13. maj 2017

Nu udklækkes de første nycirkus-talenter

Efter tre års studier viser det første hold studerende på Danmarks videregående nycirkusuddannelse deres afsluttende kunstneriske svendestykker frem for offentligheden. Det sker med en række forestillinger på Akademiet for Moderne Cirkus (AmoC) i dagene 19.-23. maj.

Akademiet for Moderne Cirkus står også for et symposium 22. maj, som skal sætte fokus på bl.a. den kunstneriske og økonomiske værdi nycirkus skaber og potentialet for yderligere succes i Danmark.

Symposiet henvender sig til alle lige fra politikere, kulturforvaltninger, scenekunstbranche, kulturkritikere og personer fra det pædagogiske og uddannelsesmæssige område, til det øvrige kulturområde og andre, der måtte være nysgerrige på nycirkus. 

I 2012 besluttede Københavns Kommune og Kulturministeriet at etablere en dansk videregående forsøgsuddannelse i nycirkus, som skulle være på niveau med de internationale cirkusuniversiteters bachelorniveau. Uddannelsen blev virkelighed i efteråret 2014 og nu tre år senere, udklækker Akademiet for Moderne Cirkus så de første uddannede nycirkus-talenter.

Afgangsforestillingen er både et show og eksamen for de studerende, så der er på alle måder meget på spil; for de studerende, underviserne, kommunen og øvrige parter.

Der er gratis adgang til forestillingerne, der spilles hos AFUK, Enghavevej 82 B, København SV i dagene 19., 20, 22. og 23. maj kl. 19 – og ligeledes til symposium 22. maj kl. 15-18,30, som finder sted på Enghavevej 82 C

Adgang til forestillinger og deltagelse isymposium skal ske via tilmelding på AMOC@AFUK.DK – symposiet har deadline for tilmeldinger 16. maj.

Se mere på www.afukamoc.dk

(Billedet: Man kan bl.a. uddanne sig som parakrobat på nycirkusstudiet. Foto: AmoC)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne