dér stod han så – med al sin klogskab i et par jeans og en spinkel stemme. Det var mandag formiddag på Svalegangen. Festivaldeltagerne havde lige varmet op på forestillingen ’Stranden’ med ZeBu fra Amager og lidt kaffe. Men nu stod programmet altså på hardcore teori og Langsteds præsentation af Ønskekvisten – en model til analyse af kvalitet i performativ kunst. Værsgo!

Selv havde jeg fået rollen som ordstyrer. Jeg stod og holdt vejret. For hvad ville der egentlig ske, når sagesløse opkøbere og festivalfolk fik en hel times foredrag med kun én eneste tegning på tavlen, nemlig af de legendariske tre pile i Ønskekvistmodellen?

Langsted ind under huden

Først var folk tavse. Så rykkede de frem på stolene. Og til sidst var de heftigt engagerede i en debat. For mente Jørn Langsted virkelig, at man kan bruge Ønskekvistmodellen på alle former for børneteater? Og havde han erfaring for, at modellen ændrer folks måde at diskutere kvalitet på?

På engelsk hedder ønskekvistens tre kodeord ikke KUNNEN – VILLEN – SKULLEN. Nej, her er begreberne blevet transformeret til INTENTION – ABILITY – NECESSITY. Og det er ligesom noget andet.

”Der er ikke noget mystisk ved evaluering,” sagde Jørn Langsted selv.

”Men det kræver viden og analyse.”
Hverken viden eller analyse var mangelvarer i forsamlingen af garvede teaterfolk og teateropkøbere. Men det vakte genklang, da skuespilleren Hans Henrik Clemensen fortalte om, hvordan han som medlem af Scenekunstudvalget har grebet sig selv i ubevidst at anvende Langsteds model, når han læser ansøgninger.
Andre danskere nikkede.

Modellen er åbenbart handy. Og ikke mindst de internationale festivalkuratorer bifaldt behovet for et værktøj til hurtig kvalitetsbedømmelse.

Fiaskoens risiko

Om eftermiddagen var der debat ovre på Archauz – efter en forestilling af Meridiano Teatrets ’Anima’. Og sjælene kom vitterlig på vandring, da den irske festivalleder Muireann Ahern fra The Ark i Dublin indledte med en rå og alternativ definition på begrebet ’kunstnerisk kvalitet’.

”Jeg er holdt op med at bruge ordet ’kvalitet’,” sagde Muireann Ahern.

Og så remsede hun i øvrigt skønne citater op, der punkterede myten om kvalitetens definition. En af pointerne var, at kvalitet er lige så uhåndgribelig som en regnbue. Jo, for både regnbuen og teaterforestillingen er fuldstændig afhængig af tilskuerens synsvinkel...

Samtidig viste Ahern jordnære eksempler på publikumsundersøgelser og tilskuerskemaer, der tilsyneladende ikke har problemer med at vurdere kunstnerisk kvalitet. Var forestillingen Excellent, Good, Fair, Weak eller Poor? Og kedede du dig? Bare sæt kryds...

Muireann Ahern talte desuden om behovet for at satse på kunst, der bevidst går efter ’the risk of failure’ – fiaskoens risiko.

Kreativ forvirring

Den svenske teatermager og instruktør Bernt Höglund talte om at skabe teater på tværs af forventninger. Hans yndlingsmålgruppe var de 5-6 årige – ’for de lever stadig oppe i skyernes verden,’ som han udtrykte det.
Bernt Höglunds kodeord til forudsætningerne for kunstnerisk kvalitet var ’nysgerrighed’, ’disciplinmix’ og ’objektanvendelse’.

Og så ikke mindst det, han kaldte ’creative confusion’, altså en forvirring fra begyndelsen af prøveprocessen, der gerne skulle blive ved med at være synlig som en konstruktiv undren og et fornyet nærvær også i den færdige forestilling.

Guldgraver

Fra Sydney Opera House kom den autralske Noel Jordan, der er kurator for operahusets børneteater, og som desuden sidder i Assitej 2011-komitéen.

”At finde kunstnerisk kvalitet er lige som at vaske guld,” sagde Noel Jordan med glimt i øjnene.

”Og jeg bliver ved med at si og si for at finde de gyldne stykker.”

Noel Jordan var yderst direkte i sine betragtninger om at vælge dansk børneteater til sin festival.
”Ingen festivalkurator vil præsentere en international børneteaterfestival uden at vise en dansk forestilling,” sagde han ligeud.
”Dansk børneteater er noget af verdens bedste. Og hvorfor? Fordi det er sofistikeret teater, der ikke går af vejen for at skildre svære emner. Fordi forestillingerne har vægt og nuancer og kraft – og fordi performerne har et meget højt niveau. I dansk børneteater er skuespillerne modne mennesker. Her spiller en 55-årig mand gerne en 11-årig dreng; dét sker altså ikke i Australien! Men det vigtigste er nok, at de danske børneteaterforestillinger skaber en ægte dialog mellem skuespillere og tilskuere.”

De danske konferencedeltager labbede selvfølgelig ordene til sig. Og næsten alle lod til at kende Noel Jordans eksempel, da han også talte om dansk børneteater evne til at skabe forestillinger om smerte ved at nævne ’den fantastiske hamster Mr. Muffin’.

Og Teater Refleksions forestilling (i samarbejde med De Røde Heste) har da osse gået sin sejrsgang både i ind- og udland. Forestillingen er instrueret af Bjarne Sandborg, der under Danish+-arrangementet fik overrakt årets UNIMA-ærespris .

Altid et håb

Teaterinstruktøren Gitte Kath fra Møllen var sidste oplægsholder ved dagens paneldebat, kækt sprunget ind på afbud. Som teaterskaber definerede hun sin største udfordring på vejen mod den kunstneriske kvalitet i spørgsmålet: ’Hvor lidt kan vi bruge – og stadig fortælle det hele?’

Gitte Kath talte om ønsket om at gøre tilskuerne til medskabere af forestilllingerne, ikke bare til passive modtagere.

”Publikum kan se, at vi kan se dem. Det er vigtigt for os. Og så er det afgørende, at vores forestillinger altid har et håb til slut. Forestillingerne kan sagtens gøre ondt. Men de skal rumme håbet.”

Komfortzoner

I den efterfølgende debat efterlyste flere internationale deltagere netop en større risikovillighed hos teatret – og også hos festivalerne.

”Vi skal have familierne ud af deres komfortzoner og ind i teatret. Men vi skal også have festivalerne ud af deres vanetænkende komfortzoner,” som én deltager udtrykte det.

Ønskekvistmodellen og dens pile i enten balance eller ubalance kom på tavlen igen – med eksempler på både vaneteater, cirkusteater og politisk teater. Og så fløj debatten uvægerligt op på et overordnet plan om børns ret til at opleve kunst, også kontroversiel kunst.

”Kritikerne kan sagtens hade et stykke, som børnene elsker,” understregede en deltager.

Og så var det ligesom sat på plads for alle. Ønskekvist og guldgraverheld eller ej.