DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017
Der er forestillinger alle steder i Charleville-Mézières i de ni dage, som den store dukketeaterfestival varer. Her er vi i byrummet, hvor man som tilskuer i installationen 'Headspace' af Electric Circus med et kæmpeansigt over sit hoved betragter et lille spil (indsat programforside). Foto: Kirsten Dahl

Objektmagi med ler, voks og kroppe

03-11-2017
Kirsten Dahl besøgte i september en af verdens største og mest prestigiøse dukketeaterfestivaler, Festival Mondial Des Theatres de Marionettes i den franske by Charleville-Mézières. Hendes reportage kan stå som en appetizer til Nordens største pendant, Festival of Wonder, der afvikles i Silkeborg 9.-12. november.
Af: Kirsten Dahl
FAKTA

* Festival Mondial Des Theatres de Marionettes afvikles i den franske by Charleville-Mézières hvert andet år.

* Det er angiveligt verdens største internationale dukketeaterfestival, og årets festival fra 16.-24. september var 19. udgave - med over 110 kompagnier fra fem kontinenter 

* Se programmet mv. på hjemmesiden: http://www.festival-marionnette.com/en/

* Kirsten Dahls program i Charleville-Mézières:

- 18.9: Konference

- 19.9: Forestillingerne ”Aman'Aman” (Tete dans le Sac); ”Giraffe” (Hop Signor Puppet Theatre; ”Milieu” (Renaud Herbin); ”Open the owl” (Théâtre de Ljubljana); ”Une poignée de gens” (Vélo Théâtres) og ”Exodus”(Theatre d'un Jour)

- 20.9: Forestillingerne ”Wax” (Renaud Herbin), ”Les Fabuleux” (Les Royalles Marionnettes); ”Poupette in Bruxelles” (Theatre des 4 mains & Froe Froe Theatre) og Parole d'objets.

- 21.9: ”Surgi de la terre” (Thalias Kompagnons); ”L'un dans l'autre” (La Mue/TTE); ”Les Insomnies” (La Main d'oeuvre); ”La Brodeuse” (Babit) og Parole d'objets.Desuden uddrag af forestillingerne ”Once I was a rose” (Aleksandra Spyra og Jakub Maksymov); ”Virginie Nati des étoiles" (Compagnie Karyatides) og”Kleenex” (Laura Fedida og Pierre Dupont).

- 22.9: Forestillingerne ”Little Bang” (Riserva Canini); ”BRUT” (Compagie Le Vent des Forges), ”Home is where” (Kalteva Company); ”Variations sur un départ” (La Main d'oeuvre) og ”Terres Invisibles” (Livsmedlet Theatre) 

- Gadeteaterforestillinger: ”Headspace” (Electric Circus); ”L'illustre Théâtre des Frères Sabbattini” (Cie Histoire d'Eux); ”L'Odyssée” (Lez'Arts Vers et Fred Martin) og ”Jouet Mécanique” (Compagnie Médiane/Catherine Sombsthay)

- Off- programforestillinger: ”Vu” (Cie Sacékripa/Etienne Manceau), ”J'y pense et puis” (TOF Théâtre) og ”Circus Funestus” (Sofie Krog Teater)

- Udstillinger: ”Sans Crier Gare!”, Cie Gare Centrale & ”Photo d'Ilka Schönbein”

***

* Flere af festivalens teatre har tidligere gæstet Festival of Wonder, der også har en høj international status. Enkelte af deltagerne fra årets festival i Charleville-Mézières er da også med ved dette års festival i Silkeborg 9.-12. november:

- Fransk-norske Plexus Polaire - dog med en anden forestilling end 'Chambre noire': 'Ashes' - - Israelske Yael Rasooly med koncerten 'Glamour in the Dark'.

- Franske Theatre Mediane (Catherine Sombsthay) er også med i Silkeborg med sin dansk-inspirerede forestilling 'Horizons'

- Danske Sofie Krog Teater, der som eneste danske islæt var med på den franske festival med 'Circus Funesuts', kommer til Silkeborg med to af sine andre forestillinger. 

Se program m.v. for Festival of Wonder: http://dukketeaterfestival.dk

(caj)

Charleville-Mézières i Frankrig er ikke stor – men byens dukke- og objektteaterfestival 2017 er fyldt med vidunderlige forestillinger. Der var i al fald meget spændende at blive optaget af og finde inspiration igennem i de over 21 forestillinger, jeg så.

Tre af de 21 betalingsbilletter var adgang til lidt anderledes arrangementer: En Spectacle-Conference den 18. september, som bestod af en objekt-teater-mosaik, 'La Vraie-Fausse Histoire du Théâtre d'Objet', skabt af objektteaterpersonligheder, som hver især og på kryds og tværs i mange år har arbejdet med forestillinger, hvor lys, lyd, objekter og de medvirkende performeres bevægelser og kroppe spiller ligestillet sammen.

Med nærmest ingenting, små stykker papir, en tekande, en lille tavle og noget kridt gav Jacques Templeraud (Théâtre Manarf), Charlot Lemoine (Vélo Théâtre), Kate Deville og Christian Carrignon (Théâtre) og Gulio Molnàr og Francesca Bettini publikum et sigende og meget underholdende billede på essentielle og poetiske elementer i objektteatrets DNA.

Og i forlængelse af det holdt akademikeren Jean Luc Mattéoli et foredrag, hvor han på interessant vis belyste, hvordan objektteater ikke er opstået løsrevet fra den reale virkelighed. Han kom fx ind på, at udtryksformens fokus på små tings store betydning udspringer af og er forbundet med ødelæggelser, krig og død.

Onsdag og torsdag aften blev publikum under overskriften 'Parole d'objets' delt op i tre hold, som på skift så de samme tre brudstykker af forestillinger. Forestillinger, som vel at mærke var forkortede versioner af stykker, som for mange år siden havde sat objektteater på verdenskortet, som en markant anden slags teater; eksempelvis 'Vingt Minutes sous les Mer', 'Petits Suicides' og 'Paris-Bonjour'.

Store udsving

Både udtryk, indhold og kunstnerisk kvalitet var ret forskelligt i de mere end 18 forestillinger jeg herudover så. Noget som gik igen i flere af forestillingerne var leg med ler. Ler er et oplagt materiale til at skabe figurer og universer på stedet. Ansigter, mennesker, dyr, landskaber, møblementer, bygningsværker – alt kan blive til for øjnene af publikum.

Op fra overfladen på et taburet-lille møbel lader Joachim Torbahn fra det tyske kompagni Thalias Kompagnons' fortællinger opstå i 'Surgi de la terre' for de 3-årige og opefter. Torbahn kan med nænsomhed og energi skabe kontakt til børnene, som tydeligvis bliver fascinerede af materialelegen og af det, at de ikke aner hvad, der kommer til at dukke frem. Forestillingen har dog ét problem: Den fortæller alt for mange historier efter hinanden.

'Brut' af Compagie Le Vent des Forges for de 8-årige og opefter begynder utroligt flot: En kæmpeklods af ler bliver skåret ud som en bog med sider, som dukkeførerne bladrer i. Men magien fordufter desværre fordi forestillingen (hvor figurenes ansigter bliver formet ud af ler) skifter spor og bliver alt for konkret i sin fremstilling af en skoledrengs vej fra at være uden kammerater til at få en ven.

Livets store spørgsmål - i børnehøjde

Så er der meget mere at hente i det italienske projekt 'Little bang' (Riserva Canini) for de 5-årige og opefter. Forud for forestillingen har teatret modigt stillet en gruppe børn den opgave via forskellige materialer at komme med bud på nogle af livets allerstørste spørgsmål. Spørgsmål som: 'Hvad var der i det usynlige, dengang det hele begyndte?', 'Hvad blev født af hvad?' og 'Hvad er universets drivkraft?'.

Børnenes fantastiske svar var udstillet udenfor spillerummet. Og indenfor kom en soloperformer med sit bud på verdens skabelse ved med mel, ler, maling og enkle andre objekter at tilkendegive, at det essentielle var at være søgende og stille spørgsmål i stedet for at klamre sig til faste svar.

Pragtfuld plasticitet

Hvem og hvad er der ellers at holde øje med? Der er i al fald Renaud Herbin, Terres Invisibles, og Vélo Théâtre og La Main d'oeuvre.

Jeg så hele tre forestillinger af Renaud Herbin. I 'Wax' for børn fra 3 år, iscenesat af Renaud Herbin, stivner en stor gul plamage voks og bliver det materiale, hvorudfra skønne former og fortællinger springer. 'Milieu' for de 8-årige og opefter byder på dukkeføring af sublim og plastisk karakter, når Herbin fra flere meters højde med knivskarp præcision lader en lille dukke vågne og rejse sig op fra et sort granulat-materiale.

Og endelig leger Herbin i en iscenesættelse for det slovenske teater Théâtre de Ljubljana med både proportioner, teatergenre og fortællelag i 'Open the Owl', som er for unge og voksne.

Krig og krop

Modsætninger mødes på meget interessant vis i voksenteaterforestillingen 'Terres Invisibles' af den finske gruppe Livsmedlet. To performere fra 'hver sin ende af verden', henholdsvis israelsk og svensk, lægger fysisk sanseligt krop til ved at lade deres hud og lemmer være det terræn som en række bittesmå figurer, der illustrerer flygtninge, bevæge sig over lange distancer og farligt terræn.

Nærheden mellem de små flygtninge-figurer og performernes kroppe skaber et stærk udtryk for at flugt og krig er til i en verden befolket med mennesker af kød og blod. Og det forstærkes af den nærværende og sanselige måde hvorpå de to performere spiller indbyrdes sammen og den fysiske nærhed, der er mellem spillet og publikum, som sidder rundt om spillet i en afstand af under en meter.

Lykke er...

Form og indhold mødes i Vélo Théâtres 'Une poignée de gens', hvor det som spiller en central rolle er stole, det at høre til et sted, publikums medageren og interviewpersoners udtalelser om hvad lykke er for dem.

La Main d'oeuvre hørte kunstnerisk set til toppen af de teatre jeg så. I 'Variation sur un Départ' for de 11-årige og opefter sætter teatrets græske ankerkvinde, Katerini Antonakaki, en badebroslignende scenografi i bevægelse, mens hun gestalter en gribende eksistentiel rejse.

Og i 'Insomnies' gennemspiller hun som billedmager sammen med akrobaten Sébastien Dault, skuespilleren Olivier Sellier og pianisten Ilias Sauloup temaet søvnløshed med en filosofisk tyngde, smuk musik og sanseligt kropslige billedligheder, der er dybt fascinerende, men også tangerer det overmættede.

Enkelt frem for overfyldt

Niveauet var højt på rigtigt mange måder i samtlige forestillinger, jeg så. Et karakteristikum ved de forestillinger, som ikke var gode hele vejen igennem, kunne være, at de teknisk set er velgjorte på alle udtryksparametre, samtidig med at de indholdsmæssigt står svagt.

Enten går den historie, teatret vil fortælle i stå og begynder at gentage sig på en forudsigelig måde – som i 'L'un dans l'autre' af La Mue/TTE, hvor man med tiden bliver træt af at se på variationer over det samme parforholdstema.

Eller også bliver der proppet alt for meget ind i et univers, som i stedet for at arbejde på det levende objektteaters præmisser skruer op for lyd- og lyskanaler, som hører de elektroniske medier til.

Det sker fx i 'Poupette in Bruxelles' af belgiske Theatre des 4 mains & Froe Froe th., og også i 'Aman, Aman' af Tete dans le Sac fra Schweiz.

Valg af historie

Så er der mere at komme efter i teatre som forstår at begrænse sig i deres brug af virkemidler, og som i stedet for at fylde fortælling på fortælling på koncentrerer sig om én historie, som til gengæld har facetter. Som fx belgiske Les Royalles Marionnettes, der i vandreforestillingen 'Les Fabuleux' serverer små historier på en meget enkel måde. Eller som i israelske Babit som i 'La Brodeuse' opruller en sand biografisk fortælling om en jødisk broderi-kvinde.

Endelig viste græske 'Giraffe' af Hop Signor Puppet Theatre for de 6-årige og opefter, at en forestilling kan være så gennemført 'rigtig' og ren i sit udtryk og sin fortælling, at det, man bliver mest optaget af, er at sidde og betragte de to dukkeføreres fantastiske indbyrdes kontakt og fine forbindelse med spillet.

Udenfor

Festival Mondial des Theatres de Marionnettes i Charleville-Mézières er utroligt mange ting. Det er et program med over hundrede forskellige betalingsforestillinger. Det er gratis gadeforestillinger i massevis – og af meget forskellig kvalitet.

Fx interessante installationer, hvor man med et kæmpe-ansigt over sit hoved betragter et lille spil ('Headspace' af Electric Circus). Forestillinger, hvor publikum står udenfor og ser ind i et miniatureteater, hvorinde der sidder små (skumgummi)tilskuere og ser papirteater (Cie Histoire d'Eux med 'L'illustre Théâtre des Frères Sabbattini'). Kompagniet Lez'Arts Vers et Fred Martin med 'L'Odyssée', hvor de ansigtsaftryk i ler, som folk i ugens løb har fået lavet, bliver hængt op på torvet i snore omkring et kæmpemæssigt mange meter stort ansigt, som også bliver skabt i festvalugens løb.

I tillæg til det er der spændende udstillinger. Fx en udstilling som med tekst, små installationer og en videofilm fortæller belgiske Agnès Limbos' og Cie Gare Centrales teaterhistorie.

Of- og off/off-forestillinger, heriblandt en meget seværdige soloforestilling 'Vu' af Cie Sacékripa, hvor Etienne Manceau siddende ved et Japan-lavt bord skaber alt ud af intet med en sukkerknald, et tebrev, papir og tændstikker. Og en utrolig venlig, aktiv og stolt lokalbefolkning, som på frivillighedens basis holder liv i festivalen.

Festivalen byder på megen inspiration, også for dansk objektteater, og det bliver spændende, hvad næste objekt-teater-festival i Charleville-Mézières har at byde på.

***

Næste festival i Charleville-Mézières er 20.-29. september 2019

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Objektmagi med ler, voks og kroppe
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415

20-11-2017
 

15-11-2017
 

10-11-2017
 

07-11-2017
 

31-10-2017
 

24-10-2017
 

18-10-2017
 

13-10-2017
 

10-10-2017
 

06-10-2017
 

02-10-2017
 

28-09-2017
 

25-09-2017
 

22-09-2017
 

17-09-2017
 

12-09-2017
 

10-09-2017
 

06-09-2017
 

28-08-2017
 

18-08-2017
 

11-08-2017
 

01-08-2017
 

28-07-2017
 

30-06-2017
 

20-06-2017
 

15-06-2017
 

11-06-2017
 

09-06-2017
 

06-06-2017
 

29-05-2017
 

23-05-2017
 

18-05-2017
 

14-05-2017
 

09-05-2017
 

03-05-2017
 

27-04-2017
 

22-04-2017
 

20-04-2017
 

18-04-2017
 

12-04-2017
 

Flere anmeldelser