4. februar 2022

Nyt samarbejde omkring bæredygtighed i scenekunstbranchen

Scenekunstbranchen har i flere år arbejdet med grøn omstilling og bæredygtighed, men nu accelereres bestræbelserne i form af et nyt samarbejde på tværs af teatre, kompagnier, producenter og scenekunstorganisationer i Danmark. 

Baggrunden er en ny kampagne – 'rethink scenekunst nu' – som Bæredygtig Scenekunst NU har skabt sammen med Dansk Teater og andre vigtige aktører omkring scenekunstbranchen. 

Kampagnen er støttet af Dansk Skuespillerforbund og KR Foundation (en international almennyttig klimafond, stiftet i 2014 og med Connie Hedegaard, tidligere EU-kommissær som formand).

Et af kampagnens nybrud er en online-platform, der lanceres 22. februar på rethinkscenekunst.nu og skal være branchens samlingssted for vidensdeling, innovation og formidling af teatrenes mange klimainitiativer. 

Et andet afgørende tiltag er, at den nye platform indeholder en nyudviklet CO2-beregner, som er designet til scenekunstbranchens mangfoldige aktører. Den giver det enkelte teater mulighed for at registrere, monitorere og dermed mindske sine CO2-udledninger. 

Kampagnen fokuserer på tre centrale initiativer: 

– Den digitale platform for vidensdeling, innovation samt den nyskabende CO2-beregner 

– Den interaktive installation ’Klimavæggen’, der bl.a. vil indsamle data om publikums transportvaner til og fra teatret 

– En serie af ’Klimasaloner’, der bl.a. afvikles på Aprilfestival – verdens største børneteaterfestival – og teaterfestivalen CPH STAGE  

Udover de mange involverede teatre, kompagnier og producenter på tværs af Danmark, er Cue-to- Cue, Urban Goods, Teatercentrum, CPH STAGE, Udviklingsplatformen for Scenekunst, Det Københavnske Teatersamarbejde, Performing Arts Platform, ISCENE m.fl. involveret i kampagnen.

’Scenekunstbranchen består af knap 250 virksomheder og har næsten tre millioner årlige publikummer, så vi ser et stort potentiale til at skabe forandring og påvirke vores publikum til bæredygtig adfærdsændring, men arbejdet starter indefra. Det er ikke alene nok at fortælle om klimakrisen fra scenekanten. Vi skal som branche gå forrest og vise vejen gennem handling’, lyder det fra Jacob Teglgaard, medstifter af Bæredygtig Scenekunst NU. 

* Hele scenekunstbranchen inviteres til at deltage i lanceringen af 'rethink scenekunst' nu på Aarhus Teater 22. februar 2022 kl. 10.00-12.00
Se invitation, program og tilmelding her

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne