20. december 2016

Nyt Repræsentantskab i Statens Kunstfond for 2017-20

Statens Kunstfonds Repræsentantskab er en broget forsamling af repræsentanter udpeget af en lang række faglige organisationer. De 48 medlemmer skal bl.a. og vigtigst udpege medlemmer til Statens Kunstfonds udvalg, herunder Projektstøtteudvalget for Scenekunst – samt følge Kunstfondens virksomhed, tildele hædersydelser til kunstnere og arrangere et årligt seminar.

Ny formand for Repræsentantskabet pr. 1. januar 2017 og fire år frem er den af kulturminister Mette Bock udpegede Caroline Søeborg Ahlefeldt, der er kendt som iværksætter. Hun grundlagde allerede som 23-årig internetvirksomheden MouseHouse og har siden været med til at starte virksomheder op inden for design, forlag, IT og mode, sideløbende med at hun har varetaget bestyrelsesposter i fx COOP, LEGO, Vækstfonden, 3XN, Grønnegårdsteateret og Dyrberg/Kern.Senest har hun gjort sig bemærket som en af drivkræfterne i forbindelse med etableringen af kulturfestivalen Heartland Festival på Egeskov Slot.

Blandt Repræsentantskabets menige medlemmer og med denne portals vanlige fokus øjner man ikke mindst Trine Wisbech, leder af Det Lille Teater/Marionetteatret i Kgs. Have – hun er udpeget af TIO (Teatrenes InteresseOrganisation) – og Jesper B. Karlsen, dramatiker med mange børneteaterstykker på samvittigheden, der er udpeget af Danske Dramatikere, hvor han i øvrigt er formand.

Man kan se hele listen via dette link

(Billedet: Trine Wisbech, der her er på talerstolen på Københavns Rådhus ved åbningen af Det Lille Teaters og Marionetteatrets plakatudstilling, bliver fra 1. januar medlem af Statens Kunstfonds Repræsentantskab. Foto: Søren K. Kløft)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne