DEBAT
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020
23-02-2020
19-02-2020
18-02-2020
29-01-2020
Teaterværkstedet Madam Bach fylder godt i ASSITEJ Danmarks seneste rundspørge om udlandsaktiviteter i sæson 2018/19. Her fra turne med forestillingen 'Hjem' i Belgien (Øverst, foto: RootsandShoot) og Summer Camp i Beijing (nederst tv, foto: Christian Schrøder). Plakaten (nederst th) med baggrund fra Madam Bachs residens i Odder(!) - og her med Pernille Bach og Christian Schrøder fotograferet foran - er lavet forbindelse med indvielse af et nyt børneteater i Shanghai, hvor de to danskere var æresgæster.

Børneteater på farten

24-02-2020
Danmark står fortsat for en imponerende kultureksport af teater for børn og unge, og efterspørgslen er i top. En nylig opgørelse over udlandsaktiviteten i sæson 2018-19 viser, at 29 teatre gennemførte 101 forskellige enkeltturneer med 52 forskellige forestillinger i 37 lande - med et samlet antal opførelser på 625. Kina fastholder en position som største enkeltmodtager af dansk børneteater. Teaterselskabet Madam Bach er blandt de allerflittigste verdensrejsende.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

* UDLANDSSTATISTIK SÆSON 2018-19:

- 29 teatre, 101 enkeltturneer, 55 forskellige forestillinger, 625 opførelser, 37 lande.

- De 37 nævnte besøgslande/-områder: Italien, Holland, Polen, Tyskland, Tyrkiet, Grønland, Tjekkiet, Kina, Egypten, Sverige, Portugal, Australien, Storbritannien, Brasilien, Sydkorea, Palæstina, Spanien, Mexico, Taiwan, Japan, Nepal, Hong Kong, Østrig, Canada, Skotland, Irland, , Israel, Belgien, Luxembourg, Norge, Macao, Frankrig, Kroatien, Estland, Rusland, Jordan 

* Toppen over de 29 teatres enkeltvise antal opførelser og besøgte lande ser således ud:  

- Teater Refleksion: Kina, Japan, Skotland, Irland, Belgien, Luxembourg, Spanien, Frankrig, Holland, Norge, Macao (148 forestillinger)

- Teaterværkstedet Madam Bach: Kina, Sydkorea, Sverige, Norge, Grønland, New Zealand, Frankrig, Holland (114 forestillinger)  

- Paolo Nani Teater: Taiwan, Japan, Kina, Spanien, Mexico, USA (56 forestillinger)

- Sofie Krog Teater: Hong Kong, Polen, Østrig, Italien, Tyskland, Spanien, Portugal (40 forestillinger)

- Aaben Dans: Frankrig, Spanien, Canada, Skotland (38 forestillinger)

- Teatergruppen Batida: Japan, Israel, Polen, Kroatien, Estland, Tyskland, USA, Rusland, Frankrig (27 forestillinger)  

- Teater Minsk: Polen, Irland, Tyskland, Tyrkiet (25 forestillinger)

- Meridiano Teatret: Sydkorea (24 forestillinger)

- Gruppe 38/Carte Blanche: Storbritannien og USA (14 forestillinger)

- Gruppe 38: Portugal, Australien (11 forestillinger) 

Dansk scenekunst for børn og unge har i de seneste tre årtier stået for en omfattende eksport af dansk kultur ud i verden, og det bekræftes af en nylig rundspørge til danske børneteatre, foretaget af ASSITEJ Danmark i samarbejde med kompetencecentret Teatercentrum.

Her indberettede 74 teatre - ud af landets cirka 150 børneteaterproducenter - tal for deres udlandsaktiviteter  i sæson 2018/19. Ikke alle har været på farten i den aktuelle sæson, men alligevel er tallene markante:

Der blev i alt opført 625 forestillinger i 37 lande, fordelt på 29 teatre, 52 forskellige forestillinger og 101 forskellige enkelt-turneer.

Desuden var teatre involveret i ni samproduktioner i udlandet, hvor der også blev afholdt 45 workshops af danske teatre.

Internationalisering

Det er mange års internationalt samarbejde og udsyn, der har gjort dansk børneteater så efterspurgt i udlandet, at det i turneaktivitet trumfer de fleste andre former for dansk kultureksport. 

Det tog for alvor fart fra slutningen af 1980'erne, hvor Danmark med overtagelse af posten som generalsekretær i International ASSITEJ (Michael Ramløse 1990-96) var aktiv i arbejdet med få en eurocentrisk fåmandsklub banket op til verdensomspændende netværk for teatre, organisationer og enkeltpersoner, der arbejder for udbredelse af teater for børn og unge. 

Som arrangør af verdens største festival for turnerende teater for børn og unge blev Danmark samtidig  et tilløbsstykke for udenlandske festivalarrangører og teaterfolk, som både kom på egen hånd og blev inviteret af festivalen og den danske afdeling af ASSITEJ.

De fik således blik for dansk børneteaters kvaliteter; publikumsnærværende og vedkommende forestillinger med et mobilt koncept, der gjorde turneer mulige og eftertragtede også for udenlandske formidlere.

Styrke og støtte

'Der findes formentlig ikke andre lande i verden, der har en så omfattende kultureksport af teater for børn og unge. Efterspørgslen efter danske forestillinger for børn og unge ude i verden er uændret stor og vores status er stadig høj indenfor børneteatrets internationale netværker.

Tænk engang: I en konfliktfyldt og demokratisk udfordret verden har et lille land som Danmark en kæmpestor international platform for vores teater for børn og unge, hvor vi kan tale med en stemme, som er båret af respekt for barnet og de menneskelige værdier', siger Dirck Backer, formand for ASSITEJ Danmark.

'Det er en status og en mulighed, som ikke bare er kommet af sig selv, men som har været båret frem af mange års ihærdigt og vedvarende arbejde med at styrke internationale netværk, samarbejde og formidling. Et arbejde, der til stadighed skal vedligeholdes – og som man derfor også fremover må sikre mulighederne for at kunne varetage', lyder det fra Dirck Backer i en slet skjult opfordring til, at den statslige støtte til dette arbejde fastholdes.

På alle kontinenter

At hele verden møder dansk børneteater, fremgår af den aktuelle rundspørge for sæson 2018-19.

Godt nok blev der spillet flest danske forestillinger i Europa - i alt 283 og flest i Spanien med 42 opførelser - men Asien (inklusive Mellemøsten) følger lige efter som modtagerkontinent med i alt 261 opførelser. Her lå Kina helt i top med 148 opførelser, mens Sydkorea fulgte med 53 opførelser

Mere beskedent står Nordamerika (inklusive Grønland) med 43 opførelser, mens Australien tegner sig for 24. I bunden ligger Sydamerika med 8 opførelser – og Afrika, som slet ikke fik besøg af dansk børneteater i 2018/19.

Det viser dog mest de periodemæssige og geografiske udsving på danske børneteatres turneliv - i fx sæson 2014-15 blev der således spillet 33 forestillinger i Afrika og ligeledes 33 i latinamerikanske lande.

Også det år var Kina i øvrigt største enkeltmodtager af dansk børneteater med 71 opførelser.

Kina fylder i statistikken

Ser man på de enkelte teatres aktiviteter for sæson 2018-19, ligger Teater Refleksion helt i top med 148 opførelser og altså tæt på en fjerdedel af alle sæsonens optalte opførelser i udlandet.

De fleste er med forestillingen 'I nattens lys', der er en samproduktion med britiske Andy Manley, som er alene på scenen - men i et vigtigt samspil med afviklingstekniker William Højbjerg Nielsen. Manley har bl.a. har spillet 40 forestillinger i Skotland, hvor han er uddannet. Men det tæller jo stadig som udenlandsk turneaktivitet set fra co-producenten i Aarhus. Dertil kommer bl.a. 31 opførelser af forestillingen i Kina.

Næstmest rejsende er Teaterværkstedet Madam Bach med 114 opførelser af en håndfuld forskellige forestillinger - de 50 afviklet i Kina - hvorefter følger Paolo Nani Teater, der har opført 'Jekyll on Ice' 56 gange i seks forskellige lande - heraf 33 forestillinger i Kina.

Alle tre teatre har i den optalte sæson altså spillet mange forestillinger i Kina, der i flere år også været en række andre danske børneteatres faste besøgsmål på turneer, samarbejder m.v. 

Børnene har ikke valgt styreformen...

I oktober 2019 rundede Madam Bach således deres forestilling nummer 170 i Kina siden første besøg i forbindelse verdensudstillingen Expo2010 i Shanghai. Udover forestillinger har man også afholdt workshops - og i 2016 blev der lavet en dokumentarfilm om et projekt, hvor teatret brugte kunst og teater i et læringsforløb med kinesiske børn med autisme.

Den intense kulturudveksling kalder måske også på et svar på, hvorfor Madam Bach vælger at turnere så massivt i et land, der tryner sine borgere med omfattende overvågning, opsplitning af familier, arbejdslejre - og for den sags skyld det ytringsfrihedsknægtende pandadiplomati, der får alverdens lande til at dukke sig…

»Fordi børnene er uskyldige og ikke har valgt deres lands styreform, og fordi vi sjældent er i lande, hvor publikum er så nysgerrige, oprigtigt interesserede, grinende, legende og hvor børneteater er så vigtigt for dem som her. Og så får de tingene til at ske hurtigt, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Vi havde en kinesisk delegation på besøg på vores teater, og de blev så inspireret af vores arbejde at de byggede deres eget teater kun til børneteater i Shanghai og spurgte om vi ville komme og indvie det fem måneder senere….så det gjorde vi. Det er da kulturel udveksling,« lyder svaret fra Christian Schrøder, teatrets kunstneriske leder.

130 rejsedage på en sæson

Lige nu fylder corona-epidemien selvfølgelig meget også relationerne til Kina.

»Det betyder først og fremmest, at mange af vores kinesiske venner er i en yderst presset situation, og så betyder det en hulens masse aflysninger, som forhåbentlig rykkes til bedre tider. Men det betyder også nye anderledes projekter, som kan gøres på afstand, hvilket vi er i fuld gang med sammen med spændende partnere i flere byer i Kina. Vi får også stadig flere kinesiske delegationer på besøg, som vil arbejde med os,« fortæller Christian Schrøder, der ellers sammen med teatrets anden halvdel og navngiver, Pernille Bach, kan se tilbage på en sæson med stor rejseaktivitet.

»Sæson 2018/19 var vild for et lille teater som os med 130 rejsedage i udlandet, men vi fik så mange gode oplevelser, så det var det hele værd. Den indeværende sæson bliver ikke helt så vild, da vi ikke har modtaget nogen økonomisk rejsestøtte til de projekter, der ikke kan bære sig selv, men udover vores arbejde i EU-projektet 'Small Size', så har vi nye projekter i Polen, Østrig, Malta, Italien, Tyskland og Japan, som vi glæder os til.«

Small Size - store projekter

Netop EU-projektet fylder også meget i Madam Bachs internationale kalender.

»Vi den glæde at være med i et stort EU-projekt med 18 partnere, der udelukkende arbejder med teater for de mindste ligesom os, så vi er i de seneste seks år blevet til en europæisk familie, der mødes i samarbejder, coproduktioner, workshops, festivaler, filosofi -lektioner m.v.

Og i de kommende fire år også 'MAPPING', et projekt hvor vi undersøger de fire temaer Word, Sound, Movement and Images sammen med researchere fra Sydkorea, England, USA og Sydafrika og fire udvalgte børnebogsillustratorer fra Japan, Argentina, Belgien og Spanien. Et projekt der har til formål at stille spørgsmål fremfor at finde svar,« fortæller Christian Schrøder. (Se også artiklen 'Stor kunst for små størrelser').

Hold døren åben til verden

Hvordan kom I egentlig i gang med de mange udlandsturneer?

»Vi har helt fra teatrets begyndelse haft en udlængsel, en nysgerrighed og appetit på andre kulturer, og den appetit på nye internationale udfordringer og oplevelser er mere intakt end nogensinde før i takt med, at vores netværk er vokset sig stort og mulighederne bliver mere realistiske,« siger Christian Schrøder.

Er det en bedre forretning end at rejse rundt med forestillinger i Danmark?

»Det korte svar er nej, men nogle lande og arrangører betaler alt og betaler godt ,mens andre kæmper med økonomien, men har et stort hjerte til børneteater. Vi kan generelt godt lide at komme til steder, hvor børnekulturen er vigtig for dem, så må økonomien komme i anden række.

Og her er støtteordninger vigtige, så vi kan komme ud til dem der ikke har råd i første omgang, men som kan få bygget en festival og et netværk op på sigt. Det håber jeg, at der vil blive ved med at være fokus på i fremtiden, for vi skal holde døren åben til verden.« 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Børneteater på farten
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

03-05-2012
 

29-04-2012
 

27-04-2012
 

23-04-2012
 

19-04-2012
 

16-04-2012
 

09-04-2012
 

02-04-2012
 

26-03-2012
 

22-03-2012
 

15-03-2012
 

10-03-2012
 

03-03-2012
 

01-03-2012
 

23-02-2012
 

16-02-2012
 

10-02-2012
 

02-02-2012
 

26-01-2012
 

19-01-2012
 

11-01-2012
 

01-01-2012
 

21-12-2011
 

14-12-2011
 

08-12-2011
 

27-11-2011
 

20-11-2011
 

18-11-2011
 

16-11-2011
 

11-11-2011
 

06-11-2011
 

29-10-2011
 

28-10-2011
 

24-10-2011
 

17-10-2011
 

11-10-2011
 

06-10-2011
 

01-10-2011
 

27-09-2011
 

22-09-2011
 

Flere anmeldelser